MRF 2022.40
Retten i Koldings dom af 24. januar 2022, sag BS-9967/2017-KOL
A m.fl. (adv. Hans Haages) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Ikke grundlag for at tilsidesætte VVM-screeningsafgørelse om, at råstofindvindingstilladelse ikke var VVM-pligtig, uanset at regionen havde foretaget mere indgående undersøgelser af trafikale forhold, efter den tidligere VVM-screening af projektet var blevet ophævet af byretten i 2014.
Kolding Kommune traf i juni 2012 screeningsafgørelse efter den dagældende VVM-bekendtgørelse om, at en ansøgning om årlig indvinding af 110.000 m3 sand, sten og grus, heraf 15.000 m3 under grundvandsspejlet, i 10 år ikke var VVM-pligtig. Ansøgningen omfattede et areal på 24,5 ha, hvoraf der ville ske etapevis indvinding på 20,5 ha med ca. 5 ha ad gangen. Arealet var udlagt som graveområde i Region Syddanmarks Råstofplan 2012. I juli 2013 stadfæstede Natur- og Miljøklagenævnet screeningsafgørelsen om ikke-VVM-pligt, hvilket blev indbragt for domstolene af en række omboende, der navnlig gjorde gældende, at projektet var VVM-pligtigt, da det var omfattet af bilag 1, pkt. 18, til den dagældende VVM-bekendtgørelse (’Råstofindvinding fra åbne brud, hvor minestedets areal er over 25 hektar […]’), og at screeningsafgørelsen ikke havde taget tilstrækkelig højde for projektets kumulative virkninger med anden råstofindvinding i området. Ved Retten i Koldings dom af 16. december 2014 (MAD 2014.419 B) fik de omboende medhold i, at Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse var ugyldig, da retten ikke fandt det godtgjort, at den kumulative effekt af råstofgravene i området, fx i relation til trafikale konsekvenser, var blevet inddraget i kommunens screeningsafgørelse. Derimod afviste byretten, at projektet var omfattet af den dagældende VVM-bekendtgørelses bilag 1, pkt. 18, da der ikke var tale om sammenhængende gravearealer på over 25 ha, som blev drevet som én råstofgrav, eller opsplitning af et projekt med henblik på at omgå EU-lovgivning. På baggrund af dommen traf Region Syddanmark – der i mellemtiden havde overtaget godkendelseskompetencen efter råstofloven og dermed også var blevet VVM-myndighed – i januar 2016 fornyet screeningsafgørelse om, at råstofindvindingstilladelsen ikke var VVM-pligtig. Også denne screeningsafgørelse blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, der den 18. januar 2017 (MAD 2017.54 Nmk) traf afgørelse om ikke at give klagerne medhold, hvorefter de omboende indbragte Natur- og Miljøklagenævnets (nu Miljø- og Fødevareklagenævnets) nye afgørelse for byretten. Under sagen blev der udmeldt syn og skøn, der bl.a. angik de trafikmæssige påvirkninger af projektet. Byretten, der undergav sagen kollegial behandling, bemærkede indledningsvis, at retten i dommen fra december 2014 havde fastslået, at den omhandlede ansøgning om gravetilladelse ikke var omfattet af bilag 1, pkt. 18, og at der ikke forelå oplysninger, der gav grundlag for nu at nå til et andet resultat. Projektet var derfor ikke VVM-pligtigt. For så vidt angik screeningen bemærkede retten, at det fremgik af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse, at nævnet havde påset, at regionen havde foretaget en screening af råstofgravenes miljøpåvirkninger og havde vurderet, at anlægget ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt, ligesom nævnet havde vurderet, at regionen havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af de kumulative påvirkninger. Det forhold, at regionen som følge af dommen fra december 2014 havde foretaget mere indgående undersøgelser af de trafikale forhold, kunne ikke på det foreliggende grundlag føre til, at regionen burde have truffet afgørelse om VVM-pligt. Sagsøgerne havde heller ikke sandsynliggjort, at nævnet havde befundet sig i en vildfarelse om de faktiske forhold. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om ikke at give medhold i klagen over regionens fornyede VVM-screeningsafgørelse, hvorfor Miljø- og Fødevareklagenævnet blev frifundet.
Kommentar: Med dommen må byretten anses for at have tiltrådt Miljø- og Fødevareklagenævnets faste praksis, hvorefter en VVM-screening har karakter af en foreløbig vurdering, der skal kunne træffes relativt hurtigt og hovedsageligt på grundlag af allerede foreliggende oplysninger og almene erfaringer. Hvis det kræver mere grundige undersøgelser at konkludere, at et projekt ikke kan få væsentlige indvirkninger på miljøet, vil dette tale for, at projektet er VVM-pligtigt. I den konkrete sag forelå imidlertid den særlige situation, at kommunens tidligere VVM-screening var blevet ophævet som følge af manglende inddragelse af kumulative virkninger, og i dette lys fandt byretten det velbegrundet, at regionen i den fornyede screening foretog mere indgående undersøgelser heraf, uden at projektet alene af den grund var VVM-pligtigt. Dommen kan sammenholdes med MRF 2021.39 Mfk, MRF 2021.107 Mfk, MRF 2021.135 Mfk og MRF 2021.318 Mfk, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet i alle sagerne ophævede VVM-screeningsafgørelser vedr. råstoftilladelser.