MRF 2021.318
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 5. oktober 2021, j.nr. 20/05758
Ophævet og hjemvist råstoftilladelse til årlig indvinding af op til 350.000 m3 sand, grus og sten ca. 800 meter fra Natura 2000-område, da væsentlighedsvurderingen ikke opfyldte begrundelseskravet, og da der ikke var foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af mulige påvirkninger af yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter.
Region Nordjylland meddelte i marts 2020 tilladelse efter råstoflovens § 7, stk. 1, til årlig indvinding af op til 350.000 m3 sand, grus og sten på E’s ejendom i Rebild Kommune. Ejendommen var beliggende i Siem Skov Graveområde, der i Region Nordjyllands råstofplan 2016 var udlagt til indvinding af sand, grus og sten. Tilladelsen betød, at der på ejendommen kunne indvindes råstoffer på yderligere 3,4 ha i sammenhæng med råstofindvinderens eksisterende tilladelse til indvinding i et ca. 83 ha stort råstofindvindingsområde. Tilladelsens indvindingsareal lå ca. 800 meter øst for nærmeste Natura 2000-område nr. 18, Rold Skov. Det fremgik af afgørelsen, at indvindingen ikke påvirkede Natura 2000-området væsentligt, hvorfor regionen havde besluttet, at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Det fremgik endvidere, at der på ejendommen kunne være yngle- og rasteområder for enkelte bilag IV-arter, men at Naturbasen ikke havde registreret bilag IV-arter på eller nær det ansøgte areal. Afgørelsen blev påklaget af Terndrup Vandværk, der bl.a. anførte, at regionen ikke havde foretaget en tilstrækkelig sagsbehandling, og at der ikke var taget hensyn til områdets naturmæssige forhold og sårbarhed. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at afgørelsen ikke opfyldte habitatbekendtgørelsens krav til væsentlighedsvurdering, men alene havde karakter af en konstatering, som ikke i tilstrækkeligt omfang vurderede, herunder begrundede, hvorfor råstofindvindingen efter regionens opfattelse ikke ville kunne påvirke udpegningsgrundlaget i habitatområdet væsentligt. Afgørelsen led derfor af en væsentlig retlig mangel. Nævnet fandt endvidere, at regionen ikke havde foretaget de nødvendige undersøgelser og vurderinger af, om projektet ville beskadige eller ødelægge eventuelle yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter. Nævnet henviste i den forbindelse til, at det alene fremgik af afgørelsen, at enkelte arter kunne have levested, fødesøgningsområde eller sporadisk opholdssted på eller ved ejendommen, herunder at der kunne være flere flagermusarter, odder, markfirben, stor vandsalamander og spidssnudet frø i eller nær indvindingsområdet. Nævnet fandt på denne baggrund, at regionen havde tilsidesat forpligtelsen i habitatbekendtgørelsens § 10, idet regionen ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt og vurderet tilladelsens mulige påvirkning af yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter. Afgørelsen led dermed af en væsentlig retlig mangel og var følgelig ugyldig. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.