MRF 2021.107
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. februar 2021 (j.nr. 18/06077, 18/06786, 18/96784 og 18/06785)
Ophævet og hjemvist screeningsafgørelse om, at tilladelse til råstofindvinding ikke krævede miljøvurdering, da der ikke var foretaget en tilstrækkelig indledende vurdering af, om projektet kunne beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter.
Efter ansøgning fra E om tilladelse til råstofindvinding traf Region Midtjylland den 9. november 2017 VVM-screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at projektet ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Det fremgik bl.a. af screeningen, at Region Midtjylland ikke forventede, at det ansøgte projekt ville give væsentlige gener, og ikke forventede, at der levede beskyttede arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV eller rødlistede arter inden for projektområdet, idet matriklen blev benyttet til landbrugsmæssige formål. Projektområdet var på ca. 12 ha og var udlagt som råstofområde i Råstofplan 2016 for Region Midtjylland. Sydøst for området lå et mindre skovareal, hvor projektområdet skulle flugte med et overdrev, der var beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Syddjurs Kommune havde den 13. december 2017 meddelt foreløbigt afslag på dispensation fra § 3-beskyttelsen bl.a. med henvisning til, at overdrevets sydvendte skrænter kunne være potentielle leve- og ynglesteder for bilag IV-arten markfirben. Regionens VVM-screeningsafgørelse blev påklaget af omboende og af Dansk Ornitologisk Forening, der bl.a. gjorde gældende, at regionen ikke havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af, om projektet ville påvirke sårbar natur samt dyre- og fuglearter, herunder bilag IV-arten markfirben, der ofte lever på § 3-beskyttede overdrev, og den beskyttede fugleart rød glente. Til klagen bemærkede regionen bl.a., at det ikke havde været muligt at afvente Syddjurs Kommunes afgørelse på ansøgningen om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, da VVM-reglerne påbyder, at screeningen skal foretages inden for 90 dage fra modtagelse af ansøgningen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt anledning til at efterprøve, hvorvidt regionen havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af, om projektet ville kunne beskadige eller ødelægge rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for arter på habitatdirektivets bilag IV. Nævnet bemærkede, at det tilpassede projektområde ikke alene omfattede landbrugsarealer som anført af regionen, men også et mindre skovareal i projektområdets sydøstlige hjørne, der lå i tilknytning til det § 3-beskyttede overdrev, hvis sydvendte skrænter, efter det anførte i Syddjurs Kommunes foreløbige dispensationsafslag af 13. december 2017, kunne være potentielle leve- og ynglesteder for bilag IV-arten markfirben. Nævnet fandt på denne baggrund, at regionen, for så vidt angik skovarealet, ikke havde foretaget en tilstrækkelig indledende vurdering af, om projektet kunne beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for bilag IV-arten markfirben. Da afgørelsen herefter led af en væsentlig retlig mangel, blev screeningsafgørelsen ophævet og hjemvist. Nævnet bemærkede afslutningsvis, at regionen ved en eventuel fornyet behandling af sagen burde inddrage observationer fra DOF-basen, der bevidnede, at området i 2016 havde huset to ynglende røde glenter, idet det ikke ud fra de i sagen foreliggende oplysninger kunne udelukkes, at arten kunne befinde sig i det mindre skovareal, der lå inden for projektområdet og i tilknytning til det § 3-beskyttede overdrev.
Kommentar: Pligten efter miljøvurderingslovens § 22 for den kompetente myndighed til at træffe VVM-screeningsafgørelser inden for 90 dage følger direkte af VVM-direktivets art. 4(6), hvorefter den kompetente myndighed dog i særlige tilfælde pga. projektets kompleksitet har mulighed for at forlænge fristen, men det kræver så en konkret beslutning, som projektherren forudgående skal underrettes om. Det fremgår hverken af VVM-direktivet eller miljøvurderingsloven, hvilken retsvirkning det har, at fristen på 90 dage overskrides, hvis myndigheden ikke forudgående har forlænget fristen. Sagen illustrerer endvidere det selvstændige problem, at hvis der efter en VVM-screeningsafgørelse tages stilling til miljøvirkninger, f.eks. i vilkår for en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, kan der være pligt til at genoptage VVM-screeningen, jf. sag C-290/03, Barker.