MRF 2026.4
EU-Domstolens dom af 16. april 2026, 5. afd., sag C-58/24, Drumakilla
Ikke i modstrid med EU-retten at fastsætte en søgsmålsfrist på tre måneder for at prøve dispensation efter habitatdirektivets art. 16 fra beskyttelsen efter art. 12 af flagermus for et byggeprojekt, selv om art. 16-dispensationen er meddelt, inden der er søgt om byggetilladelse og VVM-screening, forudsat at dette ikke er i strid med effektivitets- eller ækvivalensprincipperne.
Sagen omhandlede et projekt med opførelse af nye boliger i det tidligere karmeliterkloster i Dalgany. Forud for ansøgning om byggetilladelse ansøgte bygherren om tilladelse til at fravige beskyttelsen af flagermus (bilag IV-art) efter de irske regler for gennemførelse af habitatdirektivets art. 16. I juli 2020 fik bygherren tilladelse efter art. 16 (art. 16-tilladelsen) til at fravige beskyttelsen af flagermus på nærmere vilkår. I oktober 2020 indgav bygherren ansøgning om byggetilladelse og VVM-screening og vedlagde art. 16-tilladelsen. I februar 2021 meddelte de irske myndigheder byggetilladelse, idet myndighederne vurderede, at projektet ikke krævede miljøkonsekvensrapport og VVM-tilladelse. I marts 2021 anlagde en række lokale beboere sag ved de irske domstole med påstand om annullation af byggetilladelsen og tilladelsen til at fravige beskyttelsen af flagermus. Dette førte til, at den irske domstol i april 2021 tillagde sagsanlægget opsættende virkning, så anlægsarbejderne blev udsat, men i juli 2023 afviste den irske domstol at annullere byggetilladelsen. Spørgsmålet om annullation af art. 16-tilladelsen fra 2020 førte til en præjudiciel forelæggelse, idet den irske domstol var i tvivl om, hvorvidt de irske regler om tre måneders søgsmålsfrist for prøvelse af tilladelsen var i strid med VVM-direktivets art. 11, Århuskonventionens art. 9(2) eller chartrets art. 47. EU-Domstolen lagde til grund, at art. 16-tilladelsen var meddelt af en anden myndighed end den myndighed, der foretog VVM-screening og meddelte byggetilladelse, og at det følger af sag C-463/20 (MRF 2022.11), at der ikke kan meddeles VVM-tilladelse, efter at der meddelt art. 16-tilladelse af en anden myndighed, men at art. 16-tilladelsen i disse tilfælde omvendt ikke må foregribe den samlede VVM-vurdering (præmis 26-28). Videre fastslog EU-Domstolen, at det følger af VVM-direktivets art. 11 og Århus-konventionens art. 9(3), at en art. 16-tilladelse til et projekt, der er omfattet af VVM-direktivet skal kunne prøves af den berørte offentlighed, men at EU-retten ikke kræver, at søgsmålsfristen for art. 16-tilladelsen først begynder at løbe, når VVM-tilladelsen er meddelt, når dette ikke er i modstrid med effektivitets- og ækvivalensprincipperne. EU-Domstolen bemærkede, at en særskilt søgsmålsfrist på tre måneder for art. 16-tilladelsen, og inden VVM-tilladelsesproceduren er afsluttet, ikke er af en sådan art, at fristen er i modstrid med effektivitetsprincippet (præmis 40) og bemærkede herefter i præmis 43: ”En isoleret anfægtelse af en afgørelse om fravigelse, inden tilladelsesproceduren er afsluttet, kan ganske vist kræve en vis koordinering imellem de kompetente administrative og retslige myndigheder med henblik på at sikre dels, at den myndighed, der har beføjelse til at tillade et projekt som omhandlet i VVM-direktivets artikel 1, stk. 2, litra a), tager behørigt hensyn til de delvurderinger, der allerede har været genstand for en retslig prøvelse, dels at afgørelsen om tilladelse som omhandlet i VVM direktivets artikel 1, stk. 2, litra c), kan gøres til genstand for en domstolsprøvelse. Denne omstændighed indebærer imidlertid ikke i sig selv, at effektivitetsprincippet er tilsidesat, da både foreneligheden af afgørelsen om fravigelse i henhold til habitatdirektivets artikel 16 og afgørelsen om tilladelse som omhandlet i VVM-direktivets artikel 1, stk. 2, litra c), [...] kan anfægtes af den berørte offentlighed”. Den omstændighed, at den berørte offentlighed ikke var underrettet om art. 16-tilladelsen var ikke i sig selv i modstrid med søgsmålsfristen, når søgsmålsfristen først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor sagsøgerne fik kendskab til afgørelsen (præmis 49). EU-Domstolen konkluderede herefter, at det ikke er i modstrid med EU-retten at fastsætte en søgsmålsfrist på tre måneder for at prøve art. 16-tilladelser for projekter omfattet af proceduren for tilladelser i VVM-direktivets art. 1, stk. 2, litra a), forudsat at reglen ikke er i modstrid med effektivitets- og ækvivalensprincipperne.
Kommentar: Dommen vedrører en sag, hvor VVM-screeningsafgørelsen blev truffet af en anden myndighed, end den myndighed, som meddelte art. 16-tilladelsen til at fravige beskyttelsen af bilag IV-arter, men vedrørte ikke en sag, hvor der var meddelt VVM-tilladelse. Om EU-Domstolen helt har forstået denne forskel, kan man blive i tvivl om, som det fremgår af præmis 43, mens det omvendt er tydeligt, at den irske domstol har forstået forskellen. Den irske domstols spørgsmål vedrørte således projekter omfattet af VVM-direktivets art. 1(2)(a), dvs. alle projekter omfattet af VVM-direktivet, og ikke kun projekter, hvor der meddeles VVM-tilladelse, og det er også dette EU-Domstolen besvarer. Men EU-Domstolens vurderinger og begrundelser knytter sig til projekter omfattet af art. 1(2)(c), dvs. projekter, der har fået en VVM-tilladelse. Forskellen er væsentlig, fordi en VVM-screeningsafgørelse netop ikke er en tilladelse, men en afgørelse om, hvorvidt projektet kræver en VVM-tilladelse, og der derfor skal udarbejdes en miljøkonsekvensrapport. Forløbet i sagen var således, at efter der var meddelt art. 16-tilladelse af en irsk myndighed, ansøgte bygherren om byggetilladelse og VVM-screeningsafgørelse hos en anden myndighed, der herefter uprøvet lagde art. 16-tilladelsen til grund. Efter dommen er dette ikke i modstrid med VVM-direktivet, hvilket er vanskeligt at forene med EU-Domstolens domme i sag C-463/20 (MRF 2022.11), og i sag C-166/22 (MRF 2023.101), der synes at forudsætte, at art. 16-tilladelser indicerer, at projektet har så væsentlige virkninger, at projektet kræver VVM-tilladelse, og at der kan ske prøvelse af en tidligere art. 16-tilladelse i forbindelse med en prøvelse af VVM-tilladelsen. I forhold til dansk ret bekræfter dommen, at tilladelse til at fravige beskyttelsen af bilag IV-arter efter habitatdirektivets art. 12 (naturbeskyttelseslovens § 29 a og habitatbekendtgørelsens § 10) skal være afgjort inden eller samtidig med VVM-tilladelsen, men dommen forudsætter tilsyneladende også, at art. 16-tilladelsen skal være meddelt inden VVM-screeningen, når den kompetente myndighed for VVM-screeningen er en anden, end den myndighed, der meddeler art. 16-tilladelse, og at VVM-myndigheden uprøvet skal lægge art. 16-tilladelsen til grund. I forhold til habitatbekendtgørelsen gør dette normalt ingen forskel, da tilladelser til at fravige beskyttelsen af bilag IV-arters yngle og rastepladser efter dansk ret meddeles af samme myndighed, som foretager VVM-screeningen og meddeler tilladelser efter de i habitatbekendtgørelsens §§ 7 og 8 anførte lovbestemmelser.