MRF 2025.34
Østre Landsrets dom af 1. juli 2025, 24. afd., sag BS-24700/2023-OLR
(Mikael Friis Rasmussen, Thomas Lohse og Mie Vinkel Sørensen (kst.))
A (adv. Jacob Aaes) mod Gribskov Kommune (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Lovliggørende byggetilladelse til ny tagkonstruktion og udhuse på sommerhusejendom i Tisvildeleje var ikke i modstrid med lokalplanen, da lokalplans bestemmelser var for upræcise til at kunne håndhæves, hvorfor nabo ikke fik medhold i søgsmål mod kommunen om, at byggetilladelsen var ugyldig.
Gribskov Kommune meddelte den 9. marts 2020 byggetilladelse til en ny tagkonstruktion med stråtag og to kviste, udnyttelse af tagetage på 18 m2 samt opførelse af udhuse på hhv. 9 m2 og 18 m2 på E’s ejendom ved kysten i Tisvildeleje. Ejendommen, der i 1981 blev udstykket fra en naboejendom, som i dag tilhører N, havde et grundareal på 258 m2 med et sommerhus, der efter udnyttelse af tagetagen udgjorde 77 m2. Udhuset på 18 m2 skulle placeres op til skel til N’s ejendom, hvor der var opført en hegnsmur i skellet. Udhusets væg oversteg hegnsmuren med 35 cm på murens laveste sted. Ejendommen var omfattet af en lokalplan fra 2001, der bl.a. indeholdt bestemmelser om taghøjde og kviste. Kommunen havde vurderet, at den ansøgte byggetilladelse var umiddelbart tilladt i henhold til lokalplanen. Forud for udstedelsen af byggetilladelsen havde kommunen partshørt E’s nabo til den anden side, men uden at partshøre N, da kommunen vurderede, at det ansøgte byggeri ikke ville medføre væsentlige gener for N. Efter at byggetilladelse til E var meddelt, anlagde N sag mod kommunen med påstand om, at byggetilladelsen til E var ulovlig og ugyldig, og at kommunen skulle tilpligtes inden en af retten fastsat frist at udstede påbud om fysisk lovliggørelse til E ved fjernelse af den udnyttede og hævede tagetage med kvistene og udhuset på 18 m2. Gribskov Kommune påstod frifindelse, subsidiært hjemvisning. Efter at have besigtiget de omhandlede ejendomme fandt byretten i MRF 2021.304 B, at det var åbenbart, at det ansøgte byggeri på E’s ejendom havde medført væsentlige gener for N’s ejendom i form af bl.a. indbliksgener. Den manglende partshøring af N indebar derfor en ”grov overtrædelse” af forvaltningslovens § 19, og da kommunen ikke havde godtgjort, at partshøring af N ikke ville have haft betydning for byggetilladelsen, fandt byretten, at byggetilladelsen var ugyldig, hvorfor sagen i juni 2021 (MRF 2021.304 B) blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Den 28. oktober 2021 traf kommunen efter partshøring af N ny afgørelse om byggetilladelse til naboen svarende til den tidligere meddelte byggetilladelse, hvorefter N stævnede kommunen med påstand om, at byggetilladelsen var ulovlig og ugyldig, og at kommunen skulle tilpligtes at udstede påbud til E om lovliggørelse. Til støtte herfor gjorde N bl.a. gældende, at byggetilladelsen var i strid med lokalplanen, der bl.a. indeholdt en bestemmelse om, at ”om- og tilbygninger tilpasses den pågældende bebyggelses oprindelige form og udseende, og bygningsændringer og ny bebyggelse skal i øvrigt udformes i overensstemmelse med den stedlige byggetradition og under hensyntagen til en nutidig anvendelse”, og at udhuset på 18 m2 ikke overholdt afstand til skel. Kommunen påstod frifindelse for N’s påstand om ugyldighed med henvisning til, at lokalplanbestemmelsen ikke var tilstrækkelig bestemt til at kunne håndhæves. Samtidig påstod kommunen afvisning af N’s påstand om, at kommunen skulle tilpligtes at påbyde E fysisk lovliggørelse, idet kommunen bl.a. henviste til, at påstanden ville kræve, at byretten overtog kommunens kompetence efter planloven. Byretten lagde til grund, at lokalplanen ikke indeholdt så præcise bestemmelser vedrørende om- og tilbygning, at der var grundlag for at fastslå, at byggetilladelsen til ændret tagkonstruktion var i modstrid med lokalplanen, ligesom byretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte kommunens helhedsvurdering, der havde dannet grundlag for kommunens byggetilladelse til udhuset. Byretten fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering og frifandt kommunen. N ankede til landsretten, hvor N alene nedlagde påstand om, at byggetilladelsen var ugyldig, og hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten lagde til grund, at den omhandlede lokalplans hovedformål navnlig var ”at bevare den unikke landskabelige sammenhæng i Tisvildeleje mellem byen og stranden” og fremhævede, at det fremgik af lokalplanen, at ”om- og tilbygninger skal ske med respekt for bygningens opførelsestidspunkt og dens oprindelige arkitektoniske udtryk”, og at ”om- og tilbygninger tilpasses den pågældende bebyggelses oprindelige form og udseende, og bygningsændringer og ny bebyggelse skal i øvrigt udformes i overensstemmelse med den stedlige byggetradition og under hensyntagen til en nutidig anvendelse”. Landsretten fandt, at bestemmelserne i lokalplanen ikke var så klare og præcise, at de kunne håndhæves over for E, da det ikke i lokalplanen var nærmere præciseret, hvad det betød, at ”om- og tilbygninger skal ske med respekt for bygningens opførelsestidspunkt og dens oprindelige arkitektoniske udtryk”. Hertil kom, at det heller ikke var nærmere præciseret, hvad det betød, at om- og tilbygninger i ”Lejet” skulle tilpasses den pågældende bebyggelses oprindelige form og udseende, og at bygningsændringer og ny bebyggelse i øvrigt skulle udformes i overensstemmelse med den stedlige byggetradition og under hensyntagen til en nutidig anvendelse. På den baggrund var der ikke grundlag for at fastslå, at byggetilladelsen ikke overholdt lokalplanen. Da der heller ikke var grundlag for at fastslå, at byggetilladelsen, der var givet efter en samlet helhedsvurdering, var i strid med byggeretten eller af andre grunde var ugyldig, stadfæstede landsretten byrettens dom om frifindelse af kommunen.
Kommentar: I forhold til håndhævelse af lokalplanbestemmelsen følger dommen fast praksis, hvorefter en kommune ikke kan håndhæve lokalplanbestemmelser, der er for upræcise, jf. bl.a. MRF 2022.53 Pkn, MRF 2023.284 B, MRF 2024.95/3 B og MAD 2017.154 Pkn. Landsrettens afvisning af, ”at byggetilladelsen, der er givet efter en samlet helhedsvurdering, er i strid med byggeretten”, giver imidlertid anledning til en mere principiel bemærkning, da begrebsanvendelsen er uheldig. En lokalplan kan ikke give ejere af berørte ejendomme en ”byggeret” forstået som et retskrav på byggetilladelse i overensstemmelse med lokalplanens indhold. Lokalplanen er en kommunes planlægningsmæssige ramme for den fremtidige arealanvendelse, og kommunen har efterfølgende mulighed for at nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod ansøgt byggeri, der er i overensstemmelse med den gældende lokalplan, jf. U 2009.1202 H, men naturligvis med de begrænsninger, der følger af eventuelle berettigede forventninger hos en bygherre. Det kan derfor give anledning til misforståelse at bruge begrebet ”byggeret” om de byggemuligheder, som måtte fremgå af en lokalplan – om end det må medgives, at begrebet anvendes i bygningsreglementets (BR18) kap. 8. Endelig må nævnes, at den ene af naboens påstande for byretten om, at kommunen skulle tilpligtes at meddele lovliggørelsespåbud, giver anledning til en principiel bemærkning, som der dog ikke var anledning til, at byretten forholdt sig til, når påstanden om, at byggetilladelsen var ugyldig, ikke blev taget til følge. Men i forhold til påstanden om at tilpligte kommunen at påbyde fysisk lovliggørelse rejste kommunen den principielle indsigelse, at dette vil forudsætte, at byretten overtog kommunens kompetence efter planloven. Indsigelsen forekommer korrekt, selv om der er flere eksempler på, at en kommune ved dom er blevet påbud at gennemføre fysisk lovliggørelse over for en bygherre, som ikke var part i sagen, hvor bl.a. kan nævnes MRF 2022.185 Ø og fra ældre praksis U 2003.1628 Ø og hertil Pagh, Lærebog i miljørettens almindelige del, 2006, s. 299.