MRF 2025.15
Vestre Landsrets dom af 10. marts 2025, 4. afd., BS-28702/2022-VLR
(Annette Dellgren, Flemming Krog Bjerre og Lisbeth Kjærgaard)
A-J (adv. Jacob Pedersen for alle) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse i 2020 af fredningsnævns afgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at det af Danmarks Naturfredningsforening fremsatte fredningsforslag af Vejle Ådalen ikke krævede miljøvurderingsrapport, da det ikke var omfattet af krav om obligatorisk miljøvurdering.
I marts 2017 fremsatte Danmarks Naturfredningsforening (DN) forslag om fredning af Vejle Ådalen. Efter indsigelser under den offentlige høring fremsatte DN i december 2017 et revideret fredningsforslag omfattende et areal på 847 hektar, hvoraf 43 hektar var udlagt som Natura 2000-område. På grundlag af en af DN udarbejdet screening af fredningsforslagets miljøvirkninger, traf Fredningsnævnet i april 2019 afgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at fredningsforslaget ikke krævede miljøvurdering. Denne afgørelse blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af flere lodsejere, der gjorde gældende, at fredningsforslaget skulle miljøvurderes som en plan efter miljøvurderingslovens § 14. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste i formandsafgørelse af 30. september 2020 (j.nr. 20/07653), at fredningsforslaget krævede miljøvurdering, hvilket lodsejerne indbragte for domstolene med påstand om, at afgørelsen var ugyldig. Til støtte herfor gjorde lodsejerne bl.a. gældende, at det var i modstrid med SMV-direktiv (2001/42) og EU-dommen i sag C-461/17, at DN havde udarbejdet screeningen, da DN var inhabil, og at fredningsforslaget var omfattet af obligatorisk miljøvurdering efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, da forslaget regulerede rammer for projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 og 2, og fredningsnævnet er en statslig myndighed. Byretten fandt, at fredningsforslagets generelle forbud og begrænsninger mod tilplantning, udvidelse af havearealer, bebyggelse, etablering af tekniske anlæg, campingvogne, anlæg af veje og affaldsdeponi ikke kunne anses for en regulering af projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2, ligesom byretten afviste inhabilitetsindsigelsen mod DN med henvisning til, at det var Fredningsnævnet der havde truffet screeningsafgørelsen, hvorefter nævnet lev frifundet. Lodsejerne ankede til landsretten, hvor lodsejerne anmodede om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen med henblik på at afklare, om fredningsforslaget var omfattet af obligatorisk miljøvurdering henholdsvis habilitetskravene. Præjudiciel forelæggelse blev udskilt til delafgørelse, hvor landsretten i MRF 2023.125 VLK afviste, at der var grundlag for præjudiciel forelæggelse med henvisning til, at der ikke forelå en sådan tvivl om EU-rettens fortolkning, at der var grund til at spørge EU-Domstolen. I hovedsagen gentog parterne deres anbringender. Lodsejerne gjorde supplerende gældende, at fredningsforslaget krævede konsekvensvurdering efter habitatdirektivets art. 6(3), og at der også derfor var obligatorisk miljøvurdering efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 2. Landsretten bemærkede indledningsvis, at sagen angik prøvelse af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse fra september 2020. I forhold til obligatorisk miljøvurdering efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, fandt landsretten, at ”efter fredningens karakter og indholdet af udkastet til fredningsbestemmelser sammenholdt med fredningens formål og baggrund” vedrører frednings forslaget ikke projektet inden for de sektorer, der er anført i miljøvurderingslovens bilag 1 og 2, hvor forslaget ikke var omfattet af krav om obligatorisk miljøvurdering efter § 8, stk. 1, nr. 1. I forhold til miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 2, om obligatorisk miljøvurdering af planer, der medfører krav om habitatvurdering efter habitatdirektivets art. 6(3), lagde landsretten til grund, at bestemmelsen må ”forstås således, at en obligatorisk miljøvurdering efter bestemmelsen fordrer, at planen eller programmet vil have en væsentlig indvirkning på f.eks. et Natura 2000-område” og bemærkede herefter, at fredningsforslaget ikke medfører ændringer i den del af fredningsområdet, som er sammenfaldende med Natura 2000-området. Oplysninger om, hvor odderen var observeret, gav ikke grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering af, at fredningen vil være neutral i forhold til det overlappende Natura 2000-område. Landsretten afviste derfor, at fredningsforslaget var omfattet af krav om obligatorisk miljøvurdering. Afslutningsvis afviste landsretten lodsejernes indsigelsen vedrørende DN’s udarbejdelse af screening med henvisning til, at screeningsafgørelsen var truffet af det samlede Fredningsnævn, og at reglerne ikke hindrer, at fredningsnævnet træffer oplysninger på grundlag af oplysninger tilvejebragt af privat. Herefter blev klagenævnet frifundet.
Kommentar: Landsrettens indledende præcisering af, at dommen vedrører gyldigheden af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse fra september 2020 må ses i lyset af, at fredningsnævnet i marts 2021 traf afgørelse om fredningen, hvor fredningskendelsen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i afgørelse af 5. juli 2024 (j.nr. 21/03634) traf følgende afgørelse i klagesagen: ”Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Fredningsnævnet for Sydjylland, nordlig dels afgørelse af 8. marts 2021 om fredning af Vejle Ådal i Vejle Kommune. Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse om at gennemføre fredning af Vejle Ådal i Vejle Kommune på følgende ejendomme, der er afgrænset som vist på det medfølgende fredningskort, og som helt eller delvist omfatter følgende matrikelnumre” (MRF 2024.225 Mfk). Denne nye fredningsafgørelse er ifølge nævnets afgørelsesportal indbragt for domstolene og verserer ved Retten i Kolding under sagsnr. BS-282/2025-KOL m.fl. Den foreliggende dom fra landsretten er dermed uden præjudice for indsigelser om manglende miljøvurdering af den ændrede fredning, hvilket bl.a. omfattede en regulering af vandforsyning, som er blandt projekterne anført i miljøvurderingslovens bilag 1 og 2.
Herudover giver dommen i den foreliggende sag anledning til en bemærkning om vurdering af påvirkning på Natura 2000-områder. Det følger således forudsætningsvis af dommen sammenholdt med miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 2, at fredningsforslag udgør en plan/program, der er omfattet af habitatdirektivets art. 6(3), hvorefter der skal gennemføres en egentlig konsekvensvurdering af fredningsforslaget, medmindre det på grundlag af en væsentlighedsvurdering (screening) kan udelukkes, at fredningsforslaget har væsentlige virkninger på Natura 2000-områder. Det må ganske vist noteres, at habitatbekendtgørelsens §§ 7 og 8 ikke anfører fredningskendelser blandt de projekter og planer, hvor der efter bekendtgørelsens § 6 kræves væsentlighedsvurdering og evt. konsekvensvurdering. Men da habitatdirektivet art. 6(3) efter bl.a. sag C-127/02 har direkte virkning og skal anvendes uanset manglende danske regler, som ligeledes antaget i klagenævnets praksis, jf. bl.a. MAD 2016.286 Nmk, vil et fredningsforslag omfattende en del af et Natura 2000-område derfor som minimum kræve en væsentlighedsvurdering, der opfylder betingelserne i habitatbekendtgørelsens § 6. Dette betyder bl.a., at en manglende konsekvensvurdering skal begrundes i væsentlighedsvurderingen, og en manglende begrundelse af væsentlighedsvurderingen vil normalt medføre ugyldighed, jf. bl.a. MRF 2021.318 Mfk, MRF 2021.363 Pkn og MRF 2021.372 Pkn. Det fremgår ikke af klagenævnets tidligere afgørelse eller dommen, om fredningsnævnet henholdsvis Miljø- og Fødevareklagenævnet har foretaget en sådan væsentlighedsvurdering.
Spørgsmålet om miljøvurdering af fredningsforslag har været genstand for flere nye klagenævnsafgørelser, se f.eks. MRF 2022.203 Mfk, hvor Fredningsnævnets afgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at supplerende fredning af Amager Fælled ikke krævede miljøvurdering, ophævet (hvorefter selve fredningen blev ophævet i MRF 2022.205 Mfk), og MRF 2023.157 Mfk om fredning af Tempelkrog Nord.