MRF 2024.97/2
Retten i Lyngbys dom af 8. maj 2024, sag BS-3653/2023-LYN
N (adv. Aleksander Pilgaard) mod Planklagenævnet (adv. Britta Moll Bown)
Tilladelse til udstykning af større grund til Furesøen til tre matrikler krævede ikke dispensation fra lokalplan mht. eksisterende bebyggelses afstand til skel, men udstykningstilladelse krævede dispensation fra lokalplan, hvis de matrikulerede grunde ned til Furesøen var under 1.200 m2. Retten ophævede derfor to af Planklagenævnets afgørelser om, at udstykningstilladelse var umiddelbart tilladt, mens retten tiltrådte to andre planklagenævnsafgørelser om, at udstykning var umiddelbart tilladt efter lokalplanen.
E erhvervede i 2021 ejendom F-vej nr. 7 ned til Furesøen på over 3.500 m2. Ejendommen var omfattet af lokalplan nr. 195, Furesøkysten, hvoraf bl.a. fremgik, at ”for boligejendomme, der afgrænses af Furesøen, [må] bebyggelse ikke opføres nærmere naboskel end 5 meter”. Efter overtagelsen ansøgte E om tilladelse til udstykning i tre selvstændige grunde. Efter overtagelsen ansøgte E om tilladelse til udstykning i tre selvstændige grunde. Flere naboer herunder N gjorde indsigelser mod tilladelse til udstykningen i forbindelse med partshøring. I januar 2022 meddelte Lyngby Taarbæk Kommune afslag på dispensation fra lokalplan. E ankede afslaget til Planklagenævnet, der i december 2022 ophævede afslaget med henvisning til, at udstykningen ikke krævede dispensation fra lokalplan (j.nr. 22/03031). Mens klagesagen verserede ansøgte E kommunen om en ændret udstykning, hvor kommunen ligeledes meddelte afslag fra lokalplan i juli 2022, hvilket efter klage fra E blev ophævet af Planklagenævnet i januar 2023 (MRF 2023.47 Pkn). Planklagenævnet henviste bl.a. til, at lokalplanens bestemmelse om afstand til skel alene gælder for opførelse af bebyggelse og ikke regulerede eksisterende bebyggelses afstand til skel i forbindelse med matrikulære ændringer, og at det efter lokalplanen var muligt at udstykke eksisterende grunde, herunder den omhandlede ejendom, hvis kravene til minimumgrundstørrelser blev overholdt. Det fremgik i lyset heraf ikke tilstrækkeligt klart og præcist af lokalplanbestemmelsen, at det var tilsigtet også at regulere afstandskrav til skel for eksisterende bebyggelse i forbindelse med matrikulære ændringer, herunder udstykning. N, der som en af naboerne havde gjort indsigelser mod tilladelse til udstykning, anlagde i januar 2023 sag mod Planklagenævnet med påstand om, at nævnets afgørelser var ugyldig. Sagen blev efterfølgende udvidet til at omfatte yderligere to afgørelser fra Planklagenævnet i samme sag, som N påstod var ugyldige, nemlig Planklagenævnets stadfæstelse i marts 2023 af kommunen afgørelse om fra oktober 2022 om, at E’s udstykning ikke krævede dispensation fra lokalplan (j.nr. 22/17178) og Planklagenævnets stadfæstelse i august 2023 af kommunens afgørelse om en ændret ansøgt udstykning ikke krævede dispensation fra lokalplan (j.nr. 23/04072). Til støtte for påstandene om ugyldighed gjorde N bl.a. gældende, at de ansøgte udstykningstilladelser krævede dispensation fra lokalplanen. Planklagenævnet påstod frifindelse og henviste i det væsentlige til nævnets begrundelser i de fire afgørelser. Byretten lagde til grund, at der var tale om fire forskellige ansøgninger om udstykning af F-vej nr. 7 og foretog herefter en detaljeret prøvelse af, om hver af de fire ansøgninger om udstykning var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, som Planklagenævnet havde fundet. I forhold til Planklagenævnets afgørelse fra december 2022 fandt retten, at lokalplanens bestemmelse om minimumsstørrelse på 1.200 m2, måtte reglen fortolkes som omfattende alle grunde, der afgrænses af Furesøen. Den første ansøgning om udstykning krævede derfor dispensation fra lokalplan, hvorfor nævnets afgørelse fra december 2022 blev ophævet. I forhold til den anden ansøgning om udstykningstilladelse, fandt retten på linje med Planklagenævnet, at lokalplanens bestemmelser om byggeris afstand til skel ikke omfattede eksisterende bebyggelse, hvorfor der ikke var grundlag for at ophæve Planklagenævnets afgørelse i MRF 2023.47 Pkn. I forhold til den tredje ansøgning om udstykningstilladelse, tiltrådte retten Planklagenævnets vurdering af, at det kun er matrikulært udlagte vejarealer, der ikke medregnes i grundstørrelsen, og at arealet i øvrigt ikke var udlagt som privat fællesvej efter privatvejslovens § 10, stk. 1, nr. 3, og fandt herefter ikke grundlag for at underkende Planklagenævnets afgørelse fra marts 2023. I forhold til E’s fjerde ansøgning om udstykningstilladelse forelå den samme problematik som ved den første udstykningstilladelse, hvorfor retten fandt, at denne udstykning krævede dispensation fra lokalplanen og som følge heraf ophævede Planklagenævnets afgørelse fra august 2023.
Kommentar: Dommen er et eksempel på, at i sager om lokalplanovertrædelser henholdsvis dispensationer fra lokalplaner kan domstolene foretage en ganske indgående prøvelse af Planklagenævnets afgørelser. Byrettens dom blev oprindeligt anket af N, men ankesagen blev hævet i foråret 2025. Udstykningen gav i øvrigt anledning til en selvstændig sag mellem N og E om fortolkning af to servitutter fra 2000, hvilket endte med, at Østre Landsret i januar 2025 (MRF 2025.26 Ø) fastslog, at N skulle anerkende gyldighed af gensidig servitut fra 2000 med tidligere ejer af E’s naboejendom og herved være forpligtet af forhåndsgodkendelse af udstykning på E’s ejendom.