MRF 2024.83/2
Vestre Landsrets kendelse af 22. marts 2024, 14. afd., sag BS-45479/2022-VLR
(John Lundum, Ida Skouvig og Ida Johanne Sander (kst.))
A, B og C (adv. Thomas Frisgaard) mod Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Britta Moll Bown). Biintervenient til støtte for de sagsøgte: Selskab A og selskab B (adv. Håkun Djurhuus)
Afvist opsættende virkning af sagsanlæg og præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen i sag om gyldigheden af stadfæstelse af plangrundlag i MRF 2021.362 Pkn og af VVM-tilladelse i MRF 2024.339/2 Mfk til 15 kæmpevindmøller 100 meter fra Natura 2000-område Lille Vildmose på grundlag af væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsen, idet landsretten fandt, at der var foretaget omfattende undersøgelser af vindmøllernes indvirkning på Natura 2000-området.
Baggrunden for sagen var, at Planklagenævnet i MRF 2021.362 Pkn havde afvist at give medhold i klage over lokalplan for opstilling af 15 vindmøller på 150 meter ved Rendbæk Øst, da supplerende undersøgelser indsendt af bygherren, mens klagesagen verserede, fandtes at godtgøre, at de oprindeligt krævede afværgeforanstaltninger ikke var nødvendige for at undgå væsentlig påvirkning af Natura 2000-området Store Vildmose 100 meter fra nærmeste vindmølle, idet Planklagenævnet afviste, at møllerne ville have skadelig virkning på kongeørn på bestandsniveau, da Store Vildmose ikke udgjorde et levested for kongeørnen i fuglebeskyttelsesdirektivets forstand. Samme dag stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet i MRF 2024.339/2 Mfk VVM-tilladelse til vindmøllerne på grundlag af screening efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, da supplerende undersøgelser indsendt af bygherre, mens klagesagen verserede, fandtes at godtgøre, at de oprindeligt krævede afværgeforanstaltninger ikke var nødvendige for at undgå væsentlig påvirkning af Natura 2000-området. Klagerne i de to klagesager anlagde efterfølgende sag mod de to klagenævn med påstand om, at afgørelserne var ugyldige. Klagerne anmodede om opsættende virkning af sagsanlæg og præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om, hvorvidt det var i overensstemmelse med EU-retten, at der under klagesagen blev inddraget nye oplysninger indsendt af bygherre henholdsvis om grænser for inddragelse af supplerende oplysninger indsendt af bygherren under en klagesag for de to nævn, hvilket blev udskilt til særskilt behandling. De to klagenævn afviste opsættende virkning og præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen med henvisning til U 2023.4236 Ø (MRF 2023.134 Ø), men såfremt anmodningen blev taget til følge, anmodede de to nævn om, at spørgsmålet blev præciseret nærmere, så det blev tydeligt, at det drejede sig om fortolkning af habitatdirektivets art. 6 sammenholdt med VVM-direktivets regler om inddragelse af offentligheden. Landsretten lagde i relation til anmodning om opsættende virkning til grund, at der var foretaget omfattende undersøgelser af vindmøllernes indvirkning på nærliggende Natura 2000-område, og at nævnene efter en grundig vurdering af undersøgelserne og sagens oplysninger havde stadfæstet kommunens afgørelser, så der ikke forelå forhold, der medfører afværgeforanstaltninger, hvorfor landsretten ikke fandt grund til at antage, at miljøet vil lide alvorlig eller uoprettelig skade ved udnyttelse af tilladelserne. Endvidere lagde landsretten til grund, at VVM-direktivet ikke indeholde bestemmelser om, at oplysninger, der er indhentet efter, at der er meddelt tilladelse, skal forelægges offentligheden, inden klageinstansen træffer afgørelse. Med henvisning hertil fandt landsretten ikke, at der var grundlag for at tillægge sagsanlæg opsættende virkning eller rejse spørgsmål for EU-Domstolen.
Kommentar: Efter landsrettens kendelse hævede sagsøgerne retssagen. Sagsforløbet og landsrettens kendelse giver anledning til flere bemærkninger. For det første må det undre, at de to klagenævn modsatte sig en præjudiciel forelæggelse af adgangen til at inddrage nye oplysninger om påvirkning af Natura 2000-områder fra bygherren under klagesagerne, hvor det i øvrigt må noteres, at der alene var foretaget en væsentlighedsvurdering og ikke gennemført en egentlig konsekvensvurdering. En autoritativ afklaring af dette spørgsmål fra EU-Domstolen savnes således fortsat. Når landsretten så begrundet dette med, at der ”er foretaget omfattende undersøgelser af vindmøllernes indvirkning på det nærliggende Natura 2000-område”, harmonerer dette meget dårligt med, at der alene var gennemført en væsentlighedsvurdering (screening), som ifølge EU-Domstolen har karakter af en foreløbig vurdering, jf. sag C-721/21 (MRF 2023.97) og sag C-323/17, mens en konsekvensvurdering netop er udtryk for, at det er nødvendigt med mere omfattende undersøgelser. Dette kan sammenholdes med EU-Domstolens dom i sag C-243/15, hvor EU-Domstolen netop fastslog, at af retsvirkningerne af sondringen mellem en foreløbig screening (væsentlighedsvurdering) og en væsentlighedsvurdering er, at en konsekvensvurdering giver den berørte offentlighed rettigheder efter Århus-konventionen, og hertil uddybende Pagh: TfM 2017, s. 3. Det kan videre noteres, at landsrettens afvisning af præjudiciel forelæggelse er vanskelig at forene med EU-Domstolens domme i sag C-463/20 (MRF 2022.11) og sag C-166/22 (MRF 2023.101), hvor det i begge sager understreges, at hvis det er nødvendigt at anvende undtagelsen i habitatdirektivets art. 16, skal dette indgå i den offentlige høring, om end det må medgives, at der er den forskel, at det i denne sag om vindmøllerne ikke drejede sig om undtagelsen i habitatdirektivets art. 6, stk. 4, men derimod om sondringen mellem væsentlighedsvurdering og konsekvensvurdering i habitatdirektivets art. 6, stk. 3. Der var dog det supplerende aspekt, at efter sagens oplysninger kunne vindmøllerne have begrænset negativ indflydelse på Kongeørnens fouragering, hvilket kan sammenholdes med, at EU-Domstolen i sag C-66/23 (MRF 2024.123) udtrykkelig fastslog, at en konsekvensvurdering af projekters påvirkning af Natura 2000-områder også omfatter fugle, der ikke er en del af udpegningsgrundlaget for særligt beskyttede fuglearter som Kongeørnen.