MRF 2024.74
EU-Domstolens dom af 27. juni 2024, 7. afd., sag C-148/23, Gestore dei Servizi Energetici
VE-direktivet og princippet om beskyttelse af berettigede forventninger var ikke til hinder for en italiensk lovændring, hvorefter den tidligere ordning med omsættelige grønne certifikater for VE-produceret energi i Italien i 2012 blev erstattet af en ordning med, hvorefter producenter af vedvarende energi skal indgå aftaler med en statslig enhed på vilkår ensidigt fastsat af den statslige enhed for at opnå incitamenttariffer.
Sagen omhandler det tidligere direktiv 2009/28 om fremme af vedvarende energi (VE-direktivet), der siden 2021 er afløst af direktiv 2018/2001. VE-direktivet fastsætter bindende mål for andelen af vedvarende energi i de enkelte medlemsstater, og efter VE-direktivets art. 3(3)(a) har medlemsstaterne mulighed for at indføre støtteordninger. Italien havde oprindeligt haft en ordning med omsættelige grønne certifikater, som de enkelte producenter af vedvarende energi fik udstedt på grundlag af den mængde vedvarende energi, som de producerede til energinettet. Ordningen blev i 2011 ændret ved en lovændring til en national støtteordning, hvorefter de samme virksomheder kunne opnå incitamentstariffer, men på betingelse af, at virksomheden indgik en aftale med GSE, der er statskontrolleret enhed, som forvalter incitamentsordningen, og efter aftalen skal bl.a. etableres fjernaflæsningsudstyr, og der pålægges begrænsninger for at afhænde lån, og aftalen kan opsiges ensidigt af GSE, hvis virksomheden fremsender urigtige oplysninger. Lovændringen gav anledning til, at 21 selskaber, der producerede vedvarende energi, anlagde sag med påstand om, at ændringen var ugyldig for de selskaber, der ved ændringens ikrafttræden i 2012 var omfattet af ordningen med grønne certifikater. Selskaberne henviste til selskabernes berettigede forventninger. Dette førte til, at den regionale forvaltningsdomstol rejste præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen om, hvorvidt loven var i modstrid med VE-direktivets bestemmelse om, at støtteordningerne skal sikre investorernes tillid samt retssikkerhedsprincippet og beskyttelsen af berettigede forventninger. EU-Domstolen lagde til grund, at VE-direktivet og EU-retten ikke er til hinder for, at en ordning med grønne certifikater erstattes af incitamentstariffer med krav om, at selskaberne indgår en aftale med den GSE, der som statslig enhed forvalter incitamentstarifferne, når dette sker med respekt af retssikkerhedsprincippet og beskyttelsen af berettigede forventninger, hvilket det påhviler den nationale domstole at undersøge, jf. bl.a. de forenede sager C-798/18 og C-799/18 (MRF 2021.87). Under hensyn til de i sagen fremlagte oplysninger om overgangsordninger fandt EU-Domstolen, at virksomhederne ikke havde en berettiget forventning om, at ordningen med grønne certifikater ville blive opretholdt. Tilsvarende afviste EU-Domstolen, at det var i modstrid med EU-retten at kræve, at virksomhederne indgik aftale med GSE, der er en statslig kontrolleret enhed, idet aftalen blot synes at være et supplement til en administrativ afgørelse om indrømmelse af tarifincitamenter, der er fastsat lovgivningsmæssigt, hvorfor det fandtes velbegrundet, at virksomheden ikke kan vælge deres medkontrahent og ikke har forhandlingsstyrke med hensyn til aftalens indhold eller støttens størrelse (pr. 67-68). Herefter konkluderede EU-Domstolen, at retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af berettigede forventninger og VE-direktivet ikke er til hinder for en national lovændring, hvorefter den tidligere ordning med omsættelige grønne certifikater for VE-produceret energi blev erstattet af en ordning, hvor producenter af vedvarende energi skal indgå aftaler med et statsligt organ for at opnå incitamenttariffer på vilkår ensidigt fastsat af det statslige organ.
Kommentar: Den i sagen omhandlede italienske lovændring har tidligere været forelagt EU-Domstolen i de forenede sager C-798/18 og C-799/18, og dommen ses ikke at tilføre principielt nyt til den tidligere dom, der mere indgående er kommenteret i MRF 2021.87. Den i dommen omhandlede version af VE-direktivet (2009/28) blev i øvrigt i 2018 afløst af et nyt, omarbejdet VE-direktiv (2018/2001) med mere omfattende ændringer med et bindende mål på 30 % vedvarende energi i 2023 fordelt mellem medlemsstaterne, hvilket efterfølgende blev ændret af Europa-Parlamentet og Rådet ved direktiv 2023/2413 til 42,5 % suppleret af nye regler for tilladelser til VE-anlæg med henblik på hurtigere tilladelsesprocesser, og direktivet er senest ændret af Europa-Parlamentet og Rådet ved direktiv 2024/1711, hvor der i VE-direktivets art. 4(3) blev indsat ny regel om, at støtteordninger kan ydes som en variabel eller fast markedspræmie, hvilket dog ikke ses at have betydning for rækkevidden af dommen i sag C-148/23.