MRF 2024.70
EU-Domstolens dom af 6. juni 2024, 9. afd., sag C-166/23, Naturvårdsverket
Kemisk virksomhed omfattet af kvotedirektivets grænser for udledning af drivhusgasemissioner omfattede ikke drivhusgasemissioner fra forbrændingsanlæg for farligt affald, når dette forbrændingsanlæg er en integreret del af kemisk virksomhed, jf. kvotedirektivets undtagelse i bilag I, pkt. 5, uanset Kommissionens vejledning til kvotedirektivet.
Efter EU’s kvotedirektivet (2003/87) er de virksomheder, der er anført i kvotedirektivets bilag I omfattet af kvotedirektivets regler. Dette indebærer bl.a., at virksomheden skal have en tilladelse efter art. 5 og opfylde de i art. 6 fastsatte krav til monitering af udledning af drivhusgasser, og at virksomhedens udledning af drivhusgasser ikke må overstige virksomhedens CO2-kvoter, medmindre virksomheden erhverver yderligere kvoter ved køb fra andre kvotevirksomheder eller på auktion. Opgørelsen af drivhusgasemissioner på den enkelte kvotevirksomhed omfatter som udgangspunkt emissioner fra alle aktiviteter, der er integreret i anlægget. Men af kvotedirektivets bilag I, pkt. 5, fremgår, at der ikke medregnes drivhusgasser fra ”fra enheder til forbrænding af farligt affald”. Baggrunden for denne sag var, at Nouryon Functional Chemicals AB (Nouryon) driver en større kemisk virksomhed i Sverige med fremstilling af organiske basiskemikalier, hvor der genereres betydelige mængder farligt affald i form processpildevand. Virksomheden er en kvotevirksomhed, der samtidig har miljøgodkendelse med bl.a. krav om behandling af processpildevand i godkendt anlæg. Nouryon har valgt at behandle processpildevandet i en forbrændingsovn ved det kemiske anlæg, så det forurenede vand ledes fra den kemiske produktion til en forbrændingsovn på anlægget. Da vandets energiindhold er ubetydeligt, sker forbrændingen ved tilsætning af brændselsgas. Energien fra forbrændingen returneres i form af damp til brug i produktionsprocessen, hvilket dog kun udgør et begrænset supplement til det industrielle kedelanlægs energiforbrug. De svenske myndigheder fandt, at drivhusgasemissionerne fra forbrændingsanlægget er omfattet af kvotedirektivet og dermed virksomhedens kvoteloft med henvisning til, at forbrændingsanlægget af farligt affald udgør en integreret del af anlægget. Myndighederne påbød derfor Nouryon at medregne drivhusgasemissioner fra affaldsforbrændingen. Nouryon bestred, at anlægget for forbrænding af farligt affald er omfattet af kvotedirektivet, med henvisning til undtagelsen i kvotedirektivets bilag I, pkt. 5, og fik medhold ved den svenske miljødomstol i første instans. De svenske myndigheder ankede dommen, hvilket førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, hvor de svenske myndigheder bl.a. henviste til Kommissionens vejledning om fortolkning af bilag I til kvotedirektivet, hvor det bl.a. er anført, at undtagelsen for forbrændingsanlæg for farligt affald ikke omfatter anlæg, der udgør en integreret del af anlægget. EU-Domstolen lagde indledningsvis til grund, at efter kvotedirektivet er udgangspunktet for kvotevirksomheder, at det omfatter alle aktiviteter, der er integreret i anlægget efter kvotedirektivets art. 3 (pr. 39). Men samtidig fremgår det af kvotedirektivets bilag I, pkt. 5, at der er en undtagelse for bl.a. forbrændingsanlæg for farligt affald. Herefter refererede EU-Domstolen til den fortolkning, der fremgår af Kommissionens vejledning til fortolkning af bilag I om omfattede kvotevirksomheder, hvor det anføres, at det er ”ikke tilstrækkeligt, at enheden til forbrænding af farligt affald [...] er udelukket fra anvendelsesområdet for [kvotedirektivet]. Kommissionen er endvidere af den opfattelse dels, at en enhed, der forbrænder farligt affald [...], ikke må udgøre en del af et anlæg, hvis aktivitet er nævnt i bilag I til dette direktiv, dels at enhedens hovedformål skal være at foretage forbrænding af sådant affald”. Denne indskrænkende fortolkning blev afvist af EU-Domstolen, der dels henviste til ordlyden af bilaget samt dets kontekst og formål. EU-Domstolen understregede, at undtagelsen i bilag I for forbrændingsanlæg af farligt affald ikke er udtryk for kvotedirektivets hovedformål om begrænsning af udledning af drivhusgasser, men derimod opfylder et sekundært formål, som er, at systemet med tildeling af emissionskvoter ikke må hindre bortskaffelse af farligt affald og husholdningsaffald ved forbrænding. Dette gælder også, hvor forbrændingsanlægget er en integreret del af kvotevirksomheden, da det modsatte vil være føre til unødig energispild og yderligere emissioner i modstrid med kvotedirektivets formål (pr. 51-56). På denne baggrund konkluderede EU-Domstolen, at forbrændingsanlæg for farligt affald, der er en integreret del af en kvotevirksomhed, er undtaget fra kvotedirektivets anvendelse.
Kommentar: Dommen er en påmindelse om, at de nationale myndigheder og domstole ikke altid kan forlade sig på Kommissionens vejledninger til EU’s miljøregler, hvor der som et andet nyere eksempel kan nævnes EU-Domstolens dom i sag C-525/20 (MRF 2022.14). Dommen understreger videre, at anlæg, der alene afbrænder farligt affald eller husholdningsaffald, ikke er omfattet af kvotedirektivet uanset Kommissionens vejledning fra 2010. Hvilken præcis praksis Energistyrelsen har fulgt på dette område vides ikke, men dommen bør give rådgivere af danske kvotevirksomheder, der frembringer større mængder af farligt affald, anledning til at efterse, om vilkårene svarer til EU-Domstolens fortolkning. Om afgrænsningen af kvotevirksomheders aktiviteter i relation til kvotedirektivet se også f.eks. sag C-617/19 (MRF 2021.90) og sag C-938/19 (MRF 2021.267).