MRF 2021.90
EU-Domstolens dom af 29. april 2021, 5. afd., sag C-617/19, Granarolo
Fødevarevirksomhed havde krav på at få sin drivhusgasemissionstilladelse ajourført efter overdragelse af kraftvarmeenhed til specialiseret energivirksomhed, da kraftvarmeenheden og fødevarevirksomhedens termiske kraftværk ikke kunne anses for ét samlet anlæg efter kvotedirektivets art. 3, litra e), og parternes energiforsyningsaftale ikke betød, at fødevarevirksomheden var driftsleder som defineret i art. 3, litra f). Forholdet var hverken en omgåelse af reglerne om sammenlægning i direktivets bilag I eller omfattet af princippet om forbud mod svig og retsmisbrug.
Baggrunden for sagen var, at fødevarevirksomheden Granarolo havde ansøgt om ajourføring af drivhusgasemissionstilladelse efter kvotedirektivet (2003/87), fordi Granarolo i 2017 havde overdraget sin kraftvarmeenhed til et specialiseret el-selskab (E.ON), som Granarolo samtidigt indgik en aftale med om levering af elektricitet og varme. Aftalen indeholdt en række vilkår, der sikrede Granarolo en vis kontrol med varmeenheden. Efter overdragelsen anmodede Granarolo den italienske myndighed om at få ajourført tilladelsen, da produktionen fra den overdragne enhed skulle fratrækkes Granarolos CO2-emissionsbeløb. De italienske myndigheder afslog anmodningen, hvorefter Granarolo anlagde sag med påstand om annullation af afslaget og henviste til, at afslaget var i strid med kvotedirektivet, da en formel indbyrdes forbindelse mellem kraftvarmeenheden og Granarolos fødevarevirksomhed ikke betød, at der var tale om ét anlæg, når de hver især var strukturelt og funktionelt uafhængige. De italienske myndigheder fastholdt, at Granarolo som følge af aftalen fortsat var driftsleder, og at en ajourføring vil betyde en omgåelse af kvotedirektivets regler. Dette førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, om kvotedirektivets art. 3(e) og (f) forhindrer, at en fabriksejer udstyret med et termisk kraftværk omfattet af bilag I kan opnå en ajourføring af sin drivhusgasemissionstilladelse, når denne har overdraget en kraftvarmeenhed beliggende på samme industriområde som fabrikken, og hvis kapacitet lægger under tærskelværdien i bilag I, til en virksomhed, der er specialiseret inden for energisektoren, og fabriksejeren samtidig har indgået en aftale med virksomheden, der bl.a. fastsætter, at den energi, som enheden producerer, skal leveres til fabrikken. EU-Domstolen lagde til grund, at aftalevilkårene ikke kunne være bestemmende for, om der var tale om ét samlet anlæg. Med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse afviste EU-Domstolen herefter, at der var tale om ét samlet anlæg, bl.a. fordi Granarolos fabrik ville kunne fortsætte med sin aktivitet, selv om leveringen af el fra kraftvarmeenheden blev afbrudt eller forstyrret. Domstolen fandt endvidere ikke, at Granarolo var driftsleder efter art. 3, litra f), idet Granarolo ikke på grundlag af aftalevilkårene kunne siges at have kontrol over driften af kraftvarmeenheden og dermed dennes emissioner. Domstolen lagde navnlig vægt på, at Granarolo havde overdraget ejendomsretten over kraftvarmeenheden til E.ON sammen med alle dokumenter, der var nødvendige for dens drift, og at Granarolo ikke med hjemmel i energiforsyningsaftalen kunne øge enhedens aktiviteter. Domstolen bemærkede, at arrangementet ikke ville indebære en omgåelse af emissionsreglerne, herunder reglerne for sammenlægning i bilag I, pkt. 2 og 3, ligesom forholdet ikke var omfattet af det almindelige EU-retlige princip om forbud mod svig og retsmisbrug. Domstolen besvarede derfor det præjudicielle spørgsmål benægtende, idet kvotedirektivets regler ikke var til hinder for det pågældende arrangement, og at Granarolo derfor havde krav på ajourføring.