MRF 2021.267
EU-Domstolens dom af 11. november 2021, 5. afd., sag C-938/19, Energieversorgungscenter Dresden-Wilschdorf
Selv om kraftvarmeværks kølevand blev udnyttet på køleanlæg, der omdanner varme til kulde, og anvendt til afkøling på halvlederfabrik, og der var meddelt en samlet miljøgodkendelse, kunne halvlederfabrikkens tidligere emissioner af drivhusgasser ikke indgå i beregningsgrundlaget for tildeling af gratis emissionskvoter efter kvotedirektivet grundet risiko for CO2-lækage (carbon leakage).
Efter EU’s kvotedirektivet (2003/87) art. 10a foretager medlemsstaterne gratistildeling af emissionskvoter til kvotevirksomheder på grundlag af harmoniserede tildelingskriterier (ex ante-benchmarks), der bl.a. er fastsat i Kommissionens afgørelse 2011/278 på grundlag af de nærmere regler, der fremgår af art. 10a, stk. 2-21. Heraf følger bl.a., at der ikke tildeles gratiskvoter til elektricitetsgeneratorer, CO2-opsamlingsanlæg, rørledninger til transport af CO2 eller CO2-lagringssteder, ud over hvad der følger af stk. 4, og at mængden af gratiskvoter årligt reduceres, så den bringes ned på 0 i 2027 (stk. 11). Det fremgår endvidere, at principperne for etablering af ex ante-benchmarks i de enkelte sektorer som udgangspunkt skal være den gennemsnitlige præstation for de 10 % mest effektive anlæg i 2007-2008. For kraftvarmeværker er der i art. 10a, stk. 4, en særlig regel om, at der gives gratistildeling til fjernvarme og til højeffektiv kraftvarmeproduktion til dækning af økonomisk berettiget efterspørgsel for så vidt angår produktion af varme eller køling. Det fremgår yderligere af kvotedirektivets art. 3(e), at en kvotevirksomhed (anlæg) er en ”en stationær teknisk enhed, hvor en eller flere af de i bilag I nævnte aktiviteter udføres tillige med eventuelle andre direkte tilknyttede aktiviteter, der har en teknisk forbindelse medaktiviteterne på stedet, og som kan have indvirkning på emissioner og forurening”. Baggrunden for denne sag var, at Energieversorgungscenter Dresden-Wilschdorf (EDW) driver et højtydende industrielt gasmotorbaseret kraftvarmeværk, og at kraftværket som sekundære enheder omfatter kølemaskiner, der omdanner varme til kulde, som afsættes til en halvlederfabrik, hvor hedvand på 80oC afkøles med henblik på fremstilling af halvledere og etablerer et kølekredsløb. I overensstemmelse med direktiv 2010/75 om industrielle emissioner er der på grund af støjemission meddelt en samlet miljøgodkendelse af kraftvarmeværket og køleanlægget på halvlederfabrikken. Efter ansøgning tildelte de tyske myndigheder i 2012 EDW 63.770 gratiskvoter, hvilket efter klage i 2017 blev forhøjet med 14.497 gratiskvoter. EDW fik imidlertid ikke medhold i en påstand om tildeling af yderligere 121.013 gratiskvoter, da de tyske myndigheder fandt, at køleanlægget på halvlederfabrikken ikke kunne medregnes. EDW anlagde herefter sag ved forvaltningsdomstolen i Berlin, der fandt, at sagen krævede EU-Domstolens fortolkning af kvotedirektivet. EDW gjorde bl.a. gældende, at kvotedirektivet art. 8 henviser til IE-direktivet (2010/75), hvorfor køleanlægget må anses for en samlet enhed omfattet af kvotedirektivets bilag I, uanset køleanlægget ikke udleder drivhusgasser. EU-Domstolen gav delvist medhold i denne fortolkning af kvotedirektivet og fastslog, at kvotedirektivet ikke hindrer en national lovgivning, der gør det muligt at medtage kvotevirksomheders sekundære enheder, som ikke udleder drivhusgasser, men kun hvis de sekundære aktiviteter opfylder kriterier om, at de sekundære enheder har indvirkning på emissionerne og forureningen med hensyn til drivhusgasser. I forhold til beregningen af gratiskvoter på grundlag af de harmoniserede kriterier og dataindsamlingsskabelon fastsat i Kommissionens afgørelse 2011/278 fastslog EU-Domstolen, at selv om den importerede målelige varme fra et anlæg, der ikke er underlagt kvotehandelssystemet, kan henføres til en bestemt varmestrøm, skal beregning af antallet af gratistildelte emissionskvoter for en varmebenchmarket delinstallation såsom køleanlægget på halvlederfabrikken beregnes og anvendes på grundlag af en samlet tilgang til varmestrømmene fra den pågældende delinstallation. Men herefter afviste EU-Domstolen med henvisning til art. 6 i Kommissionens afgørelse 2011/278 imidlertid, at dette også gælder, når delinstallationen (i dette tilfælde halvlederfabrikken) er i en sektor, hvor der er betydelig risiko for, at virksomhederne flytter ud grundet klimakrav, såkaldt CO2-lækage (carbon leakage), når varmeforbruget anvendes til fremstilling af kulde til et anlæg, der ikke er omfattet af kvotedirektivet.