MRF 2024.255
Planklagenævnets afgørelse af 29. oktober 2024, j.nr. 24/00331
Ophævet lovliggørelsespåbud efter planlovens § 51 om lokalplanstridigt skur, der havde eksisteret upåtalt i mindst 23 år, da indrettelseshensyn (lang tids forløb) afskar lovliggørelse.
Nyborg Kommune meddelte i december 2023 E påbud om fysisk lovliggørelse af et udhus på 8 m2 på E’s ejendom. Ejendommen var omfattet af en lokalplan vedtaget 9. november 1992, hvori det bl.a. var bestemt om bebyggelsens omfang og placering, at bebyggelsen skulle holdes mindst 2,5 m fra naboskel. Kommunen havde i 2015 indledt et geokodningsprojekt, der havde til formål at undersøge alle ejendomme i planområdet for ulovlige forhold. I den forbindelse var kommunen blevet opmærksom på, at der på E’s ejendom var opført et udhus i strid med lokalplanens bestemmelse om afstand til naboskel. Det fremgik af påbuddet at udhuset enten skulle rives ned eller flyttes. Afgørelsen blev påklaget af E, der anførte at udhuset havde stået på grunden i ca. 49 år. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvist, at en ejers berettigede forventninger kunne medføre at kommunen havde fortabt retten til at kræve fysisk lovliggørelse, og at dette udover ved tilfælde af myndighedspassivitet kunne være tilfældet, hvis en ejer havde indrettet sig i tillid til, at et forhold ikke ville blive krævet lovliggjort. Herefter lagde nævnet på baggrund af luftfotos til grund, at udhuset i hvert fald havde været opført siden 1992, hvormed at der var forløbet mindst 23 år fra opførelsestidspunktet frem til kommunen indledte lovliggørelsessagen i 2015. På denne baggrund fandt nævnet, at kommunen havde fortabt retten til at kræve udhuset lovliggjort, idet der konkret forelå indrettelseshensyn. Nævnet havde i vurderingen lagt vægt på, at der ikke forelå tilstrækkeligt tungtvejende samfundsmæssige interesser i håndhævelse af planens bestemmelser, og at udhuset efter det oplyste ikke havde givet anledning til naboklager. Nævnet havde også lagt vægt på, at der ikke forelå oplysninger om at hverken nuværende eller tidligere ejere vidste, at forholdet var lokalplanstriddigt, hvortil nævnet dog bemærkede, at kendskab til plangrundlaget ikke i sig selv medfører, at en ejer er i ond tro om et ulovligt forhold. På denne baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelse med bemærkning om, at nævnets ophævelse af lovliggørelsespåbuddet ikke nødvendigvis afskærer kommunen fra at håndhæve lokalplanen i forhold til andre forhold i området, idet dette vil bero på en konkret vurdering ud fra tidsperspektivet, den samfundsmæssige interesse i at håndhæve lokalplanen og nuværende eller tidligere ejers eventuelle konkrete viden om, at forholdet er i strid medlokalplanen.
Kommentar: Mens ophævelsen af lovliggørelsespåbuddet uden videre kan tiltrædes og er på linje med bl.a. MRF 2024.267 Pkn, gælder det ikke den øvrige del af Planklagenævnets afgørelse. For det første vedrører lovliggørelsespåbuddet en lokalplan, der blev vedtaget den 9. november 1992, og efter Planklagenævnets egen oplysning af sagen, var det omtvistede skur i hvert fald etableret i 1992, hvorfor der slet ikke er tale om et lokalplanstridigt forhold i modstrid med planlovens § 18. Det må således forventes, at Planklagenævnet i sager om lovliggørelse af lokalplanstridige forhold, hvor en ejer gør gældende, at en indretning er etableret længe inden vedtagelsen af den lokalplan, som kommunen påstår overtrådt, undersøger om dette er tilfældet. Såfremt der havde været tale om et lokalplanstridigt forhold, er det korrekt, at forholdet ikke vil kunne kræves fysisk lovliggjort grundet den lange tid, men det betyder ikke, at der ikke skulle ske retlig lovliggørelse, jf. planlovens § 51, som det fremgår af MRF 2024.214 Pkn og håndhævelsesbetænkningen (981/1983), s. 81. Det må i øvrigt bero på en fejlskrivning, når nævnet anfører, at ejeren i 2027 har ansøgt om dispensation fra lokalplan.