MRF 2024.214
Planklagenævnets afgørelse af 26. september 2024, j.nr. 23/06892
Stadfæstet lovliggørende landzonetilladelse til skur, der havde eksisteret upåtalt i mindst 24 år, da indrettelseshensyn afskar fysisk lovliggørelse. Dissens.
E havde som ejer af en ejendom på ca. 2,5 ha beliggende i landzone søgt om lovliggørende landzonetilladelse til et skur på 45 m2. Skuret var ifølge luftfotos opført tidligere end 1999 og var beliggende 130 m fra den øvrige bebyggelse på ejendommen. E havde endvidere søgt om lovliggørende landzonetilladelse til en tilbygning på 19 m2 til et eksisterende udhus på 63 m2. Der var endvidere søgt om landzonetilladelse til ny carport på 96 m2, der skulle erstatte et tidligere udhus på 80 m2, og til en overdækket terrasse på 20 m2, som skulle forbinde udhuset med et eksisterende parcelhus på 117 m2. Ejendommen var beliggende i et område, der i kommuneplanen var udpeget som lavbundsareal, der skulle genoprettes, og med økologiske forbindelser, og lå delvist i et område, der var udpeget som naturområde. Ejendommen var beliggende uden for kommuneplanens rammer. Haderslev Kommune meddelte i maj 2023 lovliggørende landzonetilladelse til skuret og carporten. Retlig lovliggørelse var for så vidt angik skuret begrundet i, at skuret havde været etableret siden 1999. Hvad angik carporten var retlig lovliggørelse bl.a. begrundet i, at carporten havde et areal på mindre end 100 m2, og at carporten kunne placeres uden at påvirke landskab og naboer. Kommunen traf samtiddig afgørelse om, at terrassen og tilbygningen var undtaget fra krav om landzonetilladelse i medfør af planlovens § 36, stk. 1 nr. 10, idet det samlede bruttoareal med tilbygningen ikke ville overstige 500 m2. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der bl.a. anførte, at § 36, stk. 1, nr. 10, ikke omfattede tilbygninger til udhuse, og at det ansøgte ville medføre en overskridelse af den øvre grænse for udhusarealer på en beboelsesejendom på 100 m2. Planklagenævnet lagde indledningsvis til grund, at der var ansøgt om udvidelse af et eksisterende udhus, der med tilbygningen ville udgøre 83 m2, og fandt, at hverken terrassen eller tilbygningen var omfattet af undtagelsen i § 36, stk. 1, nr. 10, da tilbygningen ikke udgjorde et selvstændigt udhus, og der ikke var tale om tilbygning til et helårshus, ligesom også terrassen var opført i tilknytning til udhuset. Dermed ophævede nævnet denne del af kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Hvad angik det allerede eksisterende udhus lagde nævnets flertal (8 mod 3) på baggrund af luftfotos til grund, at udhuset på tidspunktet for kommunens afgørelse havde eksisteret upåtalt i minimum 24 år. På den baggrund fandt flertallet, at der forelå indrettelseshensyn, og at kommunen derfor var afskåret fra at kræve fysisk lovliggørelse, idet flertallet foruden tidsforløbet lagde vægt på udhusets forholdsvist begrænsede størrelse, og at udhuset var placeret inden for beplantning, der afgrænsede ejendommen mod det åbne land. Mindretallet fandt, at der ikke kunne gives lovliggørende landzonetilladelse, da udhuset lå ca. 130 m fra den eksisterende bebyggelse på ejendommen og i et område, der var udpeget som lavbundsareal, område med økologiske forbindelser og delvist i et område udpeget som naturområde i kommuneplanen. Ifølge mindretallet kunne det ikke ændre herpå, at udhuset havde eksisteret siden 1999, da ejerne ikke havde haft grund til at indrette sig i tillid til, at udhuset ikke ville blive krævet fjernet, hvorfor ejerne ikke havde haft sådanne berettigede forventninger om at beholde skuret, som kunne veje tungere end retshåndhævelseshensynene efter landzonereglerne. For så vidt angik carporten fandt et enstemmigt nævn, at der kunne meddeles landzonetilladelse, bl.a. med henvisning til afstanden på 12 m til eksisterende bebyggelse og til carportens areal på 96 m2, og da carporten ikke stred mod kommuneplanens udpegninger. På den baggrund stadfæstede nævnet den del af landzonetilladelsen, der vedrørte udhuset og carporten, og ophævede og hjemviste resten.
Kommentar: Afgørelsen er først og fremmest interessant i forhold til Planklagenævnets stadfæstelse af den lovliggørende landzonetilladelse til skuret som følge af indrettelseshensyn. Det er ikke i sig selv en nyhed, at et ulovligt forhold kan have eksisteret så længe, at det ikke længere er muligt at kræve fysisk lovliggørelse, men dette har især i Planklagenævnets nyere praksis været udlagt sådan, at forholdet herefter måtte anses for lovligt bestående, uden at der skulle eller kunne ske retlig lovliggørelse, jf. f.eks. MRF 2023.243 Pkn, MRF 2024.15 Pkn, MRF 2024.16 Pkn, MRF 2024.105 Pkn og MRF 2024.119 Pkn, hvilket i øvrigt også har bredt sig til domstolene, som det f.eks. fremgår af MRF 2023.257 V med kommentar. Med afgørelsen i ovennævnte sag lader det til, at det samlede nævn har skiftet opfattelse, idet det udtrykkeligt anføres, at kommunen som følge af indrettelseshensyn (lang tids forløb) havde fortabt retten til fysisk lovliggørelse, og konsekvensen heraf var, at nævnet stadfæstede den lovliggørende landzonetilladelse til skuret. Denne opfattelse stemmer også bedre overens med bemærkningerne i håndhævelsesbetænkningen (nr. 981/1983), s. 81, og grundsætningen om, at der ikke kan vindes hævd på ulovlige forhold. Af hensyn til fremtidig praksis havde det dog været ønskeligt, om Planklagenævnet havde forholdt sig udtrykkeligt til spørgsmålet og tydeliggjort ændringen i forhold til nævnets tidligere praksis. Miljø- og Fødevareklagenævnet følger i de fleste sager den samme linje, dvs. at der stilles krav om retlig lovliggørelse i tilfælde af passivitet eller indrettelseshensyn (lang tids forløb), men også i nyere praksis fra dette klagenævn finder man eksempler på, at forholdet efter en vis tid er blevet anset for lovligt bestående, jf. f.eks. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser af 20. november 2024 (j.nr. 20/03142) og af 5. december 2024 (j.nr. 20/04481) om ulovlige dræn efter vandløbsloven.