MRF 2024.254
Planklagenævnets afgørelse af 22. oktober 2024, j.nr. 24/07554
Ophævet forbud mod nedrivning af enfamiliehus efter planlovens § 43, da kommunens påbud var baseret på den retsvildfarelse, at kommunen var forpligtet til at håndhæve servitutbestemmelse i privatretlig servitut om bygningsmæssige ændringer.
Furesø Kommune meddelte den 5. juli 2024 forbud efter planlovens § 43 til E mod nedrivning af et enfamiliehus på E´s ejendom, der var omfattet af en servitut fra 1965 om bebyggelse, hvori det bl.a. var bestemt, at der ikke uden kommunens særlige godkendelse måtte foretages bygningsmæssige ændringer, og at kommunen kun var berettiget til at indrømme enkelte mindre betydende lempelser. Kommunen begrundede forbuddet med, at det var servitutstridigt at foretage nedrivning at det eksisterende hus på ejendommen, og at det ville være i strid med servitutten, hvis kommunen meddelte tilladelse, idet kommunen kun kunne indrømme enkelte mindre betydelige lempelser. Kommunen mente derfor, at kommunen ikke kunne meddele E ”tilladelse” til nedrivning. Afgørelsen blev påklaget af E. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der var tale om en privatretlig servitut, men at kommunen efter planlovens § 43 kan håndhæve privatretlige servitutters bestemmelser, der kan reguleres ved lokalplan. Nævnet fandt, at servitutten konkret havde et sådan indhold, at den kunne håndhæves efter planlovens § 43, og at der konkret var tale om et servitutstridigt forhold. Men herefter lagde nævnet til grund, at det fremgik af afgørelsen, at kommunen ikke kunne udstede en nedrivningstilladelse, da nedrivning var i strid med servitutbestemmelsen om, at kommunen kun kunne indrømme mindre betydende lempelser. Da det imidlertid er kommunens egen beslutning, om den ønsker at bringe planlovens § 43 i anvendelse, var kommunens afgørelse baseret på den fejlagtige retsopfattelse, at kommunen var forpligtet til at håndhæve servitutbestemmelsen, hvorfor nævnet fandt, at afgørelsen var ugyldig og herefter ophævede kommunens nedrivningsforbud efter planlovens § 43.
Kommentar: Kommunens afgørelse af 5. juli 2024 vedrørte samme servitut og ejendom, som Planklagenævnets afgørelse i. juli 2024 i MRF 2024.208 Pkn, hvor Planklagenævnet ophævede kommunens afslag på nedrivningstilladelse, fordi kommunen ikke havde begrundet afslaget med planlovens § 43. Kommunens afgørelse efter underkendelsen i MRF 2024.208 Pkn giver indtryk af, at kommunen ikke forstod begrundelsen for den første ophævelse af kommunens afslag på nedrivningstilladelse og dermed rammerne for håndhævelse af privatretlige servitutter efter planloven. Til det af Planklagenævnet anførte i den sidste afgørelse må i øvrigt tilføjes, at påbud og forbud efter planlovens § 43 forudsætter en planlægningsmæssig begrundelse, så det er ikke nok, at kommunen konstaterer, at den ansøgte nedrivning er i modstrid med den privatretlige servitut, jf. ligeledes MRF 2022.136 Pkn og MRF 2024.268 Pkn. Om anvendelse af planlovens § 43 ved håndhævelse af privatretlige servitutter, se uddybende Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 225 ff.