MRF 2024.268
Planklagenævnets afgørelse af 3. december 2024, j.nr. 24/03764
Ophævet afslag på lovliggørende byggeansøgning til bibeholdelse af udhus i modstrid med privatretlig servitut og byggelinjer i lokalplan, da afslaget ikke opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24, idet kommunen fejlagtigt havde henvist til planlovens § 51, men undladt at henvise til § 43 og § 19, og med bemærkning om, at kommunen skulle vurdere, om der kunne ske retlig lovliggørelse før meddelelse af lovliggørelsespåbud.
Gladsaxe Kommune meddelte i marts 2024 E afslag på byggeansøgning til bibeholdelse af overdækket udhus på E’s ejendom. Ejendommen er omfattet af privatretlig servitut fra 1959, hvor det bl.a. var bestemt, at yderligere bebyggelse af ejendommen ikke måtte finde sted, og at der ikke måtte finde sådanne forandringer sted, at helhedsindtrykket ændredes. Ejendommen er samtidigt omfattet af lokalplan, hvor udhuset overskred byggelinjerne. Kommunen havde i afslaget samtidigt meddelt påbud om fysisk lovliggørelse, der skulle ske ved enten nedrivning eller flytning af udhuset. Som hjemmel henviste kommunen til, at kommunen er forpligtet til at lovlige ulovlige forhold, jf. byggelovens § 16 C, stk. 3 og planlovens § 51, stk. 3, og havde tillige henvist til E’s onde tro. Afgørelsen blev påklaget af E. Planklagenævnet (formanden) konstaterede, at det fremgik af afgørelsen, at kommunen havde anvendt planlovens § 51 om tilsyn med overholdelse af lokalplaner som lovgrundlag for håndhævelse af servitutten, men ikke havde nævnt planlovens § 43 om kommunal håndhævelse af privatretlige servitutter, hvormed kommunen ikke havde vurderet om der var hjemmel heri til at håndhæve servitutten. Da kommunen havde anvendt et forkert hjemmelsgrundlag, var afgørelsen ugyldig. Nævnet bemærkede i forlængelse deraf, at kommunen ikke er forpligtet til at håndhæve privatretlige servitutter, men har mulighed herfor, hvis kommunen har en aktuel, offentlig, planlægningsmæssig interesse i håndhævelse af servitutten. I forhold til håndhævelse af lokalplanen konstaterede nævnet, at kommunen ikke i afgørelsen havde henvist til de relevante lokalplanbestemmelser som udhuset skulle være i strid med, ligesom det ikke fremgik hvor udhuset var placeret ift. byggelinjen, og at kommunen heller ikke havde henvist til planlovens § 19 om dispensation fra lokalplan. Det fremgik således ikke af kommunens afgørelse, hvilke hovedhensyn der havde været bestemmende for skønsudøvelsen. Nævnet fandt, at kommunen dermed havde tilsidesat begrundelseskravene i forvaltningslovens § 24, hvilket medførte afgørelsen var ugyldig. Nævnet bemærkede, at det ikke er et krav for at opnå dispensation, at der foreligger god tro på ansøgningstidspunktet, og at det forhold, at udhuset var opført i strid med lokalplanen, ikke medførte at kommunen var afskåret fra senere at meddele lovliggørende dispensation. Derimod er kommunen som følge af proportionalitetsprincippet forpligtet til at vurdere, om der kan ske retlig lovliggørelse, inden der træffes afgørelse om fysisk lovliggørelse. På denne baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelser efter hhv. servitut og lokalplan.
Kommentar: Planklagenævnet har afgjort denne sag på begrundelsespligten efter forvaltningslovens §§ 22 og 24. I forhold til det opførte udhus overtrædelse af den privatretlige servitut er afgørelsen på linje nævnets praksis, jf. bl.a. MRF 2022.136 Pkn, MRF 2024.208 Pkn og MRF 2024.254 Pkn, hvorefter håndhævelse af servitutter kræver påbud efter planlovens § 43, da overtrædelse af en privatretlig servitut ikke i sig selv er en overtrædelse af planloven, som kan mødes med påbud efter § 51. I forhold til lovliggørende dispensation fra lokalplan efter planlovens § 19, understreger afgørelsen begrundelseskravets betydning, og at ejerens onde tro ikke i sig selv er nok til at afslå retlig lovliggørende dispensation, hvilket er helt på linje med U 2002.1854 V, hvor landsretten ophævede afslag på lovliggørende dispensation fra skovbyggelinjen, fordi retshåndhævelseshensyn ikke i sig selv kunne begrunde afslag på lovliggørende dispensation. Ophævelsen af afslaget på lovliggørende dispensation fra lokalplan betyder, at kommunen skal træffe en ny afgørelse, da Planklagenævnets begrænsede prøvelse ikke giver mulighed for, at nævnet meddeler dispensation fra lokalplan.