MRF 2024.240
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. august 2024, j.nr. 21/06409
Ophævet og hjemvist Lejre Kommunes afgørelse om ikke at meddele påbud om yderligere undersøgelse eller oprensning af jordforurening i form af disponeret byggeaffald med 2-5 % asbest- og PCB-forurenede materialer, da køber af ejendommen uanset mellemkommende søgsmål med dom om sælgerens betaling af 1,5 mio. kr. i erstatning fortsat måtte anses for klageberettiget, og sagen var utilstrækkeligt oplyst mht. afgrænsning af forureningen.
Efter K i marts 2018 havde overtaget en landbrugsejendom fra S, der havde haft ejendommen siden slutningen af 1980’erne, konstaterede K i april 2018 nedgravet byggeaffald på ejendommen. Dette gav anledning til, at S foranledigede en miljøundersøgelse af fire områder af ejendommen omfattende: (1) 2.000 m2 vandhul, (2) ca. 800 m2 ridebane, der oprindeligt var anvendt som maskinplads, (3) køreområde på ca. 700 m2, der var bundsikret med stabilgrus og byggematerialer fra nedrevet stald/lade, og (4) en græsbelagt have på 112 m2, hvor der fundet mursten og på overfladen eternitfragmenter. Af undersøgelsesrapporten fremgik bl.a., at der ikke var påvist forurening i overfladejorden, men at der på kørearealet (område 3) var påvist forurening med kulbrinter i en prøve i 0,5 meters dybde, og at der omkring søen (område 1) var konstateret nedgravede plader malet med PCB og tungmetalholdig maling over grænseværdierne, og at der på ridebanen (område 2) var konstateret mange glaserede fliser og i en af fire prøver var konstateret flere fliser indeholdende asbest, at der i køreområdet var fundet forskellige glaserede fliser med og uden klæb, og i to af de tre undersøgte fliser var fundet asbest i fliseklæb, og at der i den græsbelagte have (område 4) var fundet asbestholdige eternitplader oven på jorden. S orienterede Lejre Kommunen om undersøgelsen, hvorefter kommunen efter varsel i december 2019 meddelte påbud til S om forureningsundersøgelser efter jordforureningslovens § 40 med henblik på at afgrænse forureningen og fastlægge dens omfang samt undersøge mulige afværgeforanstaltninger. S iværksatte herefter en supplerende undersøgelse, der blev rapporteret i februar 2020, og hvor der i maj 2020 blev fremsendt notat til kommunen med supplerende afgrænsning af forureningen, og hvor det bl.a. blev anført, at det forurenede byggeaffald udgør ca. 2-5 % af det samlede byggeaffald, og at asbest i de øvrige jordlag var opstået i forbindelse med en brand på hovedhuset i 1990, og at der dermed ikke var tale om deponering af forurenet byggefald med asbest. Lejre Kommune traf den 15. februar 2021 afgørelse om, at kommunen ikke fandt grundlag for at påbyde S yderligere forureningsundersøgelser, idet kommunen fandt, at den konstaterede forurening ikke udgjorde et sundhedsmæssigt eller miljømæssigt problem, og at det derfor ikke vil være proportionalt at påbyde S yderligere undersøgelser. I relation til asbest havde kommunen i samråd med Region Sjælland henvist til, at diffus påvirkning med asbest ikke udgør en risiko for mennesker eller miljø, og at det ikke er muligt at frasortere asbestholdige fragmenter i byggeaffaldet. Den nuværende ejer, K påklagede denne afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvor K gjorde gældende, at sagen alene var ensidig belyst af S, og at kommunen ikke havde fremskaffet tilstrækkelig dokumentation for at vurdere, om der er forurenet byggemateriale, og at kommunens tilsyn med de af S iværksatte undersøgelser var kritisabelt. Kommunen bemærkede hertil bl.a., at der sideløbende med undersøgelserne var foretaget delvis oprensning på dele af arealerne, og kommunen mente ikke, det var muligt at foretage yderligere oprensning uden at pålægge S, at skulle fjerne uforurenede materialer udlagt efter reglerne i restproduktbekendtgørelsen. Kommunen anførte endvidere, at Region Sjælland ikke fandt grundlag for at kortlægge ejendommen som forurenet efter jordforureningsloven med henvisning til, at det var muligt at frasortere byggeaffaldet, som derfor ikke kunne betragtes som en del af jordmediet. S gjorde i klagesagen gældende, at der i den civile sag med K var afsagt dom i Østre Landsret den 23. november 2023, hvor K blev tilkendt erstatning på 1,5 mio. kr. hvor Lejre Kommunes afgørelse om ikke at meddele påbud var lagt til grund, hvorfor K ikke længere havde retlig interesse i klagesagen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at nævnet alene tog stilling til, om Lejre Kommune havde oplyst sagen tilstrækkelig, inden kommunen traf afgørelse om ikke at meddele yderligere påbud efter jordforureningslovens § 40 om forureningsundersøgelse. I forhold til det af S anførte om, at K ikke havde retlig interesse i sagen, efter at Østre Landsret ved dom havde tilkendt K erstatning på grundlag af kommunens afgørelse, udtalte nævnet, at dommen alene tog stilling til S’ erstatningsansvar, men at dommen ikke indskrænker eller begrænser nævnets prøvelse, og at K’s klageret efter jordforureningsloven ikke afhænger af en erstatningsretlig interesse, men alene af, om K har en individuel væsentlig interesse i sagens udfald, hvilket nævnet fandt var tilfældet. I forhold til klagesagens realitet fandt nævnet, at det ikke fremgik af afrapporteringen, hvor samtlige jord- og materialeprøver var udtaget, herunder hvilken dybde prøverne var udtaget i, ligesom afrapporteringen ikke indeholdt en redegørelse for, hvorfor de valgte placeringer for prøvetagningen skulle kunne danne grundlag for en afgrænsning af forurening. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt på den baggrund, at der ikke med de gennemførte undersøgelser var sket en tilstrækkelig afgrænsning af jordforureningen, herunder at det ikke på det foreliggende grundlag kunne afvises, at der fandtes yderligere forurening på ejendommen, hvorfor nævnet ophævede afgørelsen som utilstrækkelig oplyst og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til flere principielle bemærkninger. For det første angår klagesagen, om der er grundlag for at påbyde S at iværksætte forureningsundersøgelser, men ikke om S skal fjerne forureningen, da afgørelsen er et påbud efter jordforureningslovens § 40. Et påbud om forureningsundersøgelser til S er udtryk for, at kommunen kan overvælte udgiften til sagens oplysning på forureneren, hvilket så omvendt betyder, at tredjemand (i dette tilfælde K) vanskeligt kan have en retlig interesse i påbuddet, men alene kan kræve, at kommunen oplyser sagen tilstrækkeligt, inden kommunen beslutter at afslutte sagen, hvilket også er den problemstilling, som nævnet faktisk behandler. I dette perspektiv er det ikke kommunens afgørelse om ikke at meddele påbud om forureningsundersøgelser efter jordforureningslovens § 40, som nævnet tog stilling til, men derimod kommunens indirekte beslutning om herved at afslutte sagen uden at påbyde S at fjerne forurening, hvilket nævnet burde have tydeliggjort. I forlængelse heraf kunne nævnet have afvist K’s indsigelse om, at kommunen skal føre tilsyn med de forureningsundersøgelser, som kommunen påbød S, da kommunens tilsyn her indskrænker til at kontrollere, om undersøgelsen er sket faglig forsvarligt. I relation til jordforureningsloven må det i øvrigt noteres, at regionen ikke fandt grundlag for forureningskortlægning med henvisning til, at det er muligt at frasortere byggeaffaldet fra jorden, og at byggeaffaldet som følge heraf ikke er en del af jordmediet, hvilket må være en reference til Højesterets dom i sagen om slagger (U 2011.465 H). Hvis det deponere byggeaffald ikke kan anses for en jordforurening, kan jordforureningslovens § 40 ikke anvendes, hvor nævnets afgørelse tillige vil kræve, at regionen genoptager sagen om forureningskortlægning. Dette rejser tillige et selvstændigt spørgsmål, da det følger af jordforureningslovens § 76, stk. 4, at S har krav på at kommunen dækker S’ udgifter til opfyldelse af det første påbud om forureningsundersøgelser, hvis der ikke er en forurening, men da kommunen tillige begrunder afgørelsen om ikke at påbyde oprydning med proportionalitetsprincippet, vil S næppe have krav mod kommunen efter § 76, stk. 4.
Afgørelsen illustrerer tillige samspillet mellem købers misligholdelsesbeføjelser over for sælger og den offentligretlige lovgivning, hvor det dog alene er jordforureningsloven, der tages stilling til, mens spørgsmålet om deponering af byggeaffald i 2.000 m2 vandhul, der opstod som følge af tilstopning omkring år 2000 ikke behandles i forhold til naturbeskyttelseslovens lovliggørelsespligt, hvor pligtsubjekt til forskel fra jordforureningsloven er den nuværende ejeren af ejendommen (Nævnet oplyser, at vandhullet er registreret under naturbeskyttelseslovens § 3 (fejlagtigt anført som miljøbeskyttelseslovens § 3). Anskues dette forhold separat, vil påbud om lovliggørelse af vandhullet og fjernelse af byggeaffald i vandhullet ikke skulle meddeles til S, men skulle meddeles K som nuværende ejer, jf. naturbeskyttelseslovens § 74, hvorefter K må søge regres hos S, men dette spørgsmål om lovliggørelse efter naturbeskyttelsesloven havde nævnet ikke pligt til at tage op af egen drift. I forhold til jordforureningslovens § 40 er det imidlertid S, der kan være påbudsadressat som forurener, og det er korrekt, at der ikke med landsrettens dom om S’ erstatningsansvar i kontrakt over for K er taget stilling til, om kommunen på grundlag af jordforureningslovens § 41 kan påbyde S at fjerne yderligere forurening, eller om kommunen har oplyst sagen tilstrækkelig for at afslutte sagen. Problemet er imidlertid, at landsrettens dom, der bringes som MRF 2023.275/2 Ø, er baseret på kommunens afgørelse om, at S ikke kunne påbydes af fjerne jorden, hvilket kan betyde, at tvisten om K’s misligholdelsesbeføjelser som køber over for S kunne have fået et andet udfald, hvis landsretten havde lagt til grund, at kommunens afgørelse var ophævet, da K ikke kan kræve erstatning fra S for udgifter, som S på grundlag af jordforureningsloven pålægges at afholde af kommunen. Omvendt er det udelukket, at kommunen på grundlag af jordforureningsloven påbyder K at afholde udgiften til en evt. oprydning (eller undersøgelse) af forureningen, da K ikke er forurener, uanset om S allerede har betalt til K for denne udgift. Hvis S skulle have sikret sig mod en sådan dobbelt betaling, ville det kræve, at S i den af K anlagte retssag havde nedlagt særskilt påstand om, at K skal godtgøre S de udgifter til fjernelse af forureningen, som Miljø- og Fødevareklagenævnets eventuelle ændring af kommunens afgørelse vil påføre S. Se tillige MRF 2024.231 Mfk, hvis baggrund tilsvarende var ny ejers opdagelse af asbestforurening.
Som forløbet illustrerer, er sagsbehandlingstiden i Miljø- og Fødevareklagenævnet i jordforureningssager i dette tilfælde så lang, at en tvist mellem køber og sælger om samme forurening kan være afgjort inden klagenævnet har afgjort sagen. I denne sag gik der fire år fra kommunen traf afgørelse og sagen skal nu starte forfra i kommunen. Tilsvarende lange sagsforløb af klagesagen ses i andre jordforureningssager, som f.eks. MRF 2024.231 Mfk, MRF 2024.239 Mfk og MRF 2024.248 Mfk, hvor klagesagerne i alle sagerne verserede i fire år i klagenævnet, inden de blev afgjort.