MRF 2024.248
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 17. september 2024, j.nr. 20/06720
Ophævet påbud efter jordforureningslovens § 40 om supplerende undersøgelse af restforurening med pesticider fra uheld i 2019 med væltet marksprøjte, da udbredelse af restforureningen var afgrænset vertikalt og horisontalt, da omkostninger forbundet med fuldstændig oprensning var oplyst, og da pesticidforureningen lå under relevante detektionsgrænser, hvorfor kommunen havde tilstrækkeligt grundlag til at afgøre, om der skulle meddeles påbud om yderligere oprensning efter jordforureningslovens § 41.
Sagen omhandlede et uheld den 20. maj 2019, hvor en marksprøjte med indhold af 2.800 liter opblandet sprøjtemiddel i form af Propulse mod meldug væltede. Propulse indeholder aktivmidlet fluopyram og anbefales blandet med sprøjtemiddel indeholdende pyraclostrobin. Under miljøvagtens tilsyn blev der foretaget akut afgravning med et omfang på cirka 30 m3 jord, der blev placeret indendørs i lade. Den 4. juni 2019 gennemførte rådgiver for virksomheden miljøtilsyn, hvor det med rapport af 11. september 2019 blev afrapporteret, at der inden for et område afgrænset til 65 m2 var påvist indhold af fluopyram til en dybde af 3,6 m.u.t samt for pyraclostrobin til en dybde af 1,6 m.u.t. Vurderet ud fra de oplyste blandingsforhold på middeldatabasen.dk konkluderede rapporten, at 91-93 procent af spildt fluopyram var fjernet henholdsvis 99 procent for pyraclostrobin. Sammenholdt med blandingsforholdet ved almindelig anvendelse af Propulse blev det vurderet, at den efterladte mængde for restforureningen ikke afveg fra den maksimale årlige mængde ved almindeligt brug, og at fuldstændig fjernelse af forureningen måtte forventes at medføre omkostninger på kr. 250.000-280.000. På den baggrund indstillede rådgiveren, at der ikke blev foretaget yderligere i sagen. Horsens Kommune meddelte herefter den 4. maj 2020 yderligere påbud om supplerende undersøgelser efter jordforeningslovens § 40 med henblik på bl.a. at klarlægge omfanget restforureningens størrelse og udbredelse samt at fastlægge forventede omkostninger forbundet med at genoprette den hidtidige tilstand. Afgørelsen blev påklaget af virksomheden, der navnlig gjorde gældende, at kommunenikke havde foretaget en konkret og underbygget vurdering af, om restforureningen aktuelt eller i fremtiden ville indebære en miljømæssig risiko, hvorfor afgørelsen var meddelt i strid med den proportionalitetsvurdering, der var fastslået i UfR 2005.2923 H. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) konstaterede, at jordforureningen på baggrund af de afrapporterede undersøgelser i tilstrækkelig grad var afgrænset både horisontalt og vertikalt, og at omkostninger ved en fuldstændig oprensning var belyst. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde på den baggrund til grund, at kommunen havde de nødvendige oplysninger for at vurdere, hvorvidt der på grundlag af proportionalitetsprincippet og en risikovurdering var grundlag for at meddele påbud i henhold til jordforureningslovens § 41 om eventuelt at gennemføre oprensning. Kommunens undersøgelsespåbud blev derfor ophævet og hjemvist. For en fornyet sagsbehandling bemærkede nævnet, at henset til den tid, der var forløbet fra tidspunktet for forureningen, skulle kommunen først afklare, om der fortsat forelå en forurening, eller om restforureningen som følge af naturlig nedbrydning ikke længere var til stede.
Kommentar: Afgørelsen viser på sin egen måde, at forureningssager ofte trækker i langdrag. Med afgørelsen præciseres, at kommunen må træffe afgørelse om oprydning, som forureningens omfang er fastlagt vertikalt og horisont og omkostninger til en fuldstændig fjernelse er afsluttet. Klagenævnets afsluttende bemærkning om, at kommunen nu 5 år efter afgørelsen må afklare, om et påbud om oprydning overhovedet er relevant. Det er i øvrigt uforståeligt, at nævnet hjemviste afgørelsen efter jordforureningslovens § 40, da det efter nævnets afgørelse må udelukkes, at der kan meddeles nyt undersøgelsespåbud, så nævnet burde have indskrænket sig til at ophæve undersøgelsespåbuddet, da kommunen i alle tilfælde må tage stilling til, om der skal meddeles påbud om oprensning efter § 41.