MRF 2024.231
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. august 2024, j.nr. 20/03477
Stadfæstet påbud efter jordforureningslovens § 40 til sælger af ejendom om at foretage undersøgelse af jordforurening i form af byggeaffald med knuste eternitplader med konstateret indhold af asbestfibre, da luftfotos for perioden 1995-2016 viste spredt byggeaffald på ejendommen, og forureningen på baggrund af skønserklæring i sag mellem køber og sælger af ejendommen samt besigtigelsesnotat med overvejende sandsynlighed måtte antages at være sket ved de byggearbejder, som sælger som registreret erhvervsvirksomhed på ejendommen havde gennemført i en periode frem til 2014.
Sagen omhandlede en jordforurening i form af byggeaffald indeholdende knuste eternitplader med indhold af asbestfibre på en ejendom, som S havde solgt til K med overdragelse den 1. marts 2017. S havde siden 1978 stået som ejer af halvdelen af ejendommen og siden 1988 som ejer af hele ejendommen, hvor der var foretaget nedrivning, ombygning om udskiftning af tag løbende i en periode frem til 2014 og S havde i CVR-registret haft registreret adresse for virksomhed på ejendommen. K udtog i 2019 stævning mod S vedrørende mangler ved ejendommen og anmeldte den 1. marts 2019 over for Aabenraa Kommune, at der var konstateret knuste eternitplader med asbest flere steder på ejendommen. Den 5. november 2019 udtalte Styrelsen for Patientsikkerhed, at ophold på ejendommen alene burde ske med anvendelse af beskyttelsesudstyr, og at beboerne ikke burde opholde sig på ejendommen. Med afgørelse af 30. januar 2020 meddelte Aabenraa Kommune påbud om forureningsundersøgelser med henvisning til jordforureningslovens § 40 og herunder undersøge, hvilke aktiviteter der kunne have medført forurening med asbest og udarbejde forslag til afværgeforanstaltninger. Kommunen henviste dels til skønserklæring fra retssagen mellem K og S og dels til et besigtigelsesnotat. S påklagede påbuddet og gjorde gældende, at den konstaterede jordforurening ikke kunne henføres til aktiviteter udført af S. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at efterforarbejderne for jordforureningslovens § 40 kan miljømyndigheden meddele påbud om at foretage undersøgelse, når der er en begrundet mistanke om, at der foreligger en jordforurening, og den mulige jordforurening med overvejende sandsynlighed kan hidrøre fra en forureners virksomhed eller anlæg, men af § 40, stk. 2, fremgår, at udledninger, der er ophørt inden 1. januar 1992, dog ikke er omfattet. Ud fra luftfotos fra perioden 1995-2016 konstaterede nævnet, at der havde forekommet spredt byggeaffald på ejendommen. Endvidere konstaterede nævnet, at der med skønserklæringen og bestigelsen var påvist knuste eternitplader med indhold af asbest i nærhed af de arbejder, som var gennemført i den periode, hvor S ejede ejendommen. Nævnet fandt på den baggrund, at den konstaterede jordforurening med overvejende sandsynlighed stammede fra S’s aktiviteter på ejendommen, og at aktiviteterne på baggrund af registreringen i CVR-registeret mest sandsynligt var sket som led i erhvervsmæssigt drevet virksomhed og dermed omfattet af definitionen af forurener efter jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1. Endvidere fandt nævnet, at jordforureningen med overvejende sandsynlighed var sket i takt med de løbende arbejder på bebyggelser på ejendommen i perioden frem til 2014, hvorfor det måtte lægges til grund, at forureningen var sket eller fortsat efter den 1. januar 1992. På denne baggrund stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen kan sammenholdes med U 2013.2454 V, der vedrørte en tvist mellem køber og sælger om en forurenet ejendom, og hvor sælger ønskede selv at fjerne forureningen. I denne sag havde sælger anmeldt sig som forurener, og kommunen havde meddelt påbud til sælgeren om at fjerne forureningen, hvilket blev påklaget til det daværende Natur- og Miljøklagenævn, men hvor klagesagen ikke var afgjort, da landsretten tog stilling til tvisten mellem køberen og sælgeren. Landsretten afviste i sagen, at sælgeren havde afhjælpningsret, idet landsretten bl.a. anførte: ”Billund Kommune har meddelt [sælgeren] – som den ansvarlige for forureningen – et påbud efter jordforureningsloven om at fjerne affaldet, jf. jordforureningslovens § 41. Efter lovens § 44, stk. 1, kan en forurener meddeles et påbud om oprydning, uanset om forureneren har rådighed over ejendommen. Miljømyndighederne kan efter bestemmelsens stk. 2 meddele ejeren af ejendommen et påbud om bl.a. at tåle oprydning på ejendommen ved forurenerens foranstaltning. Uanset bestemmelsen i jordforureningslovens § 44, stk. 2, har ejeren af en forurenet ejendom ikke pligt til at acceptere, at en forurener får adgang til ejendommen med henblik oprydning. Bestemmelsen forudsætter således, at ejeren af ejendommen giver samtykke til, at forureneren foretager oprydning”. Sammenholdes den tidligere dom med den foreliggende sag, er der i denne sag den forskel, at køberen tilsyneladende har samtykket i, at sælgeren kan få adgang til køberens ejendom, hvormed betingelsen for påbud efter jordforureningslovens § 44 på fremmed ejendom må anses for opfyldt. Om påbud om oprydning på fremmed ejendom se også Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 626 ff. Se tillige MRF 2024.240 Mfk, hvis baggrund tilsvarende var en ny ejers opdagelse af asbestforurening.