MRF 2024.201
Østre Landsrets dom af 11. juni 2024, 13. afd., sag BS-51610/2022-OLR m.fl.
(Kim Holst, Mikael Friis Rasmussen og Micelle Hegner (kst.))
H og B (adv. Jan Børjesson for begge) mod S1-S4 (adv. Hans Haages for alle)
Fire grundejere havde vejret til en markvej, da denne måtte anses for privat fællesvej, idet markvejen var udlagt ved den udskiftning af landbrugsjorden, der fandt sted i sidste halvdel af 1700-tallet for at skaffe vejadgang til de omlagte jorder, herunder de fire grundejeres matrikler, hvorfor de fire grundejeres vejret hvilede på offentligretligt grundlag og var gyldig uden tinglysning, jf. tinglysningslovens § 52.
Sagen angik en markvej beliggende på en ejendom, som H og B overtog i 2018, og hvor fire ejere af omkringliggende ejendomme mente, at de havde vejret efter vejrettighedsloven fra 1938, uanset at de fire ejeres vejret ikke var tinglyst. Forud for købet besigtigede H og B ejendommen, hvor de spurgte til markvejen og fik oplyst, at der var nogle, der kørte på ejendommen, men at det var en privat vej. Efter at H og B flyttede ind på ejendommen i november 2018, fandt H og B trafikken fra omkringboende generende og opsatte et skilt med teksten ”Privat vej nr. 30”, hvilket blev overmalet. I august 2020 opsatte H og B vejspærring på vejen, som gentagne gange blev fjernet af ukendte gerningsmænd, og i april 2021 fjernede en af de omboende med landbrugsmaskiner nogle af de sten, som H og B havde opsat. I april 2021 anlagde de fire ejere af de omkringliggende ejendomme sag mod H og B med tre påstande. For det første skulle H og B tilpligtes at anerkende, at hver af de fire ejere og de til enhver tid værende ejere af deres ejendomme havde vejret til den vej, der forløb over H og B’s ejendom. For det andet skulle H og B anerkende at være uberettigede til at afspærre eller hindre færdsel for de til enhver tid værende ejere af de fire ejendomme. Og for det tredje skulle H og B tilpligtes at fjerne den spærring, som var opsat på vejen. Til støtte herfor gjordede de fire grundejere gældende, at markvejen var en udskiftningsvej, der var anlagt før 1810 til betjening af de ejendomme, som grænsede op til vejen, hvorfor de havde en oprindelig vejret til vejen. Derudover mente de fire grundejere, at deres respektive ejendomme havde vundet hævd på vejret, idet de hver for sig til stadighed og regelmæssigt havde benyttet vejen som adgangsvej til og fra deres ejendomme. I forlængelse heraf gjorde de gældende, at deres vejret ikke kunne være bortfaldet på grund af ekstinktion efter tinglysningslovens § 1, idet H og B ikke havde været i fornøden god tro om, at de ikke havde vejret. H og B påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at der var tale om en privat vej og ikke en privat fællesvej, idet H og B afviste, at der var tale om en udskiftningsvej, ligesom hævd på vejret blev afvist med, at denne var bortfaldet ved ekstinktion, da der var gået mere end to år, jf. tinglysningslovens § 26. Endelig afviste H og B, at markvejen var eneste eller væsentligste adgangsvej i relation til de fire grundejeres ejendomme, og at tinglysningslovens § 52 fandt anvendelse. Byretten lagde til grund, at luftfotos fra 1945, 1954, 2002 og 2020 viste markvejen som en gennemgående vej, at GPS-systemer og vejkort viste markvejen som en gennemkørselsvej, at markvejen i et notat med tilhørende matrikelkort gældende fra 1810-1849 udarbejdet af en landinspektør fremstod svarede til markvejens nuværende placering, at markvejen fremgik med brunt, hvilket udskiftningsveje blev optegnet med på udskiftningskortene, der blev udarbejdet i forbindelse med udskiftningen af landbrugsjorden i sidste halvdel af 1700-tallet, og at afhørte vidner havde anvendt vejen i et ikke uvæsentligt omfang. Byretten fastslog herefter, at den omhandlede markvej retligt måtte klassificeres som en privat fællesvej med karakter af en såkaldt udskiftningsvej med vejadgang for de matrikler, der grænsede til den pågældende markvej. Med henvisning hertil fik de fire sagsøgere medhold i alle tre nedlagte påstande med de ændringer, at der i forhold til en af ejerne udgik en af matriklerne, og at påstand om fjernelse af afspærring udgik, da afspærringen havde ændret karakter. H og B ankede dommen til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten lagde på grundlag af bevisførelsen til grund, at den omhandlede markvej var udlagt i forbindelse med den udskiftning af landbrugsjorden, der fandt sted i sidste halvdel af 1700-tallet, med henblik på at skaffe vejadgang til de omlagte jorder, herunder de jorder, som nu blev udgjort af de fire omhandlede grundejeres matrikler, hvilket yderligere blev understøttet af, at vejen blev opmålt i 1810 af myndighederne med henblik på fritagelse for beskatning. Landsretten lagde herved særlig vægt på, at markvejen fremgik af matrikelkort for perioden 1810-1849 som en gennemgående vej, at vejen fortsat fremgik af officielle matrikelkort, og at vejen på matrikelkort i 1991 var benævnt privat fællesvej, og at markvejen var anført som en gennemgående vej på Geo Fyns kortmateriale og på almindelige vejkort. Med henvisning hertil havde de fire grundejere og de til enhver tid værende ejere af deres ejendomme vejret over den del af den omhandlede vej, der forløb over H og B’s ejendom, der følgelig måtte anses for en privat fællesvej. Da vejrettighederne var stiftet ved udskiftningen, hvilede de på offentligretligt grundlag, hvorfor retten efter tinglysningslovens § 52, stk. 1, ikke kan fortrænges af godtroende omsætningserhververe, selv om rettighederne ikke er tinglyst. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom mht. påstand 1, men afviste påstand 2 med henvisning til, at denne påstand var dækket af påstand 1.
Kommentar: Sagen illustrerer, at en utinglyst vejret kan hvile på tre forskellige retsgrundlag. Det ene grundlag er, en vejret er opnået ved ikke-tinglyst aftale eller ikke-tinglyst servituthævd, hvor køberen af den tjenende ejendoms gode tro har betydning, jf. tinglysningslovens § 1 og tillige § 26 ved hævd, som det f.eks. fremgår af MRF 2021.282 V og MRF 2021.288/3 V. Det andet grundlag er vejrettighedsloven fra 1938, der fortsat gælder ved siden af privatvejsloven, og hvor det af § 1 fremgår: ”Når en vej er eneste eller væsentligste adgang til en ejendom eller til nogen af dennes lodder, og vejen er angivet på matrikelskortet, hvis udvisende i det væsentlige stemmer med forholdene i marken, kan retten til denne vej, selv om den ikke er tinglyst, ikke fortrænges af senere erhververe af rettigheder over den tjenende ejendom ifølge aftale eller retsforfølgning.” Af § 1, stk. 2, følger, at det er ejeren af den private (fælles-)vej, der skal løfte beviset for, at en vej, der fremgår af matrikelkortet, ikke har væsentlig betydning for den, som påberåber sig vejretten, jf. til illustration MRF 2023.259 V. Det tredje grundlag fremgår af denne sag, hvor det centrale var, at vejen blev etableret i forbindelse med omlægning af landbrugsjorder og havde været opretholdt, hvormed kravet om væsentlig betydning for vejadgang i vejrettighedslovens § 1 ikke havde samme betydning, og hvorefter vejretten måtte anses for offentligretlig og derfor gyldig over for enhver uden tinglysning.