MRF 2024.168
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 14. juni 2024, j.nr. 20/09902
Stadfæstelse med mindre vilkårsændring af påbud efter jordforureningslovens § 40 til tidligere grundejere om undersøgelse af nedgravet byggeaffald, herunder asbestholdige eternitplader, fra bygninger nedbrændt i 2006. Nedgravningen var sket i strid med miljøbeskyttelseslovens § 43 og asbestbekendtgørelsens § 26 og var derfor uforsvarlig, jf. jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 2, og anslåede omkostninger på 150.000-200.000 kr. var ikke i strid med proportionalitetsprincippet.
Sagen angik en ejendom ved Kolind, hvor der i 2006 nedbrændte flere bygninger. Efter overtagelse af ejendommen fik de nye grundejere gennemført en undersøgelse, der viste, at en stor del af byggeaffaldet fra de nedbrændte bygninger var blevet placeret i en jordbunke på ejendommen. I forbindelse med undersøgelsen blev der indsamlet jord- og materialeprøver udtaget i jordbunken/milen, der påviste asbest i eternittagplader samt bly, zink og PCB i maling. Efter besigtigelse i december 2019 meddelte Syddjurs Kommune i første omgang, at kommunen ikke fandt grundlag for at meddele påbud, da byggeaffaldet ikke fandtes at udgøre en grundvands- eller sundhedsrisiko. Efter indsigelse fra Region Midtjylland meddelte kommunen i juni 2020 de to tidligere ejere af ejendommen undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40 med henblik på at afgrænse jordforureningen, foretage risikovurdering og udarbejde afværgeforslag. Det var i påbuddet bestemt, at prøveudtagning, analyse, risikovurdering, afværgeforslag samt rapporter skulle udføres og udarbejdes af et kompetent og uvildigt firma akkrediteret til at udføre jord- og grundvandsforureningsundersøgelser og med fornøden kendskab til asbestforurening. Kommunen meddelte samtidig tålepåbud efter jordforureningslovens § 44 til de nuværende ejere. Afgørelsen blev påklaget af den ene af påbudsadressaterne, der bl.a. anførte, at oprydning efter branden var foretaget efter bedste evne, og at placeringen af byggeaffaldet derfor ikke kunne henføres under jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 2, som forårsaget ved en uforsvarlig adfærd, samt at udgifterne forbundet med en eventuel oprensning ikke stod mål med den risiko, der var forbundet med jordforureningen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) konstaterede, at klager ikke havde bestridt at have nedgravet byggeaffaldet på ejendommen, og at der var dokumenteret indhold af asbest i prøver udtaget fra affaldslaget. Nævnet bemærkede, at det følger af miljøbeskyttelseslovens § 43, at enhver, der håndterer affald, er ansvarlig for, at det ikke sker forurening af jord, at afbrænding af affald er forbudt efter affaldsbekendtgørelsens § 50, og at asbestholdigt materiale, der ikke længere er i anvendelse, efter asbestbekendtgørelsens (2023/807) § 26 hurtigst muligt skal samles og fjernes fra arbejdsstedet og bortskaffes som affald. Med henvisning hertil fandt nævnet, at klager at have forvoldt jordforureningen ved en uforsvarlig adfærd, jf. jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 2. I forhold til proportionalitetsvurderingen konstaterede nævnet, at den økonomiske ramme for at gennemføre undersøgelserne var anslået til 150.000-200.000 kr., hvilket ikke kunne anses for uforholdsmæssigt i forhold til den potentielle risiko forbundet med jordforureningen. På den baggrund stadfæstede klagenævnets kommunens påbud med en ændring af kravet om et akkrediteret firma til foretagelse af prøveudtagning udgik, idet der ikke gælder et akkrediteringssystem for firmaer vedrørende jord- og grundvandsforeninger. Vilkåret blev derfor ændret, så undersøgelserne i stedet skulle foretages i overensstemmelse med Miljøstyrelsens gældende vejledninger, mens analyser skulle udføres af et akkrediteret analyselaboratorium.
Kommentar: Stadfæstelsen af undersøgelsespåbuddet med henvisning til, at den konstaterede forurening skyldtes de tidligere ejeres uagtsomhed, forekommer velbegrundet henset til, at det må anses for almindeligt kendt, at der ikke må ske afbrænding af byggeaffald, og at der gælder særlige krav til håndtering af asbestholdige tagplader. Det er i dette lys uforståeligt, at nævnet henviser til asbestbekendtgørelsen (2023/807), der er udstedt under arbejdsmiljølovgivningen og dermed varetager andre hensyn end jordforureningsloven. Se tillige MRF 2024.169 Mfk og MRF 2024.170 Mfk, hvor der i relation til asbestforurening ligeledes henvises til asbestbekendtgørelsen under arbejdsmiljøloven.