MRF 2024.169
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 20. juni 2024, j.nr. 21/00813
Ophævet og hjemvist afgørelse fra december 2020 om ikke at meddele påbud efter jordforureningslovens §§ 40 og 41 eller miljøbeskyttelseslovens § 46 til lejer af ejendom i anledning af lejerens højtryksrensning af eternittag, da kommunen ikke havde undersøgt, om der var sket asbestforurening som anført af en nabo.
I juli 2020 blev der udført højtryksrensning af et eternittag på en ejendom i Ishøj, der var lejet ud til L. Efterfølgende kontaktede en nabo Ishøj Kommune, der foretog partshøring af L og besigtigelse af ejendommen. I den forbindelse blev det oplyst, at der var tale om et tag fra 1984, og at L ikke havde undersøgt, om taget indeholdt asbest eller andet farligt materiale. Naboen gjorde endvidere kommunen opmærksom på, at han havde opsamlet tagstykker i sin have og andre steder uden for L’s lejede ejendom. Da kommunen imidlertid vurderede, at påvirkningen fra asbestfibre ved højtryksrensningen af taget havde været yderst begrænset, traf kommunen i december 2020 afgørelse om ikke at meddele påbud til L efter miljøbeskyttelseslovens §§ 46 og 69 eller jordforureningslovens §§ 40 og 41 om undersøgelse eller oprydning som følge af den udførte højtryksrensning. Det fremgik af afgørelsen, at det ud fra bebyggelsens alder måtte formodes, at eternittaget indeholdt asbest, men at kommunen under tilsynet ikke havde konstateret eternittagsstykker eller slam fra tagrensning på grunden eller fællesarealerne. Afgørelsen blev påklaget af naboen, der oplyste, at der efter højtryksrensningen var konstateret asbestholdigt materiale på sti- og fællesarealer samt i klagers have. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) afviste indledningsvis, at afgørelser efter miljøbeskyttelseslovens § 69 kan påklages til nævnet, jf. § 69, stk. 3, men bemærkede herefter, at afgørelse om at meddele påbud eller ikke at meddele påbud kræver, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, og at dette også gælder, hvor der ikke umiddelbart kan udpeges en forurener efter jordforureningslovens § 41, stk. 3. Nævnet konstaterede, at sagens oplysning udelukkende var baseret på en visuel gennemgang af området foretaget ca. 2 og 2½ måned efter tagrensningen, og at der hverken var udtaget prøver af jord eller mos, uanset at kommunen havde lagt til grund, at taget indeholdt asbest. På den baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelse og hjemviste sagen med bemærkning om, at kommunen skulle være opmærksom på, at der efterfølgende kunne være sket spredning ved f.eks. havearbejde, og at asbestfibre ikke bevæger sig i jordmatricen, ikke opløses i vand, ikke fordamper til atmosfæren og heller ikke undergår kemisk eller biologisk nedbrydning, hvorfor det fortsat var aktuelt at søge de faktiske forhold oplyst.
Kommentar: Det kan næppe anses for overraskende, at kommunens undersøgelsespligt af en anmeldt asbestforurening som følge af højtryksspuling af eternittag kræver, at kommunen som led i sagsoplysningen undersøger, om taget overhovedet indeholder asbest. Hvis dette er tilfældet, vil det i den foreliggende sag dog i alle tilfælde være nødvendigt at undersøge, om der er sket en asbestforurening, og om denne kan hidrøre fra andre. I forhold til lejeren tyder sagens oplysninger på, at lejeren alene kan være påbudsadressat efter jordforureningslovens § 40, hvis der samtidig er grundlag for at anse lejerens adfærd for ansvarspådragende, jf. ligeledes MRF 2024.29 Mfk og MRF 2024.170 Mfk. Det vil derimod næppe være relevant at anvende miljøbeskyttelseslovens § 46, jf. MRF 2022.109 Mfk. Se tillige MRF 2024.90 Ø, hvor en entreprenør, der foretog højtryksrensning af et eternittag, blev fundet erstatningsansvarlig for ejers udgifter til en fuldstændig oprensning af grunden for asbestforurening.