MRF 2024.170
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 21. juni 2024, j.nr. 21/03002
Stadfæstet påbud efter jordforureningslovens § 40 til den ene ejer af en landbrugsejendom om undersøgelse af potentiel asbest fra nedrevet bygning med eternittag og afbrænding af affald, hvor der indtil 2010 havde været minkfarm, idet ejeren havde handlet culpøst, jf. jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 2, med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 43, affaldsbekendtgørelsen § 50 og asbestbekendtgørelsens § 10.
Sagen angik en landbrugsejendom ejet af P og E, hvor der indtil 2010 havde været drevet minkfarm. På baggrund af en henvendelse fra politiet om ulovlig affaldsbrænding på ejendommen gennemførte kommunen i januar 2019 et tilsyn, hvilket blev fulgt op af yderligere kontakt med P. I januar 2020 konstaterede kommunen, at minkstalden var fjernet uden forudgående tilladelse, og at fragmenterede tagplader fra stalden var spredt over ejendommen. Den 8. februar 2021 meddelte kommunen påbud til P efter jordforureningslovens § 40 om undersøgelse af potentiel asbest fra den nedrevne bygning med eternittag og afbrænding af affald med henblik på af afgrænse forureningens udbredelse. P påklagede påbuddet og gjorde bl.a. gældende, at der ikke var afbrændt miljøfarlige stoffer, ligesom P bestred, at taget på den nedrevne stald indeholdt asbest, da stalden var opført i 1984, og produktion af tagplader med indhold af asbest ophørte i 1982. Under klagesagen blev det oplyst, at P havde erkendt sig skyldig i en straffesag vedrørende afbrænding af byggeaffald på ejendommen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der 11 steder på ejendommen var afbrændt affald, og at der herved kunne være tilført jorden miljøfarlige stoffer som tungmetaller. Endvidere lagde nævnet vægt på, at kommunen ved tilsyn havde konstateret knuste potentielt asbestholdige tagplader i det område, hvor minkstalden havde været placeret. Da der frem til 1984 blev produceret asbestholdige eternitplader i Danmark, som lovligt måtte anvendes frem til 1988, fandt nævnet, at der er stor sandsynlighed for, at tagpladerne på minkstalden indeholdt asbest. Nævnet fandt på den baggrund, at der forelå sandsynlighed for forurening af jorden, med bemærkning om, at hvis undersøgelsespåbuddet ikke godtgjorde, at der forelå en forurening, ville P efter jordforureningslovens § 76, stk. 4, have krav på at få dækket udgifterne til opfyldelse af påbuddet af kommunen. I forhold til, om P kunne anses for forurener efter jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 2, lagde nævnet til grund, at det påhvilede kommunen at godtgøre, at jordforureningen skyldtes P’s uforsvarlige adfærd. Med henvisning til, at P måtte anses at have overtrådt miljøbeskyttelseslovens § 43 om forsvarlig håndtering af affald, forbuddet mod afbrænding af affald i affaldsbekendtgørelsens § 50 og asbestbekendtgørelsens § 10 om forundersøgelser for asbest inden nedrivning, fandt nævnet, at kommunen havde godtgjort uforsvarlig adfærd. Nævnet stadfæstede på den baggrund kommunens undersøgelsespåbud.
Kommentar: Efter afgørelsens oplysninger om forløbet og sagens omstændigheder er stadfæstelsen af undersøgelsespåbuddet rimelig oplagt, men giver alligevel anledning til tre bemærkninger. Den ene er, at når påbud alene meddeles til den ene ejer, skyldes det, at der ikke er oplysninger om, at den anden ejer skulle være involveret, og at det efter jordforureningslovens § 41, stk. 3, er forureneren, der er rette påbudsadressat – og ikke ejeren som i f.eks. planloven – hvorfor princippet i bl.a. U 2000.457 V ikke kan overføres til påbud efter jordforureningsloven. Den anden bemærkning vedrører nævnets henvisning til de overtrådte lovregler, hvor det med hensyn til nedrivningen kan undre, at kommunen og nævnet ikke henviser til de under miljøbeskyttelsesloven fastsatte regler om screening for miljøfarlige stoffer forud for nedrivningsarbejder. Disse fremgår nu af bekendtgørelse nr. 496 af 21. maj 2024 om håndtering af affald fra bygge- og nedrivningsarbejder, men fremgik tidligere i en lidt mere enkel version af den tidligere affaldsbekendtgørelses (2021/2512) § 68, hvor der i øvrigt i MRF 2023.46/2 B faldt straffedom for overtrædelse af disse regler. I relation til asbestbekendtgørelsen (2023/807) må anføres, at denne bekendtgørelse er udstedt under arbejdsmiljøloven, hvilket kort kan forklares med, at det var i forbindelse med arbejdsmiljøet, at man først blev opmærksom på risikoen ved asbest. Da jordforureningsloven imidlertid ikke varetager de hensyn, som varetages under arbejdsmiljøloven, forekommer henvisningen til asbestbekendtgørelsen uheldig, om end det må konstateres, at den også er gentaget i MRF 2024.168 Mfk. Den tredje bemærkning vedrører den lidt vanskelige situation, der kan opstå, hvis det viser sig, at tagpladerne ikke indeholdt asbest. Som nævnet oplyser, vil P i så fald have krav på at få udgifterne til opfyldelse af denne del af undersøgelsespåbuddet godtgjort efter jordforureningslovens § 76, stk. 4, hvilket dog ikke berører påbuddet gyldighed, jf. MRF 2021.212 Ø (U 2021.4735 Ø) Hvordan udgiften til opfyldelse af denne del af påbuddet skal adskilles fra den del, der vedrører undersøgelse af jordforurening fra den ulovlige affaldsafbrænding kan nok give anledning til vanskeligheder. Efter nævnets formulering af konsekvenserne, hvis der ikke er en asbestforurening, synes et afslag fra kommunen at måtte kunne indbringes for nævnet, hvilket forekommer velbegrundet, men fraviger tidligere praksis i bl.a. MAD 2009.1938 Mkn og MAD 2011.731 Nmk. Se hertil Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 606 ff. For andre afgørelser om asbestforurening se MRF 2024.29 Mfk, MRF 2024.169 Mfk og MRF 2022.109 Mfk.