MRF 2021.212
Østre Landsrets dom af 19. august 2021, 20. afd., sag S-3104-20
(Thomas Lohse, Mikael Friis Rasmussen og Morten Petersen Broberg (kst.))
Anklagemyndigheden mod T (adv. Lars Henriksen, besk.)
Bøde på 20.000 kr. til udlejer af ejendom med en i 1986 nedlagt olietank på 20.000 liter og en olietank på 8.000 liter i drift for ikke at efterkomme undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40, jf. § 41, stk. 3, nr. 2, da udlejer fandtes omfattet af det objektive ansvar i miljøskadeerstatningslovens § 3. Det kunne ikke tillægges betydning, at forureningen stammede fra den nedlagte olietank, da kommunen havde grund til at tro, at forureningen stammede fra olietanken i drift ved meddelelse af påbud.
T var ejer af en udlejningsejendom med oliefyr og en 8.000 liters nedgravet olietank. I 2015 konstaterede Slagelse Kommune i forbindelse med etablering af fjernvarmestik olieforurening på T’s ejendom. Kommunen meddelte efter varsel i maj 2015 påbud om forureningsundersøgelser med henvisning til jordforureningslovens § 40 og med bemærkning om, at udgiften til opfyldelse af påbuddet ville blive refunderet efter jordforureningslovens § 76, stk. 4, hvis forureningen ikke kunne henføres til T. Den i påbuddet fastsatte frist blev efter drøftelser med T forlænget til 2. januar 2018, men da påbuddet ikke blev efterkommet, blev der i november 2018 rejst straffesag mod T for at overtræde jordforureningslovens § 88 ved ikke at efterkomme påbuddet efter § 40. T iværksatte herefter en undersøgelse, der viste, at forureningen ikke stammede fra olietanken i drift, men fra en i 1986 nedlagt nedgravet olietank på 20.000 liter. T påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor gældende, at der ikke kan meddeles påbud om undersøgelser efter jordforureningslovens § 40 vedrørende en olietank, der blev taget ud af drift før 1. januar 1992. Byretten fandt T skyldig og idømte en bøde på 20.000 kr., idet byretten afviste, at det kunne føre til et andet resultat, at forureningen måtte antages at stamme fra den nedlagte 20.000 liters olietank, og at kommunen ikke havde særlig mistanke til, at forureningen stammede fra olietanken i drift. T ankede til landsretten, der lagde til grund, at § 40-påbuddet var hjemlet, idet landsretten bemærkede, at ”der også efter den 1. januar 1992 er sket udledning af olie fra den forurenende tank”, og ”idet kommunen efter de oplysninger, der da forelå, havde grundlag for at antage, at forureningen stammede fra den fyringsolietank, der var i drift”, og ”at T som ejer af den omhandlede udlejningsejendom var omfattet af et objektivt ansvar efter miljøskadeerstatningslovens § 3, stk. 1, i tilfælde af forårsaget forurening”. Med henvisning hertil afviste landsretten, at det af T anførte om kommunens mangelfulde oplysning af sagen og standpunktsrisiko kunne føre til en anden bedømmelse af skyldsspørgsmålet og stadfæstede herefter dommen.
Kommentar: Dommen og sagens omstændigheder illustrerer på udmærket vis den usædvanlige ansvarskonstruktion, der er etableret med jordforureningslovens (jfl.) § 40 om påbud om forureningsundersøgelser. Efter jfl. § 40, stk. 2, kan en forurener påbydes at undersøge en ”mulig forurening”, medmindre den mulige forurening er opført før den 1. januar 1992. En forurener er defineret i jfl. § 41, stk. 3, og af forarbejderne til denne bestemmelse fremgår, at en udlejer ikke er en erhvervsmæssig forurener efter § 41, stk. 3, nr. 1, men derimod er omfattet af § 41, stk. 3, nr. 2, hvorefter der som udgangspunkt kun kan meddeles påbud efter § 40, hvis forureningen er forvoldt culpøst. Det fremgår dog samtidigt af § 41, stk. 3, nr. 2, at hvis forureningen er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning, herunder det objektive ansvar efter miljøskadeerstatningslovens § 3, kan der også meddeles påbud efter § 40, hvilket forudsætter, at forureningen er sket efter 1. juli 1994, hvor miljøskadeerstatningsloven trådte i kraft. I dette tilfælde var der på T’s ejendom en nedgravet olietank på over 5.000 liter i drift. Da det var muligt, at den konstaterede forurening stammede fra denne olietank i drift, kunne kommunen meddele påbud efter § 40. Havde T efterkommet påbuddet rettidigt, ville undersøgelsen imidlertid have vist, at forureningen ikke stammede fra olietanken i drift, men fra den i 1986 nedlagte olietank. Som følge heraf ville T efter jfl. § 76, stk. 4, have haft krav på, at kommunen godtgjorde T’s udgifter til opfyldelse af påbuddet, men selve påbuddet ville forblive gyldigt. T valgte imidlertid ikke at efterkomme det gyldige § 40-påbud rettidigt, og dette er en overtrædelse af jfl. § 88, stk. 1, nr. 1, hvorfor det må tiltrædes, at der var grundlag for strafansvar. Landsrettens bemærkninger om, at der også efter 1. januar 1992 løb olie ud fra den nedlagte olietank, efterlader imidlertid indtryk af, at landsretten ikke helt har styr på den særegne ansvarskonstruktion i § 40, der netop må forstås i lyset af den særlige regel i jfl. § 76, stk. 4, om tilbagebetaling af udgifter til påbud, når påbudsadressaten viser sig ikke at være omfattet af jfl. § 41, stk. 3. Problemet er, at den omstændighed, at der løb olie ud fra den i 1986 nedlagte olietank, ikke betyder, at der kunne meddeles påbud efter § 40, da den forurenende aktivitet (olietanken i drift) var ophørt i 1986, og at forureningen fra den nedlagte olietank ikke var omfattet af miljøskadeerstatningslovens objektive ansvar, der først trådte i kraft for forureninger efter 1. juli 1994. Selv om det er korrekt, at T skulle efterkomme påbuddet og ikke gjorde dette inden for den fastsatte frist, og at T derfor var skyldig, vedrører dette ikke spørgsmålet om, hvem der i sidste ende skulle betale udgiften til at undersøge forureningen. I forbindelse med fremsendelse af dommen til redaktionen på MRF er det af T’s forsvarer oplyst, at kommunen betalte T’s udgifter til undersøgelse af forureningen i overensstemmelse med § 76, stk. 4. Det må undre, at denne vigtige oplysning ikke fremgår af byrettens og landsrettens domfældelse, der således alene vedrører den manglende rettidige opfyldelse af påbuddet, som T herefter havde krav på at få godtgjort. Om T under de i sagen foreliggende omstændigheder kunne have krævet udgifterne til forureningsundersøgelserne godtgjort af kommunen, er der ikke taget stilling til i forarbejderne til § 76, stk. 4, som kom ind under Folketingets behandling af lovforslaget. Se uddybende Pagh: Jordforureningsloven med kommentarer (2. udg.) 2011, s. 864.