MRF 2024.155
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. maj 2024, j.nr. 23/05447 og 23/05448
Ikke medhold i klage over VVM-screeningafgørelse, om at vandløbsrestaurering af å ikke krævede VVM-tilladelse, da der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at projektet ikke kunne forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet.
Aalborg Kommune traf den 15. marts 2023 screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at vandløbsrestaurering af Østerå ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og VVM-tilladelse. Projektet omfattede restaurering af åen på en ca. 5 km lang strækning med det formål at forbedre de fysiske forhold, så der sikredes målopfyldelse i vandløbet. Særligt skulle de fysiske forhold for vandløbets insekter og smådyr samt gyde- og opvækstområder for ørreder forbedres. Med projektet skulle der etableres 18 gydebanker, udlægges skjulesten og trærødder, plantes træer samt ske en regulering af strækningens anlæg. Af vandområdeplanerne 2021-2027 fremgik, at strækningen af åen var målsat til god økologisk tilstand og god kemisk tilstand, men at det befandt sig i moderat økologisk tilstand og ukendt kemisk tilstand. Af indsatsbekendtgørelsen fremgik, at der skulle foretages mindre strækningsbaserede restaureringer på strækningen. Af vandløbsregulativet for Østerå fremgik, at vandføringsevnen i den grødefri situation skulle svare til vandføringsevnen i et teoretisk vandløb. Af screeningsafgørelsen fremgik, at kommunen havde vurderet, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.f om anlæg af vandveje, kanelbygning og regulering af vandløb, men at projektet ikke kunne forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet. Screeningsafgørelsen påklaget af to omboende, som bl.a. anførte, at tilstanden for flere af kvalitetselementerne for vandløbet ikke var kendt ved projektets start, at der var risiko for negativ påvirkning af vandløbets kemiske tilstand, at regulativet ikke kunne lægges til grund for restaureringsprojektet, og at der ville være en kumulativ påvirkning med regulativrevisionen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at nævnet ikke kunne tage stilling til, om der burde blive vedtaget et nyt eller revideret vandløbsregulativ. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at projektet ikke kunne forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet og dermed ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og VVM-tilladelse. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at målsætningen for vandløbet var inddraget i vurderingen, at der skulle ske strækningsbaserede restaureringer ifølge indsatsbekendtgørelsen, og at kommunen havde vurderet, at projektet ville forbedre de fysiske forhold i vandløbet samt skabe forbedrede gyde- og opvækstområder for ørreder. Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen efter nævnets opfattelse havde taget udgangspunkt i de faktiske forhold ved vurderingen efter miljøvurderingsloven, idet bundkoten for alle delstrækninger i projektet var opmålt i 2021, og at denne var dybere end den regulativmæssige bund, hvorefter en vis overdybde i forhold til de regulativmæssige krav til vandløbets bundkote ville bibeholdes. På den baggrund gav Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke medhold i klagen.
Kommentar: Kommunen meddelte den 8. maj 2023 tilladelse efter vandløbslovens § 37 om vandløbsrestaurant til det screenede vandløbsprojekt. Denne afgørelse blev ligeledes påklaget og stadfæstet af klagenævnet (MRF 2024.156 Mfk), hvor det i øvrigt fremgår, at kommunen samtidig meddelte dispensation fra naturbeskyttelsesloven, hvilket dog ikke ses påklaget, men i alle tilfælde skulle have indgået i screeningsafgørelsens vurdering af væsentligheden af miljøvirkninger. Screeningsafgørelsen giver endvidere anledning til en mere principiel bemærkning, da det fremgår, at den pågældende strækning uanset målsætning var i moderat økologisk tilstand, og at den kemiske tilstand var ukendt. Ud over at den mangelfulde oplysning om vandløbets kemiske tilstand i sig selv er en indikation på, at Danmark ikke overholder vandrammedirektivets krav til basisanalyser og overvågning, kan dette ukendskab i sig selv begrunde, at det ikke er tilstrækkeligt med en screening, da den foreliggende uklarhed kunne afklares ved at kræve en miljøkonsekvensvurdering og VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25. Det må herved bemærkes, at selv midlertidige forringelser vil kræve anvendelse af undtagelsen i vandrammedirektivets art. 4, stk. 7, og miljømålsbekendtgørelsens § 4, jf. sag C-525/20 (MRF 2022.14), og at en screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 ikke kan indeholde vilkår, jf. senest MRF 2024.140 Mfk, MRF 2024.147 Mfk og MRF 2024.177 Mfk.