MRF 2024.156
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. maj 2024, j.nr. 23/07549
Stadfæstet tilladelse efter vandløbslovens § 37 til vandløbsrestaurering, da nævnet fandt, at kommunen havde foretaget en vurdering af de afvandingsmæssige interesser i overensstemmelse med det gældende vandløbsregulativ for åen.
Efter forudgående screening efter miljøvurderingslovens § 21 meddelte Aalborg Kommune den 8. maj 2023 tilladelse efter vandløbslovens § 37 til restaurering af Østerå efter vandløbslovens § 37. Projektet omfattede restaurering af åen på en ca. 5 km lang strækning med det formål at forbedre de fysiske forhold, så der sikredes målopfyldelse i vandløbet. Særligt skulle de fysiske forhold for vandløbets insekter og smådyr samt gyde- og opvækstområder for ørreder forbedres. Med projektet skulle der etableres 18 gydebanker, udlægges skjulesten og trærødder, plantes træer samt ske en regulering af strækningens anlæg. Af vandområdeplanerne 2021-2027 fremgik, at strækningen af åen var målsat til god økologisk tilstand og god kemisk tilstand, men at det befandt sig i moderat økologisk tilstand og ukendt kemisk tilstand. Af indsatsbekendtgørelsen fremgik, at der skulle foretages mindre strækningsbaserede restaureringer på strækningen. Af vandløbsregulativet for Østerå fremgik, at vandføringsevnen i den grødefri situation skulle svare til vandføringsevnen i et teoretisk vandløb. Regulativet fastsatte endvidere flere krav til kontrol af vandføringsevnen, herunder at der skulle laves beregninger for en afstrømning på 4 l/s/km2, 6 l/s/km2 og 19 l/s/km2 ved brug af et manningtal på 30. Af kommunens tilladelse efter vandløbsloven fremgik, at de afvandingsmæssige forhold ikke ville blive forringet, og at kommunen til brug for vurderingen havde foretaget vandspejlsberegninger af den projekterede skikkelse og den teoretiske skikkelse. Beregningerne var lavet for en afstrømning på 4 l/s/km2 og 19 l/s/km2, og der var benyttet et manningtal på 30. Som vilkår 12 for tilladelsen var bl.a. fastsat, at der kunne udjævnes materiale fra brinkreguleringen på to røroverkørsler i et maksimal 20 cm tykt lag. Det fremgik endvidere, at kommunen som en del afgørelsen havde meddelt en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til projektet. Afgørelsen blev påklaget af en række bredejere til Østerå, som bl.a. anførte, at vandspejlsberegningerne og vurderingen af restaureringens vandingsmæssige konsekvenser ikke var retvisende, at den nuværende vedligeholdelse af vandløbet ikke kunne fastholdes efter restaureringen, at regulativet skulle revideres, og at kommunen ikke har indhentet skriftlig tilladelse fra ejerne af de to røroverkørsler, hvor der ifølge afgørelsens vilkår 12 kunne lægges et op til 20 cm lag af opgravet materiale. Under sagen indgav kommunen supplerende vandspejlsberegninger for en afstrømning på 6 l/s/km2. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt alene anledning til at behandle spørgsmålet om restaureringens afvandingsmæssige konsekvenser og bemærkede, at nævnet ikke kunne tage stilling til klagepunkter om, hvorvidt kommunen havde vedligeholdt åen tilstrækkeligt og iagttaget regler om jordflytning, da der ikke var truffet afgørelse herom. Nævnet bemærkede endvidere, at nævnet ikke havde taget stilling til den del af afgørelsen, som vedrørte dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, da der ikke var anført klagepunkter herom. I forhold til klagernes indsigelse om, at projektet krævede samtykke fra ejerne af to private røroverkørsler til udnyttelse af vilkår 12, bemærkede nævnet, at dette udelukkende var et civilretligt forhold og ikke kunne prøves af nævnet. Nævnet fandt ikke anledning til at tilsidesætte kommunens vurdering af de afvandingsmæssige interesser og lagde bl.a. vægt på, at regulativets krav til vandføringsevnen var opfyldt, med henvisning til kommunens beregninger. Klagernes betragtninger om, at der ikke var taget højde for grøde, og at manningtallet ikke var retvisende, kunne ikke føre til andet resultat, idet beregninger var foretaget i overensstemmelse med regulativets krav til kontrol af vandføringsevne. Angående revisionen af regulativet anførte nævnet, at den manglende revision ikke medførte, at regulativet ikke længere var gældende. Nævnet bemærkede endvidere, at der ikke var oplysninger i sagen, som gav nævnet anledning til at tilsidesætte kommunens vurdering af, at det fortsat var muligt at foretage regulativmæssig vedligeholdelse på strækningen. På den baggrund stadfæstede klagenævnet kommunens tilladelse til vandløbsrestaureringen.
Kommentar: Afgørelsen er truffet efter screeningsafgørelsen til samme projekt (se MRF 2024.155 Mfk) og giver anledning til to selvstændige bemærkninger. Den ene er, at der i nævnets afgørelse savnes bemærkninger om betydningen af vandløbets nuværende tilstand i forhold til vandrammedirektivets forbud mod forringelse, medmindre der gives tilladelse efter undtagelsen i vandrammedirektivets art. 4, stk. 7, og miljømålsbekendtgørelsens § 4. Den anden bemærkning vedrører nævnets afvisning af indsigelsen om, at projektet kræver samtykke fra to private lodsejere, hvilket nævnet begrunder med, at dette er et civilretligt anliggende. Dette er ikke korrekt. Hvis det offentlige projekt kræver rådighed over privat ejendom, vil projektets gennemførelse kræve ekspropriation, medmindre de pågældende ejere giver samtykke. Der er hjemmel til ekspropriation i vandløbslovens § 71, men dette er ikke et civilretligt anliggende.