MRF 2024.151
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 17. maj 2024, j.nr. 24/02075
E, der var bredejer til Natura 2000-vandløbet Kongeåen, havde ikke klageret over tilladelse efter vandløbslovens § 47 til underboring af 400 kV kabel under Kongeåen, da E’s indsigelser om natur var udtryk for en mere generel interesse i vandløbets natur- og miljømæssige forhold og derfor ikke kunne begrunde klageberettigelse efter vandløbslovens § 84, uanset at en del af projektet skulle gennemføres på E’s ejendom.
Esbjerg Kommune meddelte i januar 2024 i medfør af vandløbslovens § 47, jf. § 9, og reguleringsbekendtgørelsens § 17 tilladelse til krydsning af Kongeåen og Trolddalsgrøften med kabler ved styret underboring. Underboringen krævede etablering af to midlertidige arbejdspladser. Tilladelsen var meddelt på vilkår om bl.a., at vandløbene ikke tilførtes sand, boremudder mv. under etableringsarbejdet, og at der skulle fremsendes en plan for oprydning i forbindelse med ”blow-outs”. Krydsningen var del af et projekt om etablering af et 400 kV ledningsanlæg med forbindelse til Tyskland, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet en måned tidligere i MRF 2024.133 Mfk havde stadfæstet VVM-tilladelsen efter miljøvurderingslovens § 25. Det fremgik af afgørelsen, at de omhandlede vandløb var en del af Natura 2000-område nr. 91. Det var på baggrund af en miljøkonsekvensrapport og konsekvensvurdering kommunens vurdering, at projektet ikke forventedes at få væsentlig miljømæssig påvirkning i hverken anlægs- eller driftsfasen. E, der som bredejer til Kongeåen var ejer af en af de ejendomme, som projektet ville berøre, var da kommunen traf afgørelse om tilladelsen blevet tilsendt et orienteringsbrev. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at eventuelle ”blow-outs” ville påvirke en række fiskearter på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området, og at projektet burde bestå af master og ikke af krydsning ved underboring. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at der ved vurdering af klageberettigelse efter vandløbsloven bl.a. kan lægges vægt på, om der er tale om en person, hvis udnyttelse af vandløb eller ejendom berøres i en ikke ubetydelig grad ved de pågældende foranstaltninger. Nævnet fandt, at E ikke havde en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald og derfor ikke var klageberettiget efter vandløbslovens § 84, stk. 1. Nævnet bemærkede, at det forhold, at projektet delvist skulle udføres på E’s ejendom, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at opfylde lovens krav om, at klager skulle have en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald. Nævnet bemærkede herved, at E ikke ved klagen havde givet udtryk for, at afgørelsens retlige eller faktisk konsekvenser eller eventuelle følger var mere udprægede for E selv end andre bredejere eller omboende. E’s klagepunkter var derimod i det væsentlige udtryk for en mere generel interesse i vandløbets natur- og miljømæssige forhold, herunder påvirkningen af fisk i vandløbet, hvorimod klagen ikke angik eventuelle afvandingsmæssige konsekvenser for E. Da afgørelsen endvidere var rettet til Energinet som ansøger og ikke til E, fandt nævnet, at E ikke var klageberettiget og afviste på den baggrund klagen.
Kommentar: Ordlyden af vandløbslovens § 47 er: ”Broer, overkørsler eller lignende må ikke anlægges eller ændres uden vandløbsmyndighedens godkendelse”. I denne sag vedrører det et mere omfattende projekt, hvor Miljøstyrelsen den 12. juni 2023 meddelte VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 til forstærkning af elnettet på en strækning fra Esbjerg Kommune til den dansk-tyske grænse i form af etablering af et 400 kV ledningsanlæg over en strækning på 75 km, hvilket klagenævnet stadfæstede i april 2024 (MRF 2024.133 Mfk). Efter VVM-tilladelsen i juni 2023, der skulle tage stilling til alle væsentlige miljøvirkninger, meddelte Esbjerg Kommune som vandløbsmyndighed tilladelse efter vandløbslovens § 47. Denne rækkefølge i beslutningsprocessen er næppe i overensstemmelse med VVM-direktivet, da en kabelføring under et Natura 2000-vandløb er en så væsentlig mulig påvirkning af miljøet, at der skulle være taget stilling hertil i VVM-tilladelsen, jf. f.eks. MRF 2021.183 Mfk, hvor nævnet ophævede VVM-tilladelsen til landanlægget for vindmøllepark Vesterhav Syd, fordi der alene var gennemført en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1. På linje hermed kan nævnes EU-Domstolens dom i sag C-535/18 (MRF 2020.5), hvor det blev fastslået, at umiddelbart berørte borgere af en VVM-tilladelse til en motorvej med afledning af overfladevand skal have disse konkrete virkninger belyst, før der meddeles VVM-tilladelse. Klagenævnets afvisning af lodsejerens klage ses således ikke at være i overensstemmelse med praksis, og det er noget uforståeligt, at klagenævnet ikke af egen drift var opmærksom på denne omgåelse af EU-reglerne. Selv om medlemsstaternes processuelle og institutionelle autonomi giver mulighed for, at et VVM-pligtigt projekt kan kræve forskellige tilladelser fra flere myndigheder, ændrer det således ikke ved, at den berørte offentlighed har de samme rettigheder for alle de afgørelser, som skal træffes for at gennemføre projektet. Uanset dette EU-retlige spørgsmål forekommer det også overraskende, at E som ejer af en af de ejendomme, der blev berørt af det pågældende projekt, ikke ansås for klageberettiget efter vandløbslovens § 84, stk. 1, nr. 2. Det bemærkes herved, at der ikke kan sluttes modsætningsvis fra naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, nr. 2, om klageret for ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører, da denne regel netop blev indført, fordi naturbeskyttelsesloven modsat vandløbsloven ikke giver enhver med individuel, væsentlig interesse klageret.