MRF 2024.143
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. maj 2024, j.nr. 23/14572 og 23/14658
Stadfæstet VVM-tilladelse til opstilling af tre vindmøller, bl.a. fordi der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens væsentlighedsvurdering og konsekvensvurdering af påvirkningen af to Natura 2000-områder. Ikke tillagt betydning, at der først på et senere tidspunkt ville blive meddelt tilladelse til grundvandssænkning og spildevandsudledning samt dispensation fra skovbyggelinjen.
Sagen angik opstilling af tre 167,5 m høje vindmøller øst for Blåhøj i Ikast-Brande Kommune. Projektområdet var beliggende ca. 600 m fra Natura 2000-område nr. 70, Mose ved Karstoft Å, og ca. 14 km fra Natura 2000-område nr. 68, Skjern Å. Gennem området løb det § 3-beskyttede vandløb Harpes Bæk, Vestgrenen, mens der uden for projektområdet fandtes flere arealer med § 3-beskyttede naturtyper. Baggrunden for sagen var, at kommunen i februar 2022 havde meddelt en VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 til de tre vindmøller, som i september 2022 blev ophævet og hjemvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet (MRF 2022.218 Mfk) med henvisning til, at der ikke var gennemført konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6 af de forudsatte afværgeforanstaltninger for at undgå skade på laks i Natura 2000-område nr. 68, Skjern Å. Ansøgeren fremsendte herefter i februar 2023 en ny miljøkonsekvensrapport, hvori var indeholdt dels en væsentlighedsvurdering for så vidt angik Natura 2000-område nr. 70, dels en konsekvensvurdering af påvirkningen af Natura 2000-område nr. 68, som særligt omhandlede grundvandssænkning i anlægsfasen. På grundlag heraf meddele Ikast-Brande Kommune i juni 2023 på ny VVM-tilladelse til projektet. Af miljøkonsekvensrapportens afsnit om Natura 2000-områder fremgik bl.a., at projektet krævede tilladelse efter vandforsyningsloven til midlertidig grundvandssænkning samt udledningstilladelse efter miljøbeskyttelsesloven, hvori der kunne stilles betingelser til grundvandssænkning og udledning. VVM-tilladelsen blev påklaget af en række omboende, som bl.a. anførte, at projektet ville medføre en påvirkning af de to Natura 2000-områder, at påvirkningen af odder ikke var tilstrækkeligt belyst, at kommunen ikke havde forholdt sig til påvirkningen af traner, og at projektet ville påvirke beskyttet natur i og omkring projektområdet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens væsentlighedsvurdering (screening) for så vidt angik påvirkningen af Natura 2000-område nr. 70, Mose ved Karstoft Å, idet nævnet anførte, at der i forbindelse med en væsentlighedsvurdering ikke er krav om udtrykkelig angivelse eller vurdering af samtlige naturtyper og arter på udpegningsgrundlaget. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens konsekvensvurdering for så vidt angik Natura 2000-område nr. 68, Skjern Å, og henviste bl.a. til, at miljøkonsekvensrapportens undersøgelser af områdernes okkerklassificering og risikoen for udledning af okker i det nærliggende vandløb tog udgangspunkt i en worst case-udledning, hvor alle tre fundamenter skulle støbes på én gang, og hvor det oppumpede vand indeholdt okker. Nævnet lagde vægt på, at det fremgik, at der i en worst case-situation ville være minimal risiko for, at udledningen af okker ville påvirke laks, som var en del af udpegningsgrundlaget for Skjern Å, og at det endvidere var vurderet, at projektet med de fastsatte afværgeforanstaltninger hverken i sig selv eller i kumulation med andre projekter ville påvirke Natura 2000-området. Nævnet bemærkede i forbindelse med tilbageholdning og nedsivning af vand i lavninger, at det var beskrevet i miljøkonsekvensrapporten, at der var krav om tilladelse, hvor der kunne stilles betingelser i forbindelse med grundvandssænkning og udledning. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering vedr. miljøkonsekvensrapportens beskrivelse af projektets påvirkning af yngle- og rasteområder for bilag IV-arten odder. I forhold til påvirkningen af traner fandt nævnet, at vurderingen opfyldte lovens krav bl.a. henset til den beregnede kollisionsrisiko, tranens manøvreringsevne og de foretagne feltundersøgelser. Nævnet bemærkede videre, at planerne om et fremtidigt solcelleprojekt ikke var konkretiseret, og at kommunen derfor ikke var forpligtet til at inddrage dette i vurderingen af kumulative påvirkninger. For så vidt angik beskyttet natur fandt nævnet, at vurderingen opfyldte lovens krav, og henviste særligt til de fastsatte vilkår for grundvandssænkningen. Vedr. de visuelle påvirkninger bemærkede nævnet, at projektområdet delvist var omfattet af skovbyggelinjen, og at det havde været hensigtsmæssigt, at denne oplysning havde været beskrevet tydeligere i miljøkonsekvensrapporten. Nævnet fandt dog ikke, at miljøkonsekvensrapporten af den grund udgjorde et utilstrækkeligt grundlag for VVM-tilladelsen, idet kommunen havde oplyst, at man ikke så noget problem i at meddele den fornødne dispensation. Hertil bemærkede nævnet, at miljøvurderingslovens regler ikke er til hinder for, at myndigheden meddeler VVM-tilladelse til et projekt, selvom projektet helt eller delvist forudsætter yderligere tilladelser eller dispensationer efter anden lovgivning. På den baggrund stadfæstede nævnet kommunens VVM-tilladelse til opstilling af de tre vindmøller.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to principielle bemærkninger. For det første blev den første VVM-tilladelse til de tre vindmøller ophævet af klagenævnet i MRF 2022.218 Mfk med bemærkning om, at kommunen ved fornyet behandling af sagen skulle foretage en væsentlighedsvurdering, hvor der ikke blev taget afværgeforanstaltninger i betragtning. I den efterfølgende sag fremgår det af VVM-tilladelsens afsnit om påvirkning af Natura 2000-områder, at der er fastsat en række vilkår for projektet, som bl.a. skal afværge skadelige virkninger. Dette må sammenholdes med, at der ifølge sagens oplysninger blev udarbejdet en konsekvensvurdering for projektets påvirkning af Natura 2000-område nr. 68, Skjern Å, mens der for Natura 2000-område nr. 70, Mose ved Karstoft Å, beliggende ca. 600 m fra projektområdet kun blev udarbejdet en væsentlighedsvurdering. Kommunens VVM-tilladelse må formentlig forstås sådan, at afværgeforanstaltningerne kun er taget i betragtning i forhold til påvirkningen af Skjern Å, men afgørelsen efterlader tvivl herom, herunder når det afslutningsvis i det nævnte afsnit anføres, at det er kommunens vurdering, ”at afværgetiltagene betyder, at projektet ikke vil påvirke naturområdernes udpegningsgrundlag”. I det omfang kommunen har lagt vægt på afværgeforanstaltninger i forhold til Natura 2000-område nr. 70, er dette uforeneligt med den første afgørelse i MRF 2022.218 Mfk og den overvejende del af nævnets øvrige praksis, jf. bl.a. MRF 2021.183 Mfk og MRF 2023.311 Mfk. Derimod synes en noget anden forståelse at være lagt til grund i nævnets afgørelser om naturnationalparker, jf. MRF 2023.169 Mfk og MRF 2023.171 Mfk og hertil Pagh: TfM 2023, s. 357. Selv om EU-Domstolen i sag C-721/21 (MRF 2023.97) har åbnet for, at en væsentlighedsvurdering er tilstrækkelig, når afværgeforanstaltninger har karakter af standardkendetegn, er det oplagt, at denne mulighed ikke foreligger i ovennævnte sag om de tre vindmøller. Den anden overvejelse, som nævnets afgørelse giver anledning til, er, at den omhandlede VVM-tilladelse forudsætter, at der efterfølgende meddeles tilladelse til grundvandssænkning efter vandforsyningsloven, udledningstilladelse efter miljøbeskyttelsesloven samt dispensation fra skovbyggelinjen. Sådanne efterfølgende afgørelser vil imidlertid kræve en VVM-screening (og i øvrigt også en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsen), hvilket forekommer vanskeligt forenelig med, at VVM-tilladelsen giver projektherren ret til at gennemføre projektet. På dette punkt kan supplerende henvises til EU-Domstolens dom i sag C-535/18 (MRF 2020.5), der netop afviste, at der kunne meddeles VVM-tilladelse til et projekt med udsættelse af tilladelse til afledning af vand, og sag C-166/22 (MRF 2023.101) om bilag IV-arter. I lyset heraf er det noget overraskende, at klagenævnet i relation til skovbyggelinjen udtalte helt generelt, ”at der efter miljøvurderingslovens regler ikke er noget til hinder for, at myndigheden meddeler § 25-tilladelse til et projekt, selvom projektet helt eller delvist forudsætter yderligere tilladelser eller dispensationer efter anden lovgivning”.