MRF 2024.138
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 26. april 2024, j.nr. 22/10728
Jernbomme opsat på grusvej, der udgjorde en del af vandreruten Camønoen, udgjorde en hindring af offentlighedens adgang i strid med naturbeskyttelseslovens § 26, hvorfor nævnet ophævede kommunens ”afgørelse” om, at forholdet ikke var ulovligt. Nævnet udtalte, at kommunen ved fornyet behandling skulle iagttage kravene i handicapkonventionens art. 9 til tilgængelighed.
Sagen angik offentlighedens adgang til en grusvej på E’s ejendom, der udgjorde en del af vandreruten Camønoen på det nordlige Møn. På grusvejen var opsat en jernbom, og på den anden side af bommen delte vejforløbet sig i to vejspor, hvor det ene spor ledte til den øvrige del af ejendommen, og det andet spor ledte helt ned til kysten. Efter E’s oplysninger var bommen opsat i begyndelsen af 1980’erne, og før bommen havde der været opsat et skilt med teksten ”adgang forbudt”. Vordingborg Kommune traf i juni 2022 afgørelse om, at der ikke efter kommunens vurdering eksisterede et ulovligt forhold efter naturbeskyttelseslovens § 26, og anførte i den forbindelse, at kommunen ikke havde hjemmel til at skride ind som tilsynsmyndighed i forhold til handicapkonventionen. Afgørelsen blev påklaget af Friluftsrådet, der navnlig anførte, at jernbommen udgjorde en ulovlig hindring af offentlighedens adgang til den pågældende vej, idet bommen spærrede vejen, og der ikke var passagemulighed uden om bommen, og da bommen havde karakter af skræmmeskiltning. Friluftsrådet anførte endvidere, at kommunen ikke havde taget hensyn til handicapkonventionens art. 9 om tilgængelighed, da der ikke var sikret god passage for kørestole og lign. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde indledningsvis til grund som ubestridt, at der var tale om en permanent, gennemgående færdselsbane i naturbeskyttelseslovens forstand, og at vejen var beliggende i det åbne land, hvorfor naturbeskyttelseslovens § 26, stk. 1, fandt anvendelse. Herefter var det nævnets vurdering, at jernbommen udgjorde en hindring for offentlighedens adgang i strid med § 26, stk. 1, idet bommen var egnet til at give offentligheden det indtryk, at der ikke var adgang til at færdes ad vejen, og derved kunne bevirke, at offentligheden afstod fra at benytte vejen. Det kunne ikke føre til andet resultat, at der nær bommen var opsat en pæl med piktogram om Camømoen, eller at bommen i øvrigt kunne passeres ved, at man bukkede sig. Endelig udtalte nævnet, at kommunen som tilsynsmyndighed skulle sørge for, at forholdet blev lovliggjort, og ved genbehandlingen skulle iagttage handicapkonventionens krav til tilgængelighed. På den baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelse.
Kommentar: Afgørelsen følger for så vidt fast praksis, hvorefter klagenævnet anser sig for kompetent til at prøve klager om, hvorvidt der foreligger et ulovligt forhold efter naturbeskyttelsesloven, uanset at lovens § 78, stk. 1, ikke hjemler klageadgang over afgørelser om lovliggørelse af ulovlige forhold. I den konkrete sag havde det dog været mere korrekt, hvis nævnet havde beskrevet kommunens afgørelse som et afslag på at meddele påbud om fysisk lovliggørelse og ikke som en ”afgørelse” om, at jernbommen ikke var i strid med naturbeskyttelseslovens § 26. Dette skyldes, at kommunens afgørelse fremtrådte som et svar på en henvendelse fra Friluftsrådet, jf. herved FOB 2020-37 og kommentaren til MRF 2024.174 Mfk om vandløbsloven. Med hensyn til handicapkonventionen illustrerer afgørelsen, at danske myndigheder er underlagt almindelige fortolknings- og instruktionsregler, hvorefter dansk ret som udgangspunkt skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med Danmarks folkeretlige forpligtelser. Det gælder, uanset at denne supplering af adgangsreglerne ikke er anført i naturbeskyttelsesloven, men naturligvis kun i det omfang, at hensynet er relevant i den enkelte sag. Se også MRF 2024.145 Mfk om begrænsning af cykling og hunde på Kollerup Enge-stien.