MRF 2024.174
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. juni 2024, j.nr. 19/08483
Ophævet Egedal Kommunes ”afgørelse” efter vandløbslovens § 27, jf. § 31, om, at kommunen havde vedligeholdt to offentlige vandløb i overensstemmelse med det gældende regulativ, da kommunen ikke havde dokumenteret opfyldelse af vedligeholdelsespligten ift. grødeskæring.
Egedal Kommune traf i oktober 2019 afgørelse om, at kommunen i perioden 2007-2019 havde vedligeholdt de to offentlige vandløb Bredemose Renden og Tilløb til Bredemose Renden i overensstemmelse med det gældende vandløbsregulativ fra 2000. Af regulativet fremgik, at grødeskæring skulle udføres mindst tre gange om året i tre nærmere angivne perioder, og at grødeskæringen skulle udføres således, at grøden blev fjernet i vandløbets naturlige strømrende, og at grøden så vidt muligt blev skåret i bund. Om de to vandløb fremgik i øvrigt, at disse skulle skæres i en strømrendebredde på 40-50 cm. Af kommunens afgørelse fremgik, at kommunen hvert år havde foretaget den første og den tredje grødeskæring i begge vandløb i overensstemmelse med regulativet. I forhold til den anden grødeskæring havde kommunen hvert år vurderet, om den regulativmæssige strømrende var til stede, og såfremt strømrenden ikke var til stede, foretaget den anden grødeskæring. Som dokumentation for vedligeholdelsen havde kommunen vedlagt vandløbsjournaler fra 2011 og 2013-2019, idet kommunen oplyste, at grødeskæringen var foretaget på samme måde i de øvrige år, men at kommunen ikke var i besiddelse af vandløbsjournalerne fra 2007-2010 og 2012. Kommunen fremlagde endvidere en række billeder optaget i forskellige år. Afgørelsen blev påklaget af en bredejer. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at vedligeholdelse af offentlige vandløb påhviler vandløbsmyndigheden (kommunen), og at vedligeholdelsespligten indebærer, at det enkelte vandløbs skikkelse eller vandføringsevne ikke må ændres, medmindre andet er fastsat i vandløbsregulativet, jf. vandløbslovens § 27, jf. § 31. Det følger heraf, at vandløbsregulativet udgør det retlige grundlag for administration og forvaltning af det enkelte vandløb, og at kravene til f.eks. grødeskæring i regulativet er bindende for kommunen. Nævnet fandt, at kommunen på afgørelsestidspunktet ikke havde dokumenteret, at kommunen havde opfyldt sin vedligeholdelsespligt for så vidt angik grødeskæring i de to vandløb i perioden 2007-2019. Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå dokumentation for årene 2007-2010 og 2012, og at der af den fremlagte dokumentation for 2011, 2013-2016 og 2019 ikke fremgik nogen vurdering af behovet for den anden grødeskæring. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af den fremlagte dokumentation for 2011 og 2013-2018, at kommunen for så vidt angik det ene vandløb enten ikke havde grødeskåret på samtlige strækninger (2011 og 2014), eller at mindst en af grødeskæringerne i de to vandløb var foretaget for sent i forhold til, hvad der fremgik af regulativet (2013-2018). Endelig lagde nævnet vægt på, at der i vandløbsjournalen fra 2011 ikke fremgik oplysninger om en tredje grødeskæring i de to vandløb, og at det ikke fremgik af vandløbsjournalen fra 2016, hvornår den første grødeskæring af det ene af vandløbene havde fundet sted. På den baggrund ændrede nævnet kommunes afgørelse til, at kommunen på afgørelsestidspunktet ikke fuldt ud havde dokumenteret at have opfyldt sin vedligeholdelsespligt for så vidt angik grødeskæring i perioden 2007-2019.
Kommentar: Meningen med afgørelsen og henvisningen til vandløbslovens § 31 er at tydeliggøre, at kommunen ikke har godtgjort, at den har opfyldt sin vedligeholdelsespligt. Dette er imidlertid en sammenblanding af regler, da vandløbslovens § 31 alene bestemmelser, at kommunen for offentlige vandløb skal overholde sin vedligeholdelsespligt af vandløb, hvilket efter loven skal påses af kommunen selv som vandløbsmyndighed. Hvis kommunen som vandløbsmyndighed mener, at pligten er opfyldt, skal kommunen afslå at meddele påbud til sig selv efter vandløbslovens § 54, mens kommunen skal meddele påbud efter § 54, hvis vedligeholdelsespligten ikke er opfyldt. Hvis en berørt lodsejer er uenig i, at kommunen har opfyldt sin vedligeholdelsespligt af vandløbet, kan lodsejeren påklage afslaget på at meddele påbud til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Dette er sket i denne sag, som derfor ikke angår en afgørelse efter vandløbslovens § 31, men en afgørelse efter vandløbslovens § 54, jf. FOB 2020-37, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet blev underkendt i afvisningen af en klage. Det kan på denne baggrund undre, at klagenævnet fortsat har problemer med at anvende reglerne korrekt. Mener lodsejeren at have lidt et tab som følge af mangelfuld vedligeholdelse af vandløbet, kan lodsejeren i øvrigt indbringe spørgsmålet for taksationskommissionerne under vejloven, der efter vandløbslovens § 73 fastsætter erstatning i disse sager.