MRF 2024.120
Planklagenævnets afgørelse af 2. juli 2024, j.nr. 24/04534
Afslag på genoptagelse af Planklagenævnets afvisning af behandling af klage over påbud i sag om lovliggørelse af lokalplanstridigt forhold, da afslag på dispensation ikke var påklaget, og da klagepunkterne vedrørende kommunens sagsbehandling og hvorvidt der forelå et ulovligt forhold ikke kunne prøves ved et påklaget påbud. Nye klagepunkter der ikke var gjort gældende i den oprindelige klagesag, kunne ikke begrunde genoptagelse.
I december 2022 meddelte Halsnæs Kommune afslag på lovliggørende dispensation fra en lokalplan til etablering af en overkørsel på en ejendom i Ølsted. Afslaget blev ikke påklaget. I marts 2023 meddelte kommunen påbud til ejendommens ejer E om at lovliggøre overkørslen. E påklagede påbuddet og anførte, at kommunen ikke havde redegjort tilstrækkeligt for de planlægningsmæssigt relevante hensyn, som kommunen havde lagt vægt på, og at kommunen ikke havde overholdt officialprincippet. Ved afgørelse af 5. april 2024 (j.nr. 23/05001) afviste Planklagenævnet klagen med henvisning til, at E’s klagepunkter ikke vedrørte lovliggørelsespåbuddet, men derimod den bagvedliggende afgørelse fra december 2022 om afslag på lovliggørende dispensation til overkørslen. Da afslaget ikke var påklaget eller indbragt for domstolene, stod det ved magt, og nævnet fandt derfor ikke at kunne efterprøve, hvorvidt forholdet var i strid med lokalplanen, eller om afslaget led af retlige mangler. E anmodede efterfølgende Planklagenævnet om at genoptage sagen og henviste til, at klagen omhandlede påbuddet og ikke afslaget på dispensation, og at nævnet burde have taget stilling til, hvorvidt der havde været hjemmel til påbuddet uafhængigt af, om der var meddelt afslag på dispensation. E henviste til, at lovliggørelsespåbud forudsatte, at lokalplanen kunne håndhæves, og at det var uklart, om faktum i sagen understøttede, at der var sket overtrædelse af lokalplanen. Planklagenævnet (formanden) fandt ikke, at nævnet havde begået væsentlige sagsbehandlingsfejl i forbindelse med afvisningen af E’s klage, der kunne begrunde en genoptagelse. Med henvisning til MRF 2021.95 V bemærkede nævnet, at nævnet kun har mulighed for at tage stilling til afgørelser, som påklages, og at nævnets prøvelse i en klage, som alene vedrører et påbud, der baserer sig på en tidligere afgørelse om, at forholdet er i strid med lokalplanen, ikke kan vedrøre den tidligere afgørelse, men alene selve påbuddet. Da der ikke ved påbuddet var truffet ny afgørelse om afslag på dispensation, og da afslaget ikke var påklaget, kunne nævnet ikke behandle klagepunktet om, at forholdet var i overensstemmelse med lokalplanen, eller at kommunen havde begået fejl i forbindelse med den tidligere afgørelse. På den baggrund afslog nævnet E’s anmodning om genoptagelse med bemærkning om, at klagers bemærkninger i genoptagelsesanmodningen om, at påbuddet var uklart og mangelfuldt begrundet, ikke var gjort gældende i den oprindelige klagesag, og derfor ikke kunne give anledning til genoptagelse.
Kommentar: Planklagenævnets afvisning af klagen over lovliggørelsespåbuddet og det efterfølgende afslag på anmodningen om genoptagelse er på linje med landsrettens dom i MRF 2021.95 V og f.eks. MRF 2022.229 Pkn, men sammenlign MRF 2022.27 V med kommentar. Som anført i kommentaren til MRF 2021.95 V har denne praksis imidlertid flere uheldige følger. For det første forekommer det noget arbitrært, at det kan være afgørende for klagers retsstilling, om kommunen i den enkelte sag vælger at formulere afslaget på lovliggørelse og påbuddet om fysisk lovliggørelse som en samlet afgørelse eller som to adskilte afgørelser. For det andet er selve tanken med rekursordningen at give borgerne en forholdsvis let, hurtig og billig adgang til prøvelse af førsteinstansens afgørelser. Den nævnte praksis modvirker disse hensyn, fordi det for mange borgere vil være nødvendigt allerede fra et tidligt tidspunkt at antage en advokat for at sikre, at alle relevante afgørelser påklages rettidigt, og at de rigtige klagepunkter gøres gældende fra begyndelsen af hensyn til en eventuel senere retssag. For det tredje ville E i en situation som den ovenstående uanset klage- og søgsmålsfrister kunne opnå en prøvelse af afslaget på dispensation under en efterfølgende straffesag, såfremt E nægter at efterkomme lovliggørelsespåbuddet. Udover at sådanne straffesager næppe er befordrende for retssystemets effektivitet, er det uheldigt, at en borger ved at udsætte sig for risikoen for straf kan opnå en bedre prøvelse, end hvis der anlægges civilt søgsmål. Disse spørgsmål kan dog næppe løses gennem praksis, men bør indgå i overvejelser om, hvordan den danske rekursordning og domstolsprøvelse af forvaltningsakter tilrettelægges mest hensigtsmæssigt.