MRF 2024.103
Planklagenævnets afgørelse af 26. april 2024, j.nr. 24/02128
Afvist klage over Viborg Kommunes vedtagelse af tillæg til planstrategi efter planlovens § 23 a, der skulle anvendes til ansøgning til ministeren om udlæg af nyt sommerhusområde ved Hjarbæk efter planlovens § 5 b, stk. 4, da klagen ikke indeholdt retlige spørgsmål vedrørende kommunens afgørelse.
Viborg Kommune vedtog den 24. januar 2024 tillæg 2 til planstrategi 2024, Udvikling i kystnærhedszonen, hvilket udpegede et nyt sommerhusområde i tilknytning til en campingplads og et eksisterende sommerhusområde ved Fjordalen i Hjarbæk. Tillæggets funktion var at udgøre en del af grundlaget for en ansøgning til By-, Land- og Kirkeministeriet med henblik på udpegning af sommerhus- og udviklingsområder i et landsplansdirektiv. Vedtagelsen af tillægget blev påklaget af en forening, der navnlig anførte, at det udgjorde ”en dårlig idé” at udlægge et nyt sommerhusområde ved Hjarbæk, at byggeriet ville ligge inden for kystnærhedszonen og kirkebyggelinjen, og at tillægget ville hindre offentlighedens adgang til kysten. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at nævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål ved klage over en kommunes afgørelse efter planloven, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, hvilket i forhold til nævnets prøvelse af planer betyder, at nævnet kan tage stilling til, om planvedtagelsen er sket i overensstemmelse med de retningslinjer, der findes i lovens kap. 6. Nævnet kan derimod ikke kunne prøve planers hensigtsmæssighed. Videre bemærkede nævnet, at nævnet ikke har kompetence til at vurdere, om offentlighedens adgang til kysten sikres, eller om der findes særlige landskabs- og kulturinteresser, der medfører, at et område ikke kan udlægges til sommerhusområde efter planlovens § 5 b, stk. 4. Nævnet bemærkede, at kompetencen hertil tilkom kommunen i forbindelse med vedtagelse af tillægget. I forhold til den konkrete sag bemærkede nævnet videre, at tillægget blot udgjorde en indstilling til ministeren, der foretog en vurdering af det område, som kommunen ønskede udlagt, og som herefter ved landsplandirektiv kunne udlægges som sommerhusområde, hvilket ikke kan påklages til nævnet. Med henvisning til, at klagen ikke indeholdt retlige spørgsmål vedr. kommunens afgørelse, afviste nævnet at behandle klagen.
Kommentar: Afgørelsen vedrører den ganske komplicerede beslutningsgang, der er etableret med planlovens § 23 a om planstrategi sammenholdt med den særlige ordning, der er fastsat i planlovens § 5 b om planlægning for bl.a. nye sommerhusområder i kystnærhedszonen. Kommunens afgørelser om planstrategi og ændringer af denne efter planlovens § 23 a kan indbringes for Planklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål, jf. MRF 2021.372 Pkn, hvor Planklagenævnet ophævede tillæg til Frederikshavn Kommunes planstrategi grundet manglende væsentlighedsvurdering efter planhabitatbekendtgørelsen. Se tilsvarende MRF 2021.363 Pkn, hvor Holstebro Kommunes planstrategi blev ophævet grundet mangler i væsentlighedsvurderingen efter planhabitatbekendtgørelsen, som kunne føre til, at SMV-screening efter miljøvurderingslovens § 10 ikke var tilstrækkelig. Den omstændighed, at der i planlovens § 5 b, stk. 4, stilles krav til indholdet af planstrategi for at søge ministeren om udlægning af område ved landsplandirektivet, ændrer således ikke ved, at kommunens vedtagelse af en planstrategi er en afgørelse efter planloven, som kan indbringes for Planklagenævnet. Prøvelsen kan imidlertid forekomme noget meningsløs, når der bortses fra prøvelsen af miljøvurderingen af strategien, da strategien i disse tilfælde alene er en betingelse for at søge ministeren om landsplandirektiv, hvorfor resultatet af prøvelsen på forhånd er givet, medmindre der er forvaltningsprocessuelle mangler ved vedtagelsen. Når klagen i ovennævnte sag blev afvist, skyldes det således ikke, at kommunens planstrategi ikke kan indbringes for Planklagenævnet, men derimod at klager ikke havde fremsat klagepunkter, der faldt inden for nævnets kompetence til at prøve retlige spørgsmål ved planvedtagelsen, hvilket efter nævnets praksis fører til afvisning, jf. f.eks. MRF 2022.130 Pkn om et § 14-forbud.