MRF 2024.100

Planklagenævnets afgørelse af 16. april 2024, j.nr. 22/08689

Ikke medhold i klage over miljøvurdering af lokalplan og kommuneplantillæg, der muliggjorde udvidelse af bioteknologivirksomhed, da det var vurderet, at udledning af kvælstof i Roskilde Fjord ikke ville påvirke Natura 2000-område væsentligt. Udledning af fosfor skulle ikke inddrages i miljørapporten.

Hillerød Kommune vedtog i juni 2022 efter forudgående miljøvurdering lokalplan nr. 471, Fujifilm Diosynth, og kommuneplantillæg nr. 1 til kommuneplan 2021. Planerne muliggjorde udvidelse af en eksisterende bioteknologivirksomhed, der var beliggende i et større erhvervsområde i den sydvestlige del af Hillerød. Planområdets overfladevand blev afledt via Havelse Å, der havde udløb i Roskilde Fjord og var en del af Natura 2000-område N136, Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov. Det fremgik af miljørapporten, at udbygningen af virksomheden ville medføre en øget udledning af kvælstofoxider fra kedelanlæg, men at der ville ske en minimal stigning af kvælstofdepositionen, som var vurderet ikke at ville have nogen effekt på habitatnaturtyperne eller Natura 2000-områderne. Da det regnvand, der skulle udledes i Havelse Å blev renset i henhold til BAT, var det vurderingen, at der ikke ville ske en merbelastning af Roskilde Fjord, og at projektet derfor ikke ville forringe vådområdernes tilstand eller forhindre målopfyldelse. Det var sammenfattende vurderet, at projektet kunne gennemføres uden væsentlig påvirkning af Natura 2000-områder. Miljøvurderingen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening (DN), der navnlig anførte, at lokalplanen ville medføre en ukompenseret merforurening af fjorden, hvormed planen var i strid med § 8 i bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vådområder. DN henviste til, at det var irrelevant at se på koncentrationer af kvælstof og fosfor, men at der skulle ses på den totalt udledte mængde, jf. vandområdeplaner 2015-2021, og at merudledning ved projektet ville have skadelig virkning på fjorden, hvilket var i strid med habitatdirektivet. Planklagenævnet (formanden) fandt i sagen anledning til at tage stilling til, om miljøvurderingslovens minimumskrav til miljøvurdering var opfyldt i forhold til kvælstof- og fosforudledning. Nævnet henviste indledningsvis til miljørapporten, hvoraf fremgik, at udledning fra området med en koncentration på 1,2 mg N/I ikke ville forringe vandmiljøet eller forhindre målopfyldelse i Roskilde Fjord, og at projektet kunne gennemføres uden væsentlig påvirkning af Natura 2000-områder. Videre havde kommunen i forbindelse med klagesagen uddybet vurderingen vedr. udledning og vurderet, at realisering af planen ikke ville medføre merudledning af kvælstof i fjorden. På denne baggrund fandt nævnet, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering. Nævnet lagde herved vægt på, at kommunens vurdering forudsatte, at der var en koncentration på 1,2 mg N/I i det regnvand, der i dag afledtes fra de ubefæstede arealer, og at dette udgjorde en ”konservativ betragtning” af koncentrationen. I forhold til udledning af fosfor fandt nævnet, at der ikke var grundlag for at antage, at udledningen ville have en sandsynlig væsentlig indvirkning på miljøet, som kommunen skulle have inddraget i miljørapporten. Herved lagde nævnet bl.a. vægt på, at der i vandområdeplaner 2021-2027 ikke var fastsat indsatsbehov for fosfor for vandområdet Roskilde Fjord. På denne baggrund fandt nævnet, at kommunen havde overholdt miljøvurderingslovens minimumskrav til indholdet af en miljørapport, hvorfor nævnet ikke kunne give medhold i klagen.

Kommentar: Afgørelsen illustrerer et tilbagevendende problem med sammenblanding af miljøvurderingslovens regler om miljøvurdering af planer (SMV) henholdsvis af projekter (VVM) sammenholdt med de forhold, som kan reguleres ved lokalplan og lokalplanens retsvirkning. Der er ikke i planloven hjemmel til, at en lokalplan kan regulere spildevandsudledning, og selvom påvirkning fra den spildevandsudledning, som en lokalplan må forventes at medføre, skal belyses i miljøvurderingen af lokalplanen, kan der ikke i lokalplanen tages stilling hertil, da spildevandsudledningen må reguleres enten i tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28 eller i miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33, der så samtidig udgør VVM-tilladelsen til projektet, jf. miljøvurderingsbekendtgørelsens § 10. Så selvom en lokalplan efter planlovens § 13, stk. 1, ikke må være i modstrid med indsatsplan efter vandplanloven og Natura 2000-plan, udgør lokalplanen ikke en endelig stilling til spildevandsudledningen, hvilket i en sag som den foreliggende må ske i VVM-tilladelsen eller miljøgodkendelsen. Miljøvurderingen af lokalplanen kræver derfor, at de potentielle påvirkninger af lokalplanen er belyst, men kræver ikke, at der ved lokalplanens vedtagelse er sikkerhed for, at der efterfølgende kan meddeles tilladelse til projektet efter miljøbeskyttelsesloven. I denne sag har Miljøstyrelsen efter afgørelsens oplysninger meddelt miljøgodkendelse til udvidelsen af virksomheden efter forudgående miljøkonsekvensrapport, der ligeledes er påklaget, men denne klagesag er så vidt ses endnu ikke (i august 2024) afgjort af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det kan i øvrigt bemærkes, at den oprindelige tilladelse til virksomheden Biogen (nu Fujifilm Diosynth) blev meddelt med betydelige mangler i VVM-vurderingen, der ikke omfattede behov for vandindvinding og spildevandsudledning. Det daværende Naturklagenævnet fandt imidlertid ikke, at manglerne kunne føre til ugyldighed, da nævnets flertal fandt, at det var kommunale opgaver, hvor man kunne forvente en betryggende løsning fra kommunen (MAD 2002.313 Nmk). Afgørelsen afstedkom en åbningsskrivelse fra Kommissionen, som det bl.a. fremgår af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse i MAD 2011.2768 Nmk (NMK-34-00078). Om Planklagenævnets praksis, hvorefter der kan klages selvstændigt over en miljøvurdering af et planforslag, og hvor miljøvurdering i tilfælde af mangler kan erklæres for ugyldig, se MRF 2021.79 Pkn, MRF 2022.63 Pkn, MRF 2022.228 Pkn og MRF 2023.221 Pkn med kommentarer. Se også MRF 2024.112 Pkn, hvor et enstemmigt Planklagenævn fandt, ”at miljøvurderingslovens minimumskrav til en miljørapport ikke er opfyldt, og miljøvurderingen lider derfor af en væsentlig retlig mangel og er ugyldig”.

Link til afgørelsen.