MRF 2023.86/2
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. marts 2023, j.nr. 21/09676
Stadfæstet Bornholm Kommunes afgørelse om biologisk overdrev på landmands ejendom med tilretning af afgrænsningen, da luftfotos sandsynliggjorde, at der fra 1999 til 2014 ikke var drevet intensiv landbrug, uden det kunne tillægges betydning, at arealet var drevet ekstensivt som bl.a. økologisk landbrug.
Bornholms Regionskommune traf den 12. juli 2021 afgørelse om, at et areal på E’s ejendom var biologisk overdrev omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Ejendommen udgjorde 17,7 ha, hvoraf registreringen dækkede et areal på ca. 1,4 ha. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at kommunen ikke havde inddraget E’s oplysninger om dyrkningshistorik, at arealet var dyrket fra 1993 til 2007, hvorefter jorden blev bortforpagtet, og at forpagter havde dyrket jorden siden. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at det omhandlede areal var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 som beskyttet overdrev. Nævnet lagde vægt på, at arealet havde en beliggenhed, som er karakteristisk for naturtypen, da arealet lå på en sandet bakketop med skrånende terræn mod nordvest og syd. Nævnet lagde endvidere særlig vægt på de tilgængelige luftfotos, der ifølge nævnet viste, at arealet i perioden 1999-2014 havde været uden intensiv drift, med bemærkning om, at nævnet tillægger luftfotos betydelig vægt, hvis fotomaterialet på en overbevisende måde sandsynliggør, at der er tale om en beskyttet naturtype. Nævnet fandt imidlertid, at en bræmme i den sydlige del af overdrevsregistreringen samt et hjørne i den nordvestlige del af registreringen ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås at opfylde kriterierne for beskyttet overdrev. Nævnet lagde herved vægt på, at hjørnet mod nordvest på luftfotos i 1999, 2002, 2005, 2006, 2008, 2010, 2012 og 2014 og bræmmen mod syd på luftfotos i 1995, 1999, 2004, 2005, 2006, 2008, 2010, 2012 og 2014 fremstod mere mørkegrønt og homogent, som muligt gødsket og med høslæt. Nævnet fandt derfor, at registreringen burde tilrettes. Det forhold, at arealet havde været drevet økologisk og efter gældende regler, kunne ikke føre en til anden vurdering, idet nævnet henviste til, at et areals beskyttelse som biologisk overdrev efter naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4, afhænger af vegetation, jordbund, landskabelige forhold og dyrkningshistorik. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede på denne baggrund afgørelsen med den mindre tilretning af afgrænsningen af det beskyttede overdrev.
Kommentar: Afgørelsen fra nævnet giver indtryk af, at kommunen har truffet en ”afgørelse” om, at en bestemt del af landmandens mark er beskyttet overdrev omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, fordi arealet ifølge kommunen og nævnet var et biologisk overdrev i 2014, hvilket begrundes med vegetation, og at der i den periode ikke var intensiv drift. Hvis dette faktum lægges til grund, kan kommunen varsle lovliggørelsespåbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, med oplysning om, at der kan søges dispensation fra § 3, men kommunen kan ikke træffe afgørelse om, at arealet er § 3, men enten foretage registrering eller træffe en procesledende beslutning i forbindelse med et lovliggørelsespåbud. Miljø- og Fødevareklagenævnet burde derfor have tydeliggjort, at når det drejer sig om et areals status i forhold til § 3, kan der kun ske en vejledende registrering, jf. MRF 2023.80 Mfk, der ligeledes omhandlede et biologisk overdrev. Det er muligt, at Bornholms Regionskommune har været inspireret af den model, som Miljø- og Fødevareklagenævnet accepterede i MRF 2023.90 Mfk, hvor en ejers klage over et lovliggørelsespåbud blev afvist, fordi registreringen ikke var påklaget, hvortil må bemærkes, at den i MRF 2023.90 Mfk anførte forståelse af § 3-registreringens retsvirkning er i modstrid med både forarbejder og tidligere praksis. Den juridiske vurdering af biologiske overdrev i den foreliggende afgørelse i sagen fra Bornholm forekommer i øvrigt umulig at forene med MRF 2023.80 Mfk, hvor Holbæk Kommunes registrering af biologisk overdrev blev ophævet, fordi det ikke kunne udelukkes, at der havde været ekstensiv drift frem til 2011. I den foreliggende sag synes der at have været enighed om, at der hele tiden havde været ekstensiv drift, hvilket efter nævnets begrundelse i MRF 2023.80 Mfk måtte føre til, at arealet ikke havde retlig status som biologisk overdrev. Se tillige MRF 2023.67/2 Mfk, hvor et afslag på dispensation fra § 3 til en parkeringsplads blev ophævet, fordi kommunen alene havde henvist til den vejledende registrering.