MRF 2023.90
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. marts 2023, j.nr. 22/05264
Afvist grundejers klage over lovliggørelsespåbud om retablering af § 3-beskyttet natur, da kommunens tidligere afgørelse om § 3-registering ikke var påklaget til nævnet, og påbuddet derfor var en tilsynsafgørelse omfattet af naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, 2. pkt.
Den 6. maj 2021 rettede grundejeren E henvendelse til Viborg Kommune, da E ønskede oplyst, om nogle arealer på E’s ejendom var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunen svarede den 11. maj 2021, at arealerne umiddelbart var beskyttede, men at de skulle besigtiges. Efter i juni 2021 at have besigtiget E’s ejendom traf kommunen den 22. december 2021 afgørelse om, at de omhandlede arealer skulle registreres som beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Af afgørelsen fremgik bl.a., at kommunen på baggrund af historiske fotos, besigtigelsen og E’s oplysninger vurderede, at arealerne opfyldte betingelserne for at være § 3-beskyttet, og at omlægning af endofytgræs var en væsentlig ændring af naturtilstanden i strid med § 3. Afgørelsen indeholdt samtidig varsel om lovliggørelsespåbud til E og en klagevejledning. Den 21. marts 2022 meddelte kommunen med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, påbud om retablering af naturarealerne på E’s ejendom ved at fjerne tilførte næringsstoffer og endofytgræsdække og ophøre med pløjning, gødskning, omlægning og tilsåning af arealerne. Af påbuddet fremgik bl.a., at E havde meddelt kommunen, at E ikke ønskede at søge om retlig lovliggørelse, men at E var af den opfattelse, at kommunen ikke havde overholdt fristen på 4 uger efter den dagældende naturtypebekendtgørelses (2018/1067) § 9 for besvarelse af E’s forespørgsel om, hvorvidt arealet var beskyttet. E påklagede påbuddet og gjorde gældende, at arealerne ikke var § 3-beskyttet, da de havde været drevet intensivt med hyppig slåning de sidste 30 år, at der burde meddeles lovliggørende dispensation til omlægningen, at påbuddet var i strid med proportionalitetsprincippet, og at kommunen havde overskredet 4-ugersfristen i naturtypebekendtgørelsens § 9. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at kommunen den 22. december 2021 havde truffet afgørelse om registrering af de omhandlede arealer i medfør af naturbeskyttelseslovens § 3, herunder at omlægning til endofytgræs var en dispensationskrævende tilstandsændring i strid med beskyttelsen. Denne afgørelse blev ikke påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Nævnet fandt herefter, at kommunens påbud af 21. marts 2022 om retablering af beskyttet natur var truffet som led i kommunens tilsynsvirksomhed, idet kommunen med afgørelsen havde fastslået, at der skulle ske fysisk lovliggørelse. Nævnet havde derfor ikke kompetence til at behandle klagen, jf. naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, 2. pkt., idet nævnet bemærkede, at spørgsmålet om passivitet efter naturtypebekendtgørelsens § 9 ikke vedrørte det påklagede påbud, men derimod relaterede sig til kommunens registreringsafgørelse fra december 2021, som ikke var påklaget til nævnet. Nævnet afviste på den baggrund E’s klage over påbuddet.
Kommentar: Efter naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, 2. pkt., kan afgørelser efter § 73, stk. 5, dvs. tilsynsmyndighedens afgørelse om at foranledige ulovlige forhold lovliggjort, ikke påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Uanset denne bestemmelse er det i skiftende klagenævns faste praksis antaget, at ejeren af en ejendom i en sag om et lovliggørelsespåbud efter § 73, stk. 5, kan få prøvet, om der foreligger et ulovligt forhold, herunder om det pågældende areal er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og om et konkret indgreb udgør en tilstandsændring i strid med § 3. Afgørelsen i ovennævnte sag synes at bryde med denne praksis og må formentlig forstås sådan, at nævnet tillagde den upåklagede registreringsafgørelse af 22. december 2021 positiv retskraft under den efterfølgende klagesag om lovliggørelsespåbuddet for så vidt angik spørgsmålet om, hvorvidt der forelå et ulovligt forhold. Dette er problematisk, al den stund at registreringen kun er vejledende, og den endelige afgørelse af, om et areal er omfattet af § 3, først sker, når der opstår en konkret sag. Selvom den overvejende del af klagenævnspraksis antager, at sådanne registreringsafgørelser kan påklages, er det for vidtgående at slutte heraf, at manglende klage medfører, at registreringen får retskraft under en senere sag om f.eks. afslag på lovliggørende dispensation eller påbud om fysisk lovliggørelse. I ovenstående sag var det særligt problematisk, fordi kommunen tilsyneladende ikke havde taget stilling til, om omlægningen kunne retligt lovliggøres, hvilket ellers er en betingelse for at meddele påbud om fysisk lovliggørelse, jf. senest MRF 2023.33 Ø. Sagen havde således stået anderledes, hvis Viborg Kommune havde afslået lovliggørende dispensation, og E ikke havde påklaget denne afgørelse. I så fald havde spørgsmålet om, hvorvidt omlægningen udgjorde en tilstandsændring i strid med naturbeskyttelseslovens § 3, været retskraftigt afgjort under den efterfølgende lovliggørelsessag, jf. MRF 2021.95 V, der vedrørte planloven.