MRF 2023.296
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 11. oktober 2023, j.nr. 22/06179
Stadfæstet Kystdirektoratets VVM-tilladelse efter kystbeskyttelsesloven til 25 pælebårne huse på søterritoriet som led i Feriebyen Sukkerfabrikken Møn, da der ikke var grundlag for at tilsidesætte væsentlighedsvurderingen af Natura 2000-områder, som tog udgangspunkt i den væsentlighedsvurdering, som nævnet i MRF 2021.59 Mfk ikke havde tilsidesat.
Sagen angik projektet Feriebyen Sukkerfabrikken Møn, der omfatter et større landareal og et område på søterritoriet, hvor der skal etableres bl.a. 25 pælebårne træhuse på søterritoriet. Projektområdet er beliggende ca. 600 m henholdsvis 800 m fra to Natura 2000-områder. Efter at Miljø- og Fødevareklagenævnet i MRF 2021.59 Mfk underkendte Kystdirektoratets screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 af projektets kystdel, blev der udarbejdet miljøkonsekvensrapport og gennemført offentlig høring, hvorefter Kystdirektoratet i maj 2022 meddelte tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2 (der samtidig udgør VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25) til opførelse af 25 pælebårne træhuse, træbro/pier, strandareal med afsluttende stenmole og offentlig badeanstalt på søterritoriet. Tilladelsen blev meddelt på en række vilkår. Kystdirektoratet besluttede ved samme lejlighed, at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet efter reglerne i habitatbekendtgørelsen for søterritoriet (kysthabitatbekendtgørelsen). Afgørelsen blev påklaget af en lokal forening, der bl.a. gjorde gældende, at miljøkonsekvensrapporten var mangelfuld, og at der skulle have været gennemført en konsekvensvurdering af projektets påvirkning af Natura 2000-områder, bl.a. fordi væsentlighedsvurderingen var baseret på afværgeforanstaltninger. Bygherren anmodede om, at nævnet ophævede opsættende virkning af klagen, hvilket Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog den 15. marts 2023 med henvisning til projektets omfang og kompleksitet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at nævnet var afskåret fra at prøve, om væsentlighedsvurderingen af Natura 2000-området var tilstrækkelig, eller om der skulle være gennemført en habitatkonsekvensvurdering, da dette beroede på en skønsmæssig afvejning. Herefter fandt nævnet anledning til at behandle fire forhold, nemlig (1) direktoratets inddragelse og høring af offentligheden, (2) tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven og vilkårene, (3) miljøvurderingen af projektet og (4) væsentlighedsvurderingen. Hvad angik inddragelsen af offentligheden fandt nævnet, at direktoratet havde iagttaget kystbeskyttelseslovens og miljøvurderingslovens høringskrav, da der havde været en høringsperiode på 8 uger. For så vidt angik tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven vurderede nævnet, at direktoratet havde foretaget en konkret faglig vurdering af det ansøgte projekt på baggrund af konkrete oplysninger, herunder på baggrund af landskabelige forhold og foreneligheden med kystlandskabet. I øvrigt havde direktoratet inddraget miljørapporten, som konkluderede, at der ikke var væsentlige miljømæssige forhold, der talte mod projektet. Samlet set var det nævnets vurdering, at direktoratet havde truffet afgørelse inden for dets kompetence. I forhold til miljøvurderingen fandt nævnet, at miljørapporten i et tilstrækkeligt omfang belyste projektets forventede væsentlige indvirkninger på miljøet med henvisning til, at der var foretaget en konkret vurdering ift. afgrænsning af miljøemner ud fra deres forventede væsentlige påvirkning, og da rapporten i øvrigt opfyldte lovens krav. Endelig for så vidt angik spørgsmålet, om væsentlighedsvurderingen var tilstrækkelig, bemærkede nævnet, at nævnet i MRF 2021.59 Mfk ikke havde givet medhold i et klagepunkt om, at der ikke skulle udarbejdes en habitatkonsekvensvurdering for projektet, at væsentlighedsvurderingen i den foreliggende sag tog udgangspunkt i den tidligere væsentlighedsvurdering, og at der ikke var sket ændringer i projektet i forhold til det projekt, nævnet havde taget stilling til i 2021, foruden en mindre projekttilpasning ved etablering af strandarealet med stenkastning frem for spuns. Hertil kom, at det i væsentlighedsvurderingen var beskrevet, at undervandsstøj ved fundering og nedramning af pæle til pælehusene ville ske over en begrænset og midlertidig periode på 40 dage, og at den forventede udbredelse af undervandsstøjen i anlægsfasen ville være lokal og begrænset. Da væsentlighedsvurderingen var opdateret og efter nævnets opfattelse ikke forudsatte afværgeforanstaltninger, fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen og stadfæstede på denne baggrund Kystdirektoratets tilladelse.
Kommentar: Afgørelsen vedrører etablering af en større ferieby ved Møn under den særlige forsøgsordning efter planlovens § 5 for kystnære turismeprojekter, hvor klagenævnet samme dag i MRF 2023.297 Mfk tiltrådte kommunens VVM-tilladelse til landdelen af projektet, og nævnet i MRF 2023.74 Mfk afviste opsættende virkning af klage. Selv om tilladelsen efter kystbeskyttelseslovens § 16 a samtidig udgør en VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, hvor klage ikke som udgangspunkt har opsættende virkning, er klager over tilladelser efter kystbeskyttelseslovens § 16 a som udgangspunkt tillagt opsættende virkning, og klagenævnet afviste den 15. marts 2023 at ophæve klagens opsættende virkning i ovennævnte sag. Sagens mest interessante spørgsmål var, om det for et så omfattende projekt etableret tæt ved to Natura 2000-områder er tilstrækkeligt med en væsentlighedsvurdering, hvilket nævnet fandt måtte besvares bekræftende bl.a. under hensyn til nævnets udtalelse ved hjemvisningen i MRF 2021.59 Mfk og de supplerende vurderinger, der var gennemført. Denne del af afgørelsen forekommer ikke overbevisende og ses ikke afstemt med, at det tidligere Natur- og Miljøklagenævn i MAD 2016.286 Nmk enstemmigt ophævede Naturstyrelsens dispensation efter naturbeskyttelsesloven til et feriecenter på Als udlagt under den tilsvarende forsøgsordning under planlovens § 5, fordi der ikke var gennemført en konsekvensvurdering af det nærliggende marine Natura 2000-område. Nævnets udlægning synes endvidere i modstrid med formålet med væsentlighedsvurderingen, som netop er en foreløbig vurdering. Når der gennemføres yderligere undersøgelser, taler dette for, at en konsekvensvurdering er nødvendig. Men hvis nævnet modsat anlægger den opfattelse, som blev lagt til grund ved tilladelser til naturnationalparker (MRF 2023.170 Mfk og MRF 2023.173 Mfk), vil myndighederne ved en tilstrækkelig omfattende væsentlighedsvurdering kunne skrive sig ud af en konsekvensvurdering, hvilket næppe er i overensstemmelse med EU-Domstolens fortolkning og den øvrige nævnspraksis, se Pagh: TfM 2023, s. 357.