MRF 2021.59
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. februar 2021, j.nr. 20/09473, 20/09433, 20/09452 og 20/09462
Ophævet og hjemvist Kystdirektoratets screeningsafgørelse om ikke-VVM-pligt ved etablering af 25 pælebårne huse på søterritoriet som led i projekt Feriebyen Sukkerfabrikken Møn, da der ikke var gennemført en VVM-proces for det samlede projekt, hvor de landbaserede dele i november 2015 var tilladt af staten efter den særlige forsøgsordning i planlovens § 5. Tilladelse til de 25 pælebårne huse på søterritoriet blev ophævet og hjemvist, men klagenævnet gav ikke medhold i klage over, at der ikke var udarbejdet en habitatvurdering af projektet efter habitatbekendtgørelsen for søterritoriet § 3.
Kystdirektoratet traf den 9. juli 2020 i medfør af miljøvurderingslovens § 21 afgørelse om, at et projekt for etablering af op til 25 pælebårne huse, træbro/pier, strandareal med afsluttende stenmole og offentlig badeanstalt på søterritoriet ved Stege ikke var omfattet af miljøvurderingspligt og ikke krævede VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25. Det ansøgte projekt på søterritoriet bestod af i alt fire anlæg, som tilsammen udgjorde et areal på 1.500 m2, samt etablering af et strandareal på ca. 2.600 m2. Projektet var en del af Feriebyen Sukkerfabrikken Møn, der omfatter et projektområde på ca. 86.000 m2, der omfatter et større landareal og et område på søterritoriet. Projektområdet er beliggende ca. 600 m fra Natura 2000-område nr. 180, og ca. 800 m fra Natura 2000- område nr. 168. Projektet var udvalgt som ét af de ti forsøgsprojekter, der efter planloven og naturbeskyttelsesloven var meddelt tilladelse til i november 2015 i forbindelse med forsøgsordningen for kyst- og naturturisme i november 2015. Anlæg på søterritoriet kræver dog fortsat forudgående tilladelse efter kystbeskyttelsesloven. Kystdirektoratet meddelte den 9. juli 2020 tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og stk. 3, nr. 1 og nr. 2, til, at der i forbindelse med projektet ”Sukkerfabrikken Møn” etableredes anlæg af op til 25 pælebårne huse, træbro/pier, strandareal med afsluttende stenmole og offentlig badeanstalt med vinterbadning, sauna og en begrænset caféfunktion. Kystdirektoratet vurderede, at der ikke skulle udarbejdes en habitatvurdering for projektets påvirkning af det nærliggende Natura 2000-område efter habitatbekendtgørelsen for søterritoriet § 3. Afgørelserne blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, foreningen E/F Stege Havn, foreningen Stege Nor og Norets Opland samt Møn Naturforening. Klagerne gjorde bl.a. gældende, at VVM-screeningen efter miljøvurderingsloven ikke i tilstrækkeligt omfang belyste og vurderede projektets miljøpåvirkninger sammenholdt med det samlede projekt, og at afgørelsen dermed tilsidesatte pligten til at inddrage kumulative effekter. Tilladelsen var endvidere i strid med Kystdirektoratets restriktive praksis, da det ansøgte var vurderet lempeligere med henvisning til, at der var tale om ét af de ti forsøgsprojekter. Klager gjorde endvidere gældende, at væsentlighedsvurderingen efter habitatbekendtgørelsen for søterritoriet ikke forholdt sig til projektets forstyrrelser på beskyttede arter, herunder forstyrrelser ift. drift, samt at de kumulative effekter med andre planer og projekter ikke var vurderet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) tog alene stilling til (1) indsigelsen vedrørende screeningsafgørelsens omfang, (2) kystdirektoratets tilladelse efter kystbeskyttelsesloven i forhold til miljøvurderingsreglerne og (3) væsentlighedsvurderingen efter habitatbekendtgørelsen for søterritoriet. For så vidt angik screeningsafgørelsens omfang bemærkede nævnet, at det følger af miljøvurderingslovens § 21, stk. 1, at myndigheden på grundlag af bygherrens ansøgning skal foretage en vurdering af og træffe afgørelse om, hvorvidt et projekt omfattet af bilag 2 er omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Ved vurderingen skal myndigheden tage hensyn til screeningskriterierne i miljøvurderingslovens bilag 6. Kystdirektoratet havde lagt til grund, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.l, og at det tilhørende screeningsskema fremgik, at screeningen alene omfattede opfyldning med strandsand og etablering af stenmole, da den resterende del af det ansøgte ikke efter Kystdirektoratets vurdering var omfattet af miljøvurderingsloven. Nævnet fandt i modsætning til Kystdirektoratet, at screeningsafgørelsen efter miljøvurderingslovens § 21 også skal inddrage de dele af projektet, der ikke havde udløst screeningspligten i sig selv med henvisning til screeningskriterierne i miljøvurderingslovens bilag 6 og EU-Kommissionens note til VVM-direktivet af 5. marts 2012. Nævnet fandt herefter, at Kystdirektoratets screeningsafgørelse byggede på en retsvildfarelse, og at afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel. Nævnet ophævede herefter Kysdirektoratets afgørelse af 9. juli 2020 efter miljøvurderingslovens § 21 og hjemviste sagen til fornyet behandling. For så vidt angik Kystdirektoratets tilladelse efter kystbeskyttelsesloven bemærkede nævnet, at der forinden meddelelse af tilladelse til et projekt efter kystbeskyttelseslovens § 16 a skal foreligge en stillingtagen til projektet efter miljøvurderingsreglerne, hvorfor nævnet tillige ophævede Kystdirektoratets tilladelse efter kystbeskyttelsesloven og hjemviste sagen til fornyet behandling. For så vidt angik væsentlighedsvurderingen efter habitatbekendtgørelsen for søterritoriet lagde nævnet vægt på, at Kystdirektoratet havde foretaget en væsentlighedsvurdering af konsekvenserne for Natura 2000-områdernes udpegningsgrundlag, herunder konsekvenserne for bilag IV-arterne i det berørte område, at direktoratet i vurderingerne havde inddraget de forhold, som kan være relevante i forhold til habitatdirektivets beskyttelse af naturtyper og arter, og at direktoratet på baggrund heraf havde vurderet, at en tilladelse ikke ville medføre en væsentlig påvirkning af udpegningsarterne i strid med habitatreglerne. Nævnet fandt, at der ikke efter en retlig prøvelse var grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets afgørelse efter habitatbekendtgørelsen for søterritoriet om, at der ikke skulle udarbejdes en habitatvurdering for projektet. Nævnet bemærkede afslutningsvis, at Kystdirektoratet ved den fornyede behandling af sagen bør vurdere, hvorvidt de landbaserede anlæg for projektet ”Sukkerfabrikken Møn” sammenholdt med anlæggene på søterritoriet udgør et samlet projekt efter miljøvurderingsloven.
Kommentar: Konsekvenserne af Miljø- og Fødevareklagenævnets ophævelse af Kystdirektoratets tilladelse til de 25 pælehuse ved Stege er uklar, da de 25 pælehuse er led i et samlet projekt ved den tidligere sukkerfabrik. Miljø- og Fødevareklagenævnets afsluttende opfordring om at behandle projektet på land- og søterritoriet som et samlet projekt efter miljøvurderingsloven må tiltrædes, således at der gennemføres en samlet VVM-screening af det samlede projekt, der på landsiden må anses for lokalplanpligtig. Det kan derimod undre, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i afgørelsen tog stilling til Kystdirektoratets afgørelse om, at projektet ikke kræver habitatvurdering efter habitatbekendtgørelsen for søterritoriet, da der også mht. habitatvurdering må ske en samlet vurdering af projektet på land- og søterritoriet som et samlet projekt.