MRF 2023.297
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 11. oktober 2023, j.nr. 22/10066
Stadfæstet Vordingborg Kommunes VVM-tilladelse til etablering af delprojektet på landsiden af Feriebyen Sukkerfabrikken Møn, bl.a. fordi væsentlighedsvurderingen og vurderingen af kumulative effekter fandtes tilstrækkelig, og da der fandtes at være hjemmel til et i VVM-tilladelsen fastsat vilkår om, at feriegæster ikke måtte nærme sig et nærliggende Natura 2000-område.
Vordingborg Kommune meddelte den 18. marts 2022 VVM-tilladelse til etablering af et feriecenter i Stege, idet der forudgående bl.a. var gennemført en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, af projektets påvirkning af nærliggende Natura 2000-områder. Projektet bestod af op til 500 ferieboliger, et hotel samt wellness- og vandoplevelser på grunden. På søterritoriet skulle som en del af projektet etableres 25 pælehytter nord for grunden, en ny strand, moler, badeanstalt og vandaktiviteter, hvor Kystdirektoratet var kompetent myndighed efter kystbeskyttelsesloven og i maj 2022 havde meddelt tilladelse til denne del af projektet. Af kommunens VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 fremgik, at projektet ikke ville medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området nr. 180, da naturtyperne kystlagune og strandeng hverken direkte eller indirekte ville blive påvirket. Der var i VVM-rapporten foretaget en vurdering af projektets påvirkning i kumulation med en række andre planer og projekter i området samt vurderinger af fremsatte planer og projekter eller planer og projekter under administrativ behandling. Ingen af disse fandtes i kumulation med projektet i hovedsagen at have (negative) kumulative effekter. I VVM-tilladelsens vilkår 33 var anført: ”Bygherre skal ved markering sikre, at gæster ikke nærmer sig Natura 2000-område 168”. Afgørelsen blev påklaget af en lokal forening, der anmodede om, at klagen blev tillagt opsættende virkning, hvilket Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog i MRF 2023.74 Mfk, mens nævnet den 15. marts 2023 (j.nr. 22/06179) afslog at ophæve den automatiske opsættende virkning af en klage over Kystdirektoratets tilladelse efter kystbeskyttelsesloven og miljøvurderingslovens § 25 til den del af projektet, der er beliggende på søterritoriet. I klagen over kommunens VVM-tilladelse anførte klager bl.a., at væsentlighedsvurderingen var mangelfuld, herunder fordi der manglede vurderinger af udpegningsgrundlaget for fuglebeskyttelsesområdet F89 og pælehusenes potentielle påvirkning af fugle. Klager gjorde endvidere gældende, at høringsprocessen havde været utilstrækkelig, idet der ikke var indhentet udtalelse fra Miljøstyrelsen vedr. et nærliggende vildtreservat, at der manglede en vurdering af kumulative effekter i miljøkonsekvensrapporten, og at der i øvrigt var sket en ulovlig projektopdeling. Da kommunen ikke var miljømyndighed på søterritoriet, var det klagers opfattelse, at kommunen ikke havde haft hjemmel til at fastsætte VVM-tilladelsens vilkår nr. 33. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt i sagen anledning til at tage stilling til (1) væsentlighedsvurderingen, (2) høringsprocessen, (3) kumulative effekter, (4) VVM-tilladelsens vilkår nr. 33, og (5) hvorvidt der var sket ulovlig projektopdeling. Hvad angik væsentlighedsvurderingen fandt nævnet, at kommunen i tilstrækkeligt omfang havde sikret, at projektet ikke ville påvirke det nærliggende Natura-2000 område væsentligt. Ved denne vurdering havde nævnet bl.a. lagt vægt på vurderingsgrundlaget, afstanden til fuglebeskyttelsesområdet, og det forhold, at der i DOF-databasen ikke var registreringer af fugle i projektområdet fra 2020 og frem. Der var efter nævnets opfattelse ikke noget til hinder for, at oplysninger fra tidligere vurderinger indgik i afgørelsen, så længe disse stadig var dækkende. For så vidt angik høringen fandt nævnet, at kommunen i tilstrækkeligt omfang havde inddraget Miljøstyrelsen, idet styrelsen i forbindelse med høringsprocessen bl.a. havde afgivet høringssvar om Natura 2000-området og bilag IV-arter. Nævnet fandt endvidere, at kommunens vurdering af kumulative effekter var tilstrækkelig, og bemærkede, at der efter nævnets opfattelse ikke kunne stilles krav om inddragelse af alle øvrige planer og projekter i området, men udelukkende dem, der måtte være relevante i forhold til en væsentlig forøgelse af de miljømæssige påvirkninger i kumulation med projektet i hovedsagen. Hvad angik VVM-tilladelsens vilkår 33, hvorefter bygherren ved markering skulle sikre, at gæster ikke nærmede sig et Natura 2000-område, fandt nævnet, at vilkåret havde fornøden hjemmel, da det ikke vedrørte søterritoriet. Endelig tog nævnet stilling til spørgsmålet om projektopdeling og fandt, at kommunen i tilstrækkeligt omfang havde inddraget påvirkningen fra projektet på søterritoriet, idet nævnet henviste til, at kompetenceopdelingen mellem Kystdirektoratet og kommunen klart fremgik af lovgrundlaget, og at kommunen havde inddraget det forhold, at projektet på landdelen udgjorde en del af det samlede projekt. Nævnet lagde tillige vægt på, at der var udarbejdet en samlet miljøkonsekvensrapport for kravene fra både direktoratet og kommunen, og at rapporten både behandlede mulige påvirkninger på land og det marine miljø. På denne baggrund stadfæstede nævnet kommunens VVM-tilladelse.
Kommentar: Miljø- og Fødevareklagenævnet har i afgørelsen forbigået en omtale af det planmæssige grundlag for feriebyprojektet, hvilket formentlig skyldes, at dette ikke blev anført af klager. Men det kan kort oplyses, at plangrundlaget for feriebyen er, at projektet i 2015 blev udpeget af ministeren under den særlige forsøgsordning efter planlovens § 5 for kystnære turismeprojekter, og at de overordnede planmæssige rammer er fastlagt i Vordingborg Kommunes kommuneplan 2018-2030. Efter forudgående høring af miljøkonsekvensrapport og forslag til kommuneplantillæg og lokalplan vedtog kommunalbestyrelsen den 27. april 2022 kommuneplantillæg 12 og lokalplan 15.14.02 for Sukkerfabrikken Møn, dvs. lidt over en måned efter, at kommunen havde meddelt VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25. Da en VVM-tilladelse skal vedtages samtidig med eller efter, at lokalplanen er vedtaget for lokalplanpligtige projekter som dette, jf. miljøvurderingsbekendtgørelsens § 11, ville en indsigelse herom fra klagerne have ført til, at VVM-tilladelsen måtte ophæves som ugyldig, jf. MAD 2018.86 Mfk og MRF 2021.232 Mfk. Ordlyden af VVM-tilladelsen fremgår ikke af kommunens hjemmeside, men i relation til vilkår 33 må det tiltrædes, at kommunen har jurisdiktion på landsiden, og at der i miljøvurderingslovens § 25 er hjemmel til i tilladelsen at fastsætte sådanne vilkår for at undgå skade på Natura 2000-områder. Det er derimod rimelig oplagt, at vilkåret har karakter af en afværgeforanstaltning af hensyn til Natura 2000-området, og at dette i sig selv udløser krav om udarbejdelse af konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, hvilket nævnet burde have opdaget og prøvet i forbindelse med nævnets stillingtagen til klagers indsigelser over vurdering af Natura 2000-områder. I den forbindelse kan nævnes, at det tidligere Natur- og Miljøklagenævn i MAD 2016.286 Nmk enstemmigt ophævede Naturstyrelsens dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til et feriecenter på Als udlagt under den tilsvarende forsøgsordning, fordi der ikke var gennemført en konsekvensvurdering af det nærliggende marine Natura 2000-område, hvilket skete på grundlag af den direkte virkning af habitatdirektivets art. 6(3). I MRF 2023.296 Mfk stadfæstede klagenævnet Kystdirektoratets tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, som klagenævnet tidligere havde ophævet i MRF 2021.59 Mfk.