MRF 2023.204
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 6. juli 2023, j.nr. 21/07818
Ophævet og hjemvist lovliggørende screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om ikke-VVM-pligt ved skovrydning af 1,2 ha med henblik på opførelse af boligbyggeri, da kommunen fejlagtigt havde lagt til grund, at screeningen ikke skulle angå boligopførelsen, men udelukkende skovrydningen. Screening af plangrundlaget for området efter miljøvurderingslovens § 10 kan ikke erstatte screeningen af konkrete projekter.
En bygherre havde i februar 2021 indgivet ansøgning efter miljøvurderingslovens § 19 om rydning af et skovareal på ca. 1,2 ha, hvor skovrydningen allerede var sket. Arealet skulle efter rydning anvendes til opførelse af ca. 100 boliger. Den 3. maj 2021 vedtog Ikast-Brande Kommune en lokalplan for boligbyggeriet og traf afgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at lokalplanen ikke krævede miljøvurdering. Den 7. maj 2021 traf kommunen afgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at skovrydningen ikke krævede miljøvurdering. Lokalplanen og screeningsafgørelsen af skovrydningen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling, der i relation til skovrydningen bl.a. anførte, at screeningen var foretaget på et utilstrækkeligt oplyst grundlag, og at der ikke var lavet en kumulativ vurdering. I relation til områdets bilag IV-arter anførte klager, at kommunens vurdering burde være foretaget ud fra, at fældningen af træerne ikke på forhånd var sket. Planklagenævnet ophævede den 9. juli 2021 (j.nr. 21/07353) lokalplanen med henvisning til planlovens § 23 c. Kommunen traf i oktober 2021 afgørelse om, at lokalplanen ikke krævede miljøvurdering, og vedtog herefter i januar 2022 en ny lokalplan. Den nye SMV-screeningsafgørelse blev i marts 2023 ophævet af Planklagenævnet (j.nr. 21/14395), idet klagenævnet lagde til grund, at boligprojektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10(b), om anlægsarbejder i byzone, og dermed af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, hvorfor udgangspunktet er, at der skal gennemføres en miljøvurdering af lokalplanen. I klagen over VVM-screeningsafgørelsen vedr. skovrydningen konstaterede Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden), at kommunens screeningsafgørelse vedrørte et projekt omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 1(b), og at afgørelsen var baseret på, at der alene skulle foretages en isoleret screening af den del af projektet der vedrørte skovrydning, hvilket er i modstrid med miljøvurderingslovens § 21, hvorefter også skal inddrages den del af projektet, der omfatter opførelsen af boliger, da der skal tages hensyn til kriterierne i lovens bilag 6. Da skovrydningen og opførelsen af boliger udgjorde et integreret projekt i VVM-reglernes forstand, var det en fejl, at kommunens screeningsafgørelse kun angik skovrydningen. Nævnet henviste endvidere til miljøvurderingslovens § 6, hvorefter en miljøvurdering af en plan ikke kan erstatte en vurdering af et konkret projekt. Nævnet fandt på den baggrund, at kommunens screening måtte bero på en retsvildfarelse, idet kommunen havde lagt til grund, at screeningen ikke skulle angå den øvrige del af projektet, hvorfor nævnet ophævede afgørelsen og hjemviste sagen med bemærkning om, at der ikke i tilfælde, hvor afværgeforanstaltninger er påkrævede af hensyn til bilag IV-arter, kan fastsættes vilkår herom i screeningsafgørelsen, idet der i så fald i stedet må træffes afgørelse om miljøvurderingspligt.
Kommentar: Afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet vedrørte alene kommunens lovliggørende screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om skovrydning omfattet af lovens bilag 2, pkt. 1(b), men indeholder flere principielle aspekter i sammenhæng med Planklagenævnets afgørelser om plangrundlag for boligbyggeriet, som Planklagenævnet fandt var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10(b), om anlægsarbejder i byzone. Det præcise forløb er uklart, men hvis reglerne skulle være fulgt, skulle bygherren have indgivet anmeldelse efter miljøvurderingslovens § 19 af både skovrydningen og boligbyggeriet, og inden lokalplanen kunne vedtages, skulle kommunen som minimum have foretaget en screening efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, jf. § 10, af lokalplanen i forhold til begge listepunkter, og da skovrydningen var sket, skulle screeningen tillige have omfattet de virkninger, der kunne konstateres efter skovrydningen, jf. sag C-348/15, Stadt Wiener Neustadt, og C-196/16, Commune di Corridonia m.fl., om lovliggørelse af manglende VVM. Dette illustrerer samtidig, at det er vigtigt, at kommunerne er opmærksomme på, at der i relation til screening af lokalplaner tages stilling til, om og i givet fald hvorledes den ændrede arealanvendelse skal klassificereres i forhold til miljøvurderingslovens bilag 2, jf. ligeledes MRF 2023.106 Pkn og MRF 2023.107 Pkn. Mht. de kumulative effekter er klagenævnets afgørelse helt på linje med anden praksis, jf. MRF 2023.68 Mfk. Der må i den sammenhæng understreges, at en afgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 ikke kan indeholde vilkår om afværgeforanstaltninger, jf. ligeledes MRF 2023.108 Pkn og MRF 2023.203 Mfk. Med hensyn til klagers indsigelse om bilag IV-arter kan henvises til MRF 2022.282 Mfk om en lignende sag, hvor nævnet fejlagtigt ikke inddrog habitatbekendtgørelsens regler om bilag IV-arters yngle- og rasteområder ved prøvelsen af en lovliggørende VVM-screening.