MRF 2023.193
Planklagenævnets afgørelse af 26. september 2023, j.nr. 23/05275
Ophævet Silkeborg Kommunes afgørelse om ekspropriation til etablering af lokalplanfastlagt sti, da nødvendighedsbetingelsen ikke var opfyldt i forhold til muligheden for alternative placeringer, som ikke alene kunne afvises af hensyn til kommunens økonomi.
Silkeborg Kommune traf den 31. marts 2023 afgørelse efter planlovens § 47 om ekspropriation af ca. 400 m2 af E’s landbrugsejendom på ca. 13 ha med henblik virkeliggørelse af en lokalplan for et boligområde ved Mariedalen i Sejling. Formålet med lokalplanen var bl.a. at udbygge Sejling med nye boliger og sikre gode stiforbindelser, der skabte forbindelse til Sejling og Skægkær skole. Ved åstedsforretningen havde E foreslået tre alternative placeringer for etableringen af den skolesti, som var formålet med ekspropriationen. Samtlige forslag blev afvist af kommunen med henvisning til bl.a., at de alternative forslag ville medføre store anlægsudgifter for kommunen. Kommunens afgørelsen om ekspropriation blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at ekspropriationen ville medføre alvorlige ulemper for ejendommens anvendelse som landbrugsejendom, og at ekspropriationen ville påvirke restejendommens handelsværdi. Planklagenævnet fandt anledning til at vurdere ekspropriationens lovlighed, herunder ekspropriationens aktualitet, nødvendighed og rimelighed. Nævnet fandt, at lokalplanen, der dannede grundlag for ekspropriationen, varetog lovlige, planlægningsmæssige hensyn, og at den var tilstrækkelig præcis. Nævnet fandt tillige, at aktualitetskravet var opfyldt, idet kommunen havde anført, at der var afsat de nødvendige økonomiske midler, og da der forelå en aftale om anlæggelse af stien. Hvad angik nødvendighedskravet var spørgsmålet, om ekspropriationen var af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af lokalplanen. Ved dette spørgsmål om forholdsmæssighed (rimelighed) foretog nævnet en fuld prøvelse af det kommunale skøn. Afgørende var, om ekspropriationen i den konkrete sag stod i rimeligt forhold til den almene interesse, som forfulgtes med formålet. Et enstemmigt klagenævn fandt, at det ikke i et tilstrækkeligt omfang var godtgjort, at ekspropriationen var nødvendig. Nævnet fandt, at kommunen ikke på en tilstrækkeligt overbevisende måde havde dokumenteret, at en mindre indgribende foranstaltning over for E ikke var mulig henset til E’s mulighed for hensigtsmæssig udnyttelse af ejendommen. Nævnet lagde vægt på, at placeringen af skolestien måtte ses i sammenhæng med, at arealet umiddelbart syd for det lokalplanlagte område ønskedes udlagt til et nyt byområde, og at der senere var udsendt et forslag til et nyt kommuneplantillæg. Det blev i øvrigt tillagt vægt, at der var peget på alternative placeringer. Kommunens planlægningsmæssige og økonomiske argument om, at den valgte placering af stien var den mest optimale, kunne ikke i sig selv begrunde nødvendighed. Afslutningsvis afviste nævnet at behandle klagepunktet om tab af ejendomsværdi som følge af manglende kompetence. Ekspropriationen blev herefter ophævet.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, hvordan Planklagenævnet i sager om ekspropriation foretager en fuld prøvelse og fortolker nødvendighedskravet i grundlovens § 73 på en måde, så det ikke er tilstrækkeligt, at lokalplanen udlægger et bestemt areal til sti, hvis det er muligt at opnå målet ved en anden placering af stien, selv om dette måtte kræve ny lokalplan. Se tillige MRF 2021.75 Pkn, MRF 2021.77 Pkn og MRF 2022.245 Pkn, hvor afgørelser om ekspropriation blev ophævet med henvisning til manglende opfyldelse af nødvendighedskravet ud fra en afvejning, samt MRF 2022.56 Pkn, hvor en del af en ekspropriation, der vedrørte vejadgang, blev ophævet. Om den ekspropriationsretlige nødvendighedsbetingelse, herunder i forhold til planlovens § 47, se nærmere Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 748 ff.