MRF 2021.75
Planklagenævnets afgørelse af 25. marts 2021 (j.nr. 20/13983 og 20/13985)
Ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplan for Aalborg Universitetshospital delvist ophævet, da nødvendighedskravet ikke var opfyldt ved ekspropriationen af arealer til arbejdsvej og ledningstracéer, da en tinglyst ledningsservitut fandtes at være tilstrækkelig til at virkeliggøre lokalplanens formål. Dissens.
Aalborg Kommune traf den 31. august 2020 afgørelse om ekspropriation af ca. 61.095 m2 fra to landbrugsejendomme til virkeliggørelse af lokalplan 4-4-109, Nyt Aalborg Universitetshospital. Ekspropriationen var bl.a. nødvendiggjort som følge af anlæggelsen af en 10 m bred arbejdsvej i planområdet, der skulle benyttes i en længere årrække, samt etableringen af ledningstracéer, der var afgørende for sygehusets drift og den fremtidige byggemodning af de øvrige områder. Afgørelsen blev påklaget af ejerne af ejendommene, der bl.a. anførte, at nødvendighedskravet ikke var opfyldt i forbindelse med den (permanente) ekspropriation af den vestlige del af arealet til arbejdsvejen og ekspropriationen af arealerne til eje til etablering af ledningstracéerne. Planklagenævnet bemærkede indledningsvist, at nævnet alene tog stilling til den del af ekspropriationen, der var sket i medfør af planlovens § 47 og vedrørte den permanente erhvervelse af den vestlige del af arealet til arbejdsvejen med henblik på byggetrafik i planområdet samt arealerne ledningstracéerne. Nævnet lagde enstemmigt til grund, at lokalplanen varetog lovlige planlægningsmæssige hensyn, og at angivelsen af den konkrete arbejdsvej i lokalplanen var tilstrækkelig præcis til at kunne udgøre et grundlag for ekspropriation. Nævnet fandt desuden, at nødvendighedskravet var opfyldt, for så vidt angik arbejdsvejens placering, da etablering af arbejdsvejen var nødvendig for at virkeliggøre lokalplanens formål. Et flertal (9 ud af 11 medlemmer) fandt derimod, at nødvendighedskravet ikke var opfyldt, for så̊ vidt angik den permanente ekspropriation af arealet til arbejdsvejen. Flertallet lagde vægt på, at arealet var eksproprieret med det formål at anvende det til arbejdsvej, hvilket var en midlertidig anvendelse af arealet, og fandt, at en midlertidig ekspropriation af arealerne, så længe disse anvendtes til arbejdsvej, ville være tilstrækkeligt til at opnå formålet. Flertallet fandt ikke, at det forhold, at det måtte være mest økonomisk hensigtsmæssigt for regionen at erhverve arealet til arbejdsvejen permanent kunne medføre, at den permanente ekspropriation opfyldte nødvendighedskravet. Nævnet tog herefter ikke stilling til betingelserne om rimelighed og aktualitet. Vedr. ekspropriationen af arealerne til ledningstracéerne fandt nævnet (10 ud af 11 medlemmer), at lovlighedskravet ikke var opfyldt, da ekspropriationen til ledningstracéer forudsatte nærmere oplysninger om den permanente arealreservation til ledningstraceerne i lokalplanen, herunder den omtrentlige placering, hvormed oplysningerne, der fremgik af den konkrete lokalplan, ikke var tilstrækkelige. Nævnet fandt derimod, at ekspropriation til etableringen af ledningstracéerne med en bredde på 15 m måtte anses for nødvendig for virkeliggørelsen af lokalplanens formål. Et flertal (9 ud af 11 medlemmer) fandt derimod ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at det var nødvendigt at ekspropriere arealerne til eje, men at en ekspropriation, hvor klagerne bevarede adkomsten til arealerne, ville have været tilstrækkelig til at opnå formålet. Flertallet lagde bl.a. vægt på, at det måtte anses for værende den sædvanlige fremgangsmåde ved etablering af forsyningsledninger, og at det ikke kunne begrunde nødvendigheden af en permanent arealerhvervelse, at det vil blive nødvendigt at genåbne ledningsgravene i en periode frem til 2026. Nævnet ophævede herefter kommunens afgørelse om ekspropriation til den vestlige del af arealet til arbejdsvejen og arealerne til ledningstracéerne.
Kommentar: Planklagenævnets fortolkning af nødvendighedsbetingelsen indebærer, at hvor lokalplanens formål kan opnås med en tinglyst rådighedsservitut, vil et areal ikke kunne eksproprieres til eje, og ekspropriationen må som følge heraf begrænses til ekspropriation af en begrænset råden i form af en rådighedsservitut. I relation til ledningsservitutter opstår der imidlertid nogle særlige problemer mht. vejlovens gæsteprincip (§ 77) og princippets anvendelse som et ulovreguleret princip. I korthed indebærer gæsteprincippet, at når en ledningsejer har en ledning på fremmed ejendom, skal ledningsejer betale for at flytte ledningen, hvis ejeren skal bruge arealet, hvilket er begrundet med, at ledningsejer er gæst på arealet og ikke har betalt ejeren vederlag for arealet. Efter Højesterets dom i U 2015.2854 H (Vintapperrampedommen) gælder gæsteprincippet også, selv om der på ejendommen er tinglyst en servitut, der forbyder ejeren at bygge på arealet uden ledningsejers tilladelse, og selv om ledningsejer har en tinglyst rådighed til at vedligeholde ledningen i ledningstracéet. Dommen har givet anledning til en betydelig usikkerhed om gæsteprincippets anvendelse, og der verserer en række sager, heraf pt. fem for Højesteret. Navnlig en anket Vestre Landsrets-dom af 19. februar 2021 (Kriegers Flak) har betydning for, om Aalborg Universitetshospital som ledningsejer er tvunget til at ligge på gæstevilkår (som den mindste rådighedsbegrænsning). Kriegers Flak-sagen angår en tvist mellem en arealejer og ledningsejer om, hvorvidt en ekspropriation af ledningsservitutter kan ske eller er sket på gæstevilkår og betingelserne herfor. Følger Højesteret landsretten i Kriegers Flak-sagen vil universitetshospitalet have krav på, at arealejerne ikke kan disponere over ledningstracéet på en måde, der kræver flytning af ledningerne, medmindre arealejeren betaler udgiften. Følger Højesteret derimod appellantens synspunkt i Kriegers Flak-sagen kan det betyde, at den private ejer af det areal, hvor ledningerne er beliggende, kan kræve, at universitetshospitalet betaler for flytning af ledningerne, når ejeren ønsker at bruge arealet.