MRF 2023.149/2
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 3. maj 2023, j.nr. 20/02905
Efter genoptagelse i 2020 af Natur- og Miljøklagenævnets fredning i 2016 ved Ledreborg Allé fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at den manglende iagttagelse af miljøvurderingsloven ikke medførte, at fredningen var ugyldig, idet nævnet bl.a. henviste til, at klagenævnet i MRF 2022.213 Mfk ikke havde tilsidesat fredningsnævnets screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 fra 2020 om, at fredningen ikke krævede miljøvurdering.
Baggrunden for sagen var, at der i 2012 af Roskilde og Lejre Kommuner samt Danmarks Naturfredningsforening var rejst fredningsforslag om at supplere den i 1995 gennemførte fredning af Ledreborg Allé med et areal på 482 ha, der bl.a. omfatter et større landbrugsareal mellem Ledreborg Allé og Holbækmotorvejen, som på daværende tidpunkt var udlagt som råstofinteresseområde i Region Sjællands Råstofplan 2008. Fredningsforslaget blev vedtaget af fredningsnævnet i december 2013 uden forudgående miljøvurdering eller screening, men blev herefter af lodsejere inden for fredningsområdet påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, som i 2016 stadfæstede fredningen med mindre ændringer. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse blev af flere lodsejere indbragt for Retten i Roskilde, som ved en dom fra september 2019 frifandt klagenævnet. Byrettens dom blev anket til landsretten, hvor lodsejerne bl.a. gjorde gældende, at fredningen er ugyldig, da miljøvurderingslovens regler var tilsidesat ved fredningen. Ved e-mail i februar 2020 meddelte Miljø- og Fødevareklagenævnet, at nævnet havde besluttet at genoptage sagen med henblik på en stillingtagen til, om fredningsforslaget skulle have været miljøvurderet. Herefter anmodede klagenævnet fredningsnævnet om at vurdere fredningsforslaget efter miljøvurderingslovens regler. Fredningsnævnet fandt, at fredningsforslaget, som fredningsnævnet havde vedtaget i 2013, var omfattet af miljøvurderingsloven, men fandt herefter på grundlag af en screening efter miljøvurderingslovens § 10, at fredningsforslaget ikke krævede miljøvurdering. Afgørelsen efter miljøvurderingslovens § 10 blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af Region Sjælland, Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling samt de lodsejere, der havde anlagt retssag mod klagenævnet. I oktober 2022 stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet fredningsnævnets screeningsafgørelse, men tog ikke stilling til, hvilke retlige konsekvenser afgørelsen havde for genoptagelsen af Natur- og Miljøklagenævnets fredningskendelse fra 2016 (MRF 2022.213 Mfk). Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er ligeledes blevet indbragt for Retten i Roskilde af lodsejerne. I relation til genoptagelsen af klagenævnets fredningskendelse fra 2016 gjorde lodsejerne bl.a. gældende, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke kunne lovliggøre den manglende SMV-procedure ved at anmode fredningsnævnet om at gennemføre en SMV-procedure, da klagenævnet ikke har hjemmel til at delegere sin prøvelseskompetence til fredningsnævnet, og at manglende screening efter miljøvurderingsloven medfører, at afgørelsen skal ophæves og hjemvises, idet lodsejerne anførte, at de af EU-Domstolen udviklede betingelser for midlertidig opretholdelse af fredningens retsvirkninger ikke var opfyldt. Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afgjorde sagen i den læge sammensætning, lagde til grund, at den manglende overholdelse af miljøvurderingsloven ved Natur- og Miljøklagenævnets stadfæstelse af fredningskendelsen i 2016 udgjorde en retlig mangel. I forhold til, om den retlige mangel skulle føre til ugyldighed, lagde klagenævnet til grund, at efter EU-Domstolens praksis i sag C-72/12, sag C- 137/14 og sag C-535/18 (MRF 2020.5) (alle om VVM-direktivet) medfører enhver processuel overtrædelse af VVM-direktivet ikke nødvendigvis ugyldighed. Med henvisning til de tre domme udtalte nævnet, at en afgørelse efter nævnets ”opfattelse ikke [vil] være ugyldig, hvis den berørte myndighed fastslår, at den anfægtede afgørelse ikke ville have været anderledes uden den påberåbte processuelle fejl, forudsat at det er godtgjort, at den processuelle fejl ikke har frataget den berørte offentlighed en retssikkerhedsgaranti, som regelgrundlaget har til formål at sikre”. Nævnet fandt herefter, at den manglende miljøscreening forud for fredningsnævnets afgørelse fra 2013 ikke udgjorde en mangel eller en sådan processuel fejl, at afgørelsen var ugyldig, da fredningsnævnets efterfølgende screening viste, at det ikke var nødvendigt med en miljøvurdering, og den manglende screening ikke fratog den berørte offentlighed retssikkerhedsgarantier. I forlængelse heraf fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at de af Natur- og Miljøklagenævnet fastsatte ændringer af fredningsnævnets kendelse var så beskedne, at de ikke havde betydning. Miljø- og Fødevareklagenævnet konkluderede herefter, at fredningsnævnets fredningskendelse fra 2013 ikke var ugyldig, og at Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse fra 2016 derfor fortsat stod ved magt.
Kommentar: Afgørelsens sproglige udformning efterlader en vis uklarhed, da Miljø- og Fødevareklagenævnets genoptagelse vedrørte Natur- og Miljøklagenævnets fredningskendelse fra 2016, og Miljø- og Fødevareklagenævnet i afgørelsen ikke tager direkte stilling til klagenævnets afgørelse i 2016, men i stedet tager stilling til fredningsnævnets fredningskendelse fra 2013. Det er ikke helt klart, om Miljø- og Fødevareklagenævnet har ment, at fredningsnævnets efterfølgende screeningsafgørelse, som klagenævnet stadfæstede i MRF 2022.213 Mfk, udgør en retlig lovliggørelse af den manglende SMV-screening, men hvis dette er tilfældet, må det bemærkes, at efter EU-Domstolens praksis i bl.a. sag C-348/15, Stadt Wiener Neustadt, og de forenede sager C-196/16 og C-197/16, Comune di Corridonia m.fl., kræver retlig lovliggørelse af manglende VVM, at screeningen/miljøvurderingen skal omfatte de miljømæssige forhold, der er indtrådt efter, at tilladelsen til et projekt blev meddelt, ligesom den manglende forudgående vurdering ikke må give anledning til at omgå eller undlade at anvende EU-reglerne. Om dette også gælder for SMV-screening, har EU-Domstolen så vidt ses ikke taget stilling til.