MRF 2023.122
Højesterets dom af 15. august 2023, 2. afd., sag BS-40602/2022-HJR
(Poul Dahl Jensen, Michael Rekling, Kurt Rasmussen, Ole Hasselgaard og Julie Arnth Jørgensen)
A (adv. Peter Giersing) mod Hegnsynet ved Helsingør Kommune ved formand Erik Rasmussen
Sag om gyldigheden af en afgørelse truffet af vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven rejste så væsentlige spørgsmål om kompetence og afgrænsningen af vurderingsmændenes beføjelser, at sagen kunne anlægges mod vurderingsmændene og ikke mod den private modpart. Afgørelsen blev herefter ophævet, da der ikke er hjemmel i mark- og vejfredsloven til at pålægge en handlepligt.
Efter mark- og vejfredslovens § 3 er besidderen af husdyr erstatningsansvarlig på objektivt grundlag for skader, som husdyret forvolder, når det uden hjemmel befinder sig på fremmed grund. Skadelidte skal efter lovens § 18 rejse erstatningskravet inden for 7 dage for tre vurderingsmænd udpeget for hver kommune. Efter § 20 kan vurderingsmændenes afgørelser ikke indbringes for anden administrativ myndighed. I oktober 2021 traf formanden for vurderingsmændene i Helsingør Kommune (der også var formand for hegnsynet) kendelse om, at A skulle foranstalte en ny forbedret indhegning af sine heste opført med henblik på at undgå fremtidige skader på naboens C’s hæk, idet formanden under en vurderingsforretning havde lagt til grund, at skader på C’s hæk var forårsaget af A’s heste. A anfægtede kendelsen i et søgsmål anlagt mod vurderingsmændene i Helsingør Kommune ved formanden med henvisning til, at der ikke i mark- og vejfredsloven er hjemmel til at pålægge A en handlepligt som sket. Vurderingsmændenes formand henholdte sig for byretten til den afsagte kendelse. Byretten tog ex officio stilling til, om sagen var anlagt mod den rette, og fandt, at da den anfægtede kendelse afgjorde en tvist af privatretlig karakter mellem private parter, kunne domstolsprøvelsen af kendelsens lovlighed alene ske ved den ene private parts søgsmål mod den anden private part. Da A havde anlagt sagen mod vurderingsmændene ved formanden, var betingelserne for realitetsprøvelse ikke opfyldt. Byretten afviste derfor sagen, idet det var uden betydning, at formanden, der var selvmøder, alene havde nedlagt påstand om frifindelse. A ankede til landsretten, hvor formanden nu gjorde gældende, at kendelsen kun kunne prøves i et søgsmål mod C. Landsretten bemærkede, at efter forarbejderne til mark- og vejfredslovens § 20, afgør vurderingsmændene efter mark- og vejfredsloven tvister af privatretlig karakter mellem private, hvorfor en retssag som udgangspunkt skal anlægges mod den private modpart i tvisten og ikke mod vurderingsmændene. Da der ikke var fremkommet noget i sagen, der kunne medføre, at forarbejdernes udgangspunkt skulle fraviges, blev byrettens afvisningsdom stadfæstet (se MRF 2022.35). A ankede landsrettens dom til Højesteret, der på baggrund af forarbejderne til mark- og vejfredslovens § 20 fandt, at vurderingsmændene er et tvistnævn, hvorfor en retssag som udgangspunkt skal anlægges mod den private modpart i tvisten og ikke mod vurderingsmændene (tvistnævnet). Med henvisning til U 2003.71 H og U 2005.1176/1 H udtalte Højesteret, at dette udgangspunkt dog kan fraviges i visse tilfælde, herunder i tilfælde, hvor det gøres gældende, at vurderingsmændenes afgørelse er ugyldig som følge af sagsbehandlingsfejl eller lignende. Den sag, som A havde anlagt, angik, om vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven har beføjelse til at pålægge en part at etablere en indhegning. Højesteret fandt, at sagen rejste så væsentlige spørgsmål om vurderingsmænds kompetence og om afgrænsning af deres beføjelser efter mark- og vejfredsloven, at udgangspunktet om, at sag kun kunne anlægges mod den private modpart, skulle fraviges. Sagen mod vurderingsmændene kunne derfor ikke afvises med henvisning til, at den skulle have været anlagt mod C. Spørgsmålet var herefter, om vurderingsmændenes kendelse skulle ophæves som påstået af A, idet Højesteret ikke fandt anledning til at hjemvise afgørelsen af dette spørgsmål til byretten. Højesteret konstaterede, at vurderingsmændenes kendelse ikke indeholdt angivelse af, hvilken bestemmelse i mark- og vejfredsloven som var hjemlen for pålægget til A om at opføre en ny indhegning omkring hendes heste, ligesom vurderingsmændene ikke senere under sagens behandling havde udtalt sig herom. Højesteret fandt, at der ikke i mark- og vejfredsloven er bestemmelser, der giver vurderingsmænd beføjelser svarende til beføjelser et hegnsyn har efter hegnlovens § 19, stk. 8, og § 26 til bl.a. at pålægge en part at opsætte et beskyttelseshegn. På denne baggrund fandt Højesteret, at der var sådanne væsentlige mangler ved vurderingsmændenes kendelse, at den måtte ophæves som ugyldig, ligesom vurderingsmændene måtte tilbagebetale det omkostningsbeløb, som A var blevet opkrævet ved vurderingsforretningen, med rente fra sagens anlæg.
Kommentar: Højesterets dom må – sammen med U 2003.71 H – anses for et væsentligt præjudikat for spørgsmålet om rette sagsøgte for søgsmål til anfægtelse af afgørelser truffet af administrative tvistnævn (tvistløsningsorganer). For nyere retspraksis herom kan også henvises til MRF 2021.92 V og MRF 2021.99 Ø med kommentarer samt U 2021.86 Ø. Som anført i kommentaren til landsrettens dom i ovennævnte sag om indhegningen (se MRF 2022.35) måtte de underliggende domme forstås sådan, at både by- og landsretten havde afvist det synspunkt, som Karsten Revsbech forfægtede i Dahl m.fl. (red.): Festskrift til Jens Peter Christensen, 2016, s. 473 og 476, hvorefter et tvistnævn efter omstændighederne kan være rette sagsøgte for andet end ”sagsbehandlingsfejl eller lignende”, herunder for hjemmelsmangler og visse andre retlige fejl af materiel karakter. Højesteret, der nåede til det modsatte resultat, har dermed i hvert fald delvist tilsluttet sig Revsbechs synspunkter. Efter dommen ligger det således fast, at udgangspunktet om, at kun modparten til tvisten er rette sagsøgte, ikke alene må fraviges, når tvistnævnets afgørelse anfægtes pga. sagsbehandling el.lign., men også når sagen rejser tilstrækkeligt væsentlige spørgsmål om hjemmel og om tvistnævnets kompetence. Hvorvidt dette er tilfældet må bl.a. bero på karakteren af de anbringender, der er anført til støtte for afgørelsens ugyldighed, ligesom der formentlig også må inddrages bredere overvejelser om det hensigtsmæssige i, at væsentlige kompetence- og hjemmelsspørgsmål behandles i en sag mellem to private parter. Omvendt indikerer Højesterets begrundelse, at det fortsat ikke er ethvert spørgsmål om kompetence eller hjemmel, som kan prøves i et søgsmål mod tvistnævnet, og på dette punkt efterlader dommen derfor stadig en usikkerhed.