MRF 2021.196/2
EU-Domstolens dom af 2. september 2021, 4. afd., sag C-22/20, Kommissionen mod Sverige
Sverige dømt for i tre byområder ikke at have etableret den i byspildevandsdirektivet krævede rensning af spildevand og for ikke til Kommissionen at have fremsendt de i overensstemmelse med direktivet gennemførte kontrolmålinger af kvælstof i spildevand fra to byområder.
Efter byspildevandsdirektivet (91/271) art. 3 skal medlemsstaterne sikre, at alle byområder med en spildevandsudledning på over 15.000 personækvivalent har etableret den i direktivets artikel 4 krævede spildevandsrensning, som sikrer overholdelse af de i direktivet fastsatte udledningskrav. Medlemsstaterne skal endvidere efter art 15 gennemføre overvågning og kontrol med måling af spildevandsudledningerne indhold af de i direktivets bilag I fastsatte stoffer. Da Kommissionen fandt, at byspildevandsdirektivets ikke var overholdt i flere svenske byområder, indledte Kommissionen i 2010 en traktatbrudsprocedure mod Sverige. Dette endte i 2020 med sagsanlæg, hvor Kommissionen gjorde gældende, at Sverige i fem byområder ikke have gennemført spildevandsdirektivets krav til rensning, og at Sverige havde tilsidesat pligten til at oplyse Kommissionen om spildevandsmålinger i to byområder. Kommissionens overordnede begrundelse var, at kravene til rensning af spildevand i direktivets art. 4 var tilsidesat, hvis art. 15 om prøveudtagning var overtrådt, og at dette tillige indebar, at kravene om etablering af rensningsanlæg i art. 10 var overtrådt, da disse kontrolmålinger er betingelsen for, at det er muligt at efterprøve om direktivets krav til rensning og anlæg er opfyldt. Den svenske regering afviste en sådan udlægning og fremlagde bl.a. prøver, der viste, at flere af de af Kommissionen udvalgte byområder overholdt direktivets krav. EU-Domstolen lagde til grund, at der skal sondres mellem de resultatforpligtelser, der påhviler medlemsstaterne efter art. 4 og 5 om, at udledninger fra rensningsanlæg opfylder kravene i bilag I(B), og medlemsstaternes løbende kontrolforpligtelse efter art. 15 for at sikre, at udledningerne over tid overholder kvalitetskravene. En overtrædelse af kontrolforpligtelsen medfører derfor ikke automatisk en overtrædelse af kravene til spildevandsrensning i art. 4 og 5. På baggrund af en nærmere efterprøvelse af bevisførelsen fandt EU-Domstolen herefter, at spildevandsdirektivets krav til rensning af spildevand var overtrådt i to byområder, mens Sverige blev frifundet for tre byområder. I forhold til påstanden om, at Sverige under den forudgående skriftveksling havde undladt at fremsende måleoplysninger om nedbringelse af kvælstofforurening til Kommissionen, men havde henvist til en rapport, fik Kommissionen medhold i, at Sverige havde tilsidesat loyalitetspligten i TEU art. 4(3).
Kommentar: Dommen har bl.a. interesse, fordi den ganske udførligt belyser byspildevandsdirektivets krav til kontrolmålinger, og hvordan dette efterprøves af EU-Domstolen. Om direktivet se også sag C-328/22, Kommissionen mod Slovenien (MRF 2023.198) og sag C-587/22, Kommissionen mod Ungarn (MRF 2023.200).