MRF 2023.198
EU-Domstolens dom af 30. november 2023, 7. afd., sag C-328/22, Kommissionen mod Slovenien
Slovenien dømt for ikke at have etableret den i spildevandsdirektivets art. 15 krævede overvågning af spildevandsudledning og for ikke at have etableret den i spildevandsdirektivet krævede rensning af spildevand fra alle byområder, da direktivets grænseværdier for BOD og COD var overtrådt i Ljubljana.
Efter byspildevandsdirektivet (91/271) art. 3 skal medlemsstaterne sikre, at alle byområder med en spildevandsudledning på over 15.000 personækvivalent har etableret kloakering, medmindre der sikres andre egnede måder til at imødegå forurening fra spildevand. Hvis spildevandet ledes ud til følsom recipient, er grænsen 10.000 personækvivalent, og medlemsstaterne skal efter art. 5 kortlægge disse følsomme vandområder og efter art. 15 etablere fornøden kontrol og overvågning af alle vandområder. Efter direktivets art. 4 skal medlemsstaterne tillige sikre, at der for alle byområder med udledning på over 5.000 personækvivalent er etableret effektiv rensning, som overholder de udledningskrav, der fremgår af direktivets bilag I. Da Kommissionen fandt, at der var flere slovenske byer, hvor der ikke var etableret kloaknet, og at de øvrige krav i spildevandsdirektivets art. 3-5 var tilsidesat, indledte Kommissionen en traktatbrudssag, der under den administrative procedure blev ændret til en påstand om, at Slovenien havde undladt dels at sikre den i spildevandsdirektivets art. 4 krævede rensning, dels at gennemføre den i art. 15 krævede overvågning, idet Kommissionen yderligere henviste til, at direktivets grænseværdier for BOD (biologiske nedbrydeligt materiale) og COD (kemisk iltning) var overskredet i flere af byområderne. Slovenien gjorde gældende, at forholdene var bragt i orden, men erkendte, at dette ikke var sket inden udløbet af fristen i den begrundede udtalelse. Med bemærkning om, at forhold efter udløbet af fristen i den begrundede udtalelse ikke kan tillægges vægt, lagde EU-Domstolen til grund, at byområder, hvor der ikke er fornøden spildevandsrensningskapacitet i sig selv betyder, at spildevandsdirektivets art. 4 er overtrådt, jf. sag C-427/17, Kommissionen mod Irland. Da det fandtes godtgjort, at betingelsen om fornøden rensning ikke var opfyldt i Ljubljana, blev Slovenien dømt med bemærkning om, at der ikke som i sag C-22/20, Kommissionen mod Sverige (MRF 2021.196/2) var fremlagt prøver, der dokumenterede, at kravene i bilag I var opfyldt, hvilket i øvrigt kun er relevant, hvis det er godtgjort, at der er fornøden rensningskapacitet. I relation til Kommissionens påstand om, at Slovenien ikke havde gennemført den i artikel 15 krævede overvågning af udledning fra spildevandsanlæg, fandtes de af Slovenien foretagne prøver så få og begrænsede, at artikel 15 ligeledes fandtes overtrådt i relation til rensningsanlægget i Brod ved Ljubljana. Slovenien blev herefter dømt for ikke at sikre den i spildevandsdirektivet krævede rensning af spildevand i Ljubljana og for ikke at etablere den i direktivet krævede overvågning af spildevandsudledning.
Kommentar: Dommen omhandler byspildevandsdirektivet (91/271), der for over 30 år siden blev vedtaget efter forslag fra bl.a. Danmark (i øvrigt sammen med nitratdirektivet). I dansk ret er direktivet forudsat gennemført ved reglerne i miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, suppleret af adgangen til at meddele påbud til disse anlæg efter lovens § 30 samt af spildevandsplanerne efter § 32 vedrørende kloakering. Til forskel fra flere andre af EU’s miljødirektiver har byspildevandsdirektivet ikke efterfølgende været genstand for nævneværdig opmærksomhed i dansk klagenævnspraksis, hvilket ligeledes illustreres af, at direktivet er forbigået i Møller: Miljøbeskyttelsesloven med kommentarer, 2. udg., 2019, hvilket formentlig er sket ud fra en forventning om, at direktivets regler er gennemført i dansk ret, uden der ses overvejelser om, hvorvidt direktivets ganske detaljerede krav til kontrolmåling for forskellige stoffer er gennemført, om de afspejles i konkrete tilladelser, og om de håndhæves. Der er enkelte domme, hvor et kommunalt spildevandsanlæg er idømt strafansvar for overtrædelse af krav til spildevandsrensning, som f.eks. MAD 2004.582 V og enkelte domme om overtrædelse af vilkår i en spildevandstilladelse som MAD 2009.2588 B, men ellers savnes praksis, der kan belyse, om de kommunalt ejede spildevandsanlæg overholder udledningskravene, og der ses ikke eksempler på, at der ved prøvelse af klager over tilladelser til spildevandsanlæg er rejst spørgsmål om, hvorvidt vilkårene modsvarer spildevandsdirektivets krav til rensning, grænseværdier og kontrolmålinger. Se tillige sag C-22/20 (MRF 2021.196/2), hvor Sverige blev dømt for mangler i gennemførelse af byspildevandsdirektivet, samt sag C-587/22 (MRF 2023.200), hvor Ungarn tilsvarende blev dømt for at overtræde direktivet. I øvrigt kan nævnes, at Kommissionen i oktober 2022 har fremsat forslag til en omarbejdning af byspildevandsdirektivet (COM(2022) 541), og at Rådet i oktober 2023 nåede til enighed om forslaget (link til Rådets generelle indstilling), som nu skal forhandles på plads med Europa-Parlamentet. Vedtages forslaget i sin nuværende form vil det bl.a. betyde øget offentlig inddragelse, skærpede miljøkrav til rensning af byspildevand og et særligt producentansvar for medicinal- og kosmetikindustrien til at bidrage til en del af omkostningerne ved spildevandsrensningen.