MRF 2023.200
EU-Domstolens dom af 7. december 2023, 7. afd., sag C-587/22, Kommissionen mod Ungarn
Ungarn dømt for ikke at have etableret den i spildevandsdirektivet krævede kloakering af byområder og rensning af spildevand i over 20 byområder.
Efter byspildevandsdirektivet (91/271) art. 3 skal medlemsstaterne sikre, at alle byområder med en spildevandsudledning på over 15.000 personækvivalent har etableret kloakering, medmindre der sikres andre egnede måder til at imødegå forurening fra spildevand. Hvis spildevandet ledes ud til følsom recipient, er grænsen 10.000 personækvivalent, og medlemsstaterne skal efter art. 5 kortlægge disse følsomme vandområder. Efter direktivets art. 4 skal medlemsstaterne tillige sikre, at der for alle byområder med udledning på over 5.000 personækvivalent er etableret effektiv rensning, som overholder de udledningskrav, der fremgår af direktivets bilag I, og efter art. 10 skal medlemsstaterne etablere spildevandsrensningsanlæg, der kan opfylde kravene. Efter art. 15 skal medlemsstaterne etablere fornøden kontrol og overvågning af alle vandområder. Da Kommissionen fandt, at mange ungarske byer ikke havde etableret kloaknet, og at der ikke var gennemført spildevandsrensning eller etableret det fornødne antal anlæg, som opfyldte direktivets krav, indledte Kommissionen en traktatbrudssag. På grundlag af de fremlagte oplysninger fandt EU-Domstolen, at Ungarn havde overtrådt den i spildevandsdirektivet krævede kloakering af byområder og rensning af spildevand i over 20 byområder. Derimod blev Kommissionens påstand om, at Ungarn ikke havde gennemført den i spildevandsdirektivets art. 15 krævede overvågning af spildevandsudledninger, da denne påstand ikke var underbygget af substantielle oplysninger fra Kommissionen.
Kommentar: Dommen omhandler byspildevandsdirektivet (91/271), der for over 30 år siden blev vedtaget efter forslag fra bl.a. Danmark (i øvrigt sammen med nitratdirektivet). I dansk ret er direktivet forudsat gennemført ved reglerne i miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, suppleret af adgangen til at meddele påbud til disse anlæg efter § 30 samt af spildevandsplanerne efter § 32 vedrørende kloakering. Til forskel fra flere andre af EU’s miljødirektiver har byspildevandsdirektivet ikke efterfølgende været genstand for nævneværdig opmærksomhed i dansk klagenævnspraksis, hvilket ligeledes illustreres af, at direktivet er forbigået i Møller: Miljøbeskyttelsesloven med kommentarer, 2. udg., 2019, hvilket formentlig er sket ud fra en forventning om, at direktivets regler er gennemført i dansk ret, uden der ses overvejelser om, hvorvidt direktivets ganske detaljerede krav til kontrolmåling for forskellige stoffer er gennemført, om de afspejles i konkrete tilladelser, og om de håndhæves. Der er enkelte domme, hvor et kommunalt spildevandsanlæg er idømt strafansvar for overtrædelse af krav til spildevandsrensning, som f.eks. MAD 2004.582 V og enkelte domme om overtrædelse af vilkår i en spildevandstilladelse som MAD 2009.2588 B, men ellers savnes praksis, der kan belyse, om de kommunalt ejede spildevandsanlæg overholder udledningskravene, og der ses ikke eksempler på, at der ved prøvelse af klager over tilladelser til spildevandsanlæg er rejst spørgsmål om, hvorvidt vilkårene modsvarer spildevandsdirektivets krav til rensning, grænseværdier og kontrolmålinger. Se tillige sag C-22/20 (MRF 2021.196/2), hvor Sverige blev dømt for mangler i gennemførelse af byspildevandsdirektivet, samt sag C-328/22 (MRF 2023.198), hvor Slovenien blev dømt for manglende gennemførelse af byspildevandsdirektivet. Som det fremgår af kommentaren til sidstnævnte dom, har Kommissionen i oktober 2022 fremsat forslag til en omarbejdning af byspildevandsdirektivet, som fortsat (i december 2023) er under behandling i Rådet og Europa-Parlamentet.