MRF 2021.193
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. juni 2021 (j.nr. 20/13124)
Lovliggørende dispensation til driftsmateriel til havbrugsvirksomhed inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstet, da der var tale om anlæg, som måtte anses for at være driftsmæssigt nødvendige for virksomheden, og som var afhængig af en kystnær placering. Containere, paller og cementblokke krævede ikke dispensation, da disse var opstillet forud for den udvidede strandbeskyttelseslinjes ikrafttræden.
Sagen omhandlede Grønsund Havbrugs opstilling af driftsmateriel inden for strandbeskyttelseslinjen på to ejendomme grænsende mod øst og nordøst op til Sortsø Havn. På den ene ejendom var der opstillet driftsmateriel til brug for havbrugsvirksomhedens drift, herunder tre fodersiloer, containere, en campingvogn, paller og cementblokke. Matriklen havde ikke været omfattet af strandbeskyttelse, før den udvidede strandbeskyttelseslinje trådte i kraft for Storstrøms Amt den 15. august 2001, hvorefter matriklen i sin helhed blev omfattet. På den anden ejendom, der var omfattet af den oprindelige 100-meters strandbeskyttelseslinje, var der opstillet en specialcontainer til døde fisk. Kystdirektoratet traf i februar 2020 afgørelse om en række forhold på ejendommene, herunder dispensation til fortsat oplag af netbure og andet materiel. Direktoratet vurderede i samme afgørelse, at tre fodersiloer samt en kontorpavillon var etableret, før matriklen blev omfattet af den udvidede strandbeskyttelseslinje, hvorfor disse forhold ikke krævede dispensation. Afgørelsen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i august 2020 ophævede og hjemviste afgørelsen om, at den tredje fodersilo og oplag mv. på matr.nr. 8n ikke krævede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Efter ny ansøgning og fornyet vurdering meddelte Kystdirektoratet i september 2020 lovliggørende dispensation til opstilling af campingvogn, fodersilo og specialcontainer på matr.nr. 8n, og traf samtidig afgørelse om, at containere, paller og cementblokke på matr.nr. 8n ikke krævede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Kystdirektoratet havde vurderet, at placeringen af specialcontaineren fremstod landskabeligt uheldigt, hvorfor den skulle flyttes til den anden ejendom i tilknytning til virksomhedens øvrige anlæg og oplag. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der bl.a. anførte, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at containere, paller og cementblokke havde været opstillet på ejendommen forud for strandbeskyttelseslinjens ikrafttræden, og at placeringen af containeren til døde fisk på matr.nr. 8n var uhensigtsmæssig i forhold til omboende og brugere af havnen på grund af lugtgener. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde indledningsvis til grund, at byggeri, anlæg mv., som var opstillet eller opført på matriklen efter den 15. august 2001 som udgangspunkt krævede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvor ejendommen blev omfattet af naturbeskyttelseslovens § 15. På baggrund af den bevismæssige vurdering og ortofotos og da der var drevet havbrugsvirksomhed på ejendommen siden 1985, fandt nævnet, at det var sandsynligt, at der havde været opstillet containere, paller og cementblokke på ejendommen forud for ikrafttrædelsen af den udvidede strandbeskyttelseslinje og kontinuerligt frem til klagesagen, hvorfor der ikke var krav om dispensation. For så vidt angik den tredje fodersilo og campingvognen og specialcontaineren til døde fisk, lagde nævnet til grund, at disse anlæg udgjorde tilstandsændringer, som krævede lovliggørende dispensation. Da der var tale om anlæg, som måtte anses for at være driftsmæssigt nødvendige for havbrugsvirksomheden, som var afhængig af en kystnær placering, fandt nævnet, at der forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation. Nævnet lagde tillige vægt på, at lokaliteten var præget af lovlig bebyggelse og tekniske anlæg, herunder to fodersiloer, hvorfor det pågældende driftsmateriel ikke stred afgørende imod de kystlandskabelige hensyn på stedet, og at containeren til døde fisk blev placeret sammen med det øvrige driftsmateriel. Den omstændighed, at containeren til døde fisk med ville medføre lugtgener for omboende og brugere af havnen, kunne ikke føre til et andet resultat, idet lugtgener ikke er et hensyn, der varetages ved administrationen af strandbeskyttelseslinjen. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter den lovliggørende dispensation samt afgørelsen om, at containere, paller og cementblokke ikke krævede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.
Kommentar: Se tillige MRF 2021.191 Mfk, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet i sag om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til samme havbrug efter genoptagelse stadfæstede en lovliggørende dispensation til havbrugsringe.