MRF 2021.191
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 15. juni 2021 (j.nr. 21/03024)
Efter genoptagelse ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet tidligere afslag på lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til Grønsund Havbrugs opbevaring af havbrugsringe, da havbrugsringene kun skulle opbevares på land i vintermånederne, og da den kystnære placering havde en naturlig sammenhæng med driften af havbruget. Dissens.
Sagen omhandlede Grønsund Havbrugs opbevaring af havbrugsringe og driftsmateriel inden for strandbeskyttelseslinjen på to ejendomme i Guldborgsund Kommune. Grønsund Havbrug var etableret i 1985 på ejendomme, der grænsede mod øst og nordøst op til Sortsø Havn. Den ene ejendom blev anvendt til opbevaring af 34 havbrugsringe uden for fiskesæsonen i medio december til ultimo marts. På baggrund af anmeldelser om overtrædelse af naturbeskyttelseslovens § 15 varslede Kystdirektoratet i januar 2020 påbud til havbruget, som efterfølgende ansøgte om lovliggørende dispensation til de konstaterede forhold. Det fremgik af ansøgningen, at arealerne i 35 år havde været anvendt til opbevaring af havbrugsudstyr, hvilket ikke på noget tidspunkt var blevet påtalt af myndighederne, hvorfor Kystdirektoratet havde fortabt retten til at kræve forholdet lovliggjort. Kystdirektoratet afviste, at der forelå myndighedspassivitet, men meddelte i februar 2020 i medfør af naturbeskyttelseslovens § 15, jf. § 65 b, stk. 1, dispensation til fortsat oplag af havbrugsringe. Efter klage fra Danmarks Naturfredningsforening ændrede Miljø- og Fødevareklagenævnet i august 2020 afgørelsen til et afslag med henvisning til, at havbrugsringene i antal, størrelse og med beliggenhed direkte ned til kysten fremstod dominerende og skæmmende i kystlandskab. Havbruget indbragte i februar 2021 nævnets afgørelse for retten med påstand om, at afgørelsen var ugyldig. Retssagen blev efter anmodning herom fra Miljø- og Fødevareklagenævnet stillet i bero med henblik på en fornyet administrativ behandling af klagesagen. Nævnet fandt, at der var begået en væsentlig fejl i sagens behandling, da nævnet ikke i tilstrækkelig grad havde taget hensyn til, at placeringen af havbrugsringene inden for strandbeskyttelseslinjen var funktionelt begrundet i havbrugets drift. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste, at Kystdirektoratet havde udvist retsfortabende passivitet og tog herefter stilling til, om der kunne meddeles en lovliggørende dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15, jf. § 65 b, stk. 1. Nævnets flertal (4 mod 3) fandt, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation. Flertallet lagde herved vægt på, at havbrugsringene kun skulle opbevares på land i vintermånederne, og at den kystnære placering af ringene havde en naturlig sammenhæng med driften af havbruget ved havet og havnen med henblik på udsætning og optagning. Flertallet lagde endvidere vægt på, at ringene ikke i afgørende grad stred mod de kystlandskabelige forhold på stedet, da de lå skjult bag mindre skovpartier. Mindretallet fandt derimod, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter den lovliggørende dispensation til opbevaring af havbrugsringe inden for strandbeskyttelseslinjen.
Kommentar: Se tillige MRF 2021.193 Mfk, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet i sag om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til samme havbrug stadfæstede lovliggørende dispensation til fodersilo, specialcontainer og anden driftsmateriel.