MRF 2021.181

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. maj 2021 (j.nr. 20/13693, 20/13694, 20/13695 og 20/13697)

Ophævet og hjemvist tilladelse til kystbeskyttelsesanlæg samt væsentlighedsvurdering af Natura 2000-påvirkning og VVM-screeningsafgørelse af projektet, da væsentlighedsvurderingen var utilstrækkelig, og sagen var utilstrækkeligt oplyst til at udelukke, at projektet i strid med habitatdirektivets art. 12, stk. 1, litra d, kunne beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for bilag IV-arten markfirben.

Hjørring Kommune meddelte i juni 2020 i medfør af kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, tilladelse til etablering af et kystbeskyttelsesanlæg i form af sanddækket skråningsbeskyttelse med tilhørende kompensationsfodring på en ca. 1.010 meter lang strækning i et sommerhusområde ved Jyllands vestkyst. Kommunen traf samtidigt VVM-screeningsafgørelse om, at projektet ikke krævede miljøvurdering og VVM-tilladelse efter miljøvurderingen. På grundlag af en screening (væsentlighedsvurdering) efter § 3 i habitatbekendtgørelsen for søterritoriet traf kommunen samtidigt afgørelse om, at det ikke var nødvendigt at gennemføre en habitatvurdering af Natura 2000-områder efter bekendtgørelsens § 4. Nord og syd for projektstrækningen ved Lønstrup var der etableret et kystbeskyttelsesanlæg af samme type som det ansøgte, og strækningen var i forvejen var præget af kystbeskyttelsesanlæg i form af fire høfder, der skulle erstattes af det ansøgte projekt, da høfderne havde en utilsigtet negativ effekt i form af kraftig læsideerosion, hvor kommunen havde meddelt påbud til lodsejerne om at fjerne høfderne, hvilket særskilt var påklaget (se MRF 2021.182 Mfk). Projektområdet lå i nærheden af tre Natura 2000-områder, hvor det nærmeste var beliggende ca. 2,5 km nord for projektstrækningen. Kommunen havde vurderet, at der ikke ville ske en væsentlig påvirkning af de nærliggende Natura 2000-områder navnlig henset til afstanden mellem projektet og Natura 2000-områderne. Kommunen havde oplyst, at projektområdet potentielt kunne være levested for bilag IV-arten markfirben, dog uden at der var registreret forekomst heraf. Kommunen havde vurderet, at projektet ikke ville beskadige eller ødelægge bestanden og dens yngle- eller rasteområder, da kystbeskyttelsesanlægget ville kunne fungere som et fremtidigt levested for arten. Afgørelsen blev påklaget af en grundejerforening og to naboer, der bl.a. anførte, at væsentlighedsvurderingen var utilstrækkelig, og at projektet var omfattet af kravet om miljøvurdering. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at sagens hovedproblem var, om projektet vil kunne indvirke på erosionen langs kyststrækningen, og om dette i givet fald kunne påvirke Natura 2000-områderne væsentligt. Da Natura 2000-område nr. 6 var afhængig af en naturlig dynamik på kyststrækningen, så der kontinuerligt kunne tilføres sand og opbygges klitnatur, fandt nævnet, at kystsikring kunne have betydelig indflydelse på erosionen og dermed på de sandmængder, der ville aflejres på strandene. Nævnet fandt derfor, at det ikke umiddelbart kunne udelukkes, at kystsikringen kunne have indflydelse på aflejringen på stranden i Natura 2000-området, hvilket ikke var belyst i væsentlighedsvurderingen. Nævnet ophævede derfor kommunens afgørelse om, at der ikke skulle udarbejdes en habitatvurdering af projektet og hjemviste sagen til fornyet behandling. For så vidt angik projekts påvirkning af bilag IV-arter, henviste nævnet indledningsvis til, at der i henhold til habitatbekendtgørelsen for søterritoriets § 7, stk. 1, nr. 1, der implementerer habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d, ikke kan meddeles tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 3, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for bilag IV-arter. Nævnet konstaterede, at kommunen ikke konkret havde redegjort for forekomst af markfirben i området og ikke havde undersøgt eller redegjort for forekomsten af yngle- og rasteområder og i givet fald, hvor udbredte disse var, og om den økologiske funktionalitet ville opretholdes ved gennemførelse af projektet. Nævnet fandt på denne baggrund, at kommunen ikke havde haft et tilstrækkeligt oplyst grundlag til at kunne træffe afgørelse om, at det ansøgte ikke ville påvirke bilag IV-arter eller Natura 2000-området væsentligt, og at afgørelsen derfor led af væsentlige retlige mangler og var ugyldig. Da kommunens screeningsafgørelse efter miljøvurderingsloven byggede på afgørelsen om, at der ikke skulle foretages en habitatvurdering af projektet, var screeningsafgørelsen ugyldig. Det bemærkedes, at før der meddeles tilladelse til et projekt efter kystbeskyttelseslovens § 3, skal der dels foreligge screeningsafgørelse efter miljøvurderingsloven, dels en vurdering projektets påvirkning af Natura 2000-områder og bilag IV-arter. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter afgørelsen om, at der ikke skulle udarbejdes en habitatvurdering, og som følge heraf tillige screeningsafgørelsen og tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Kommentar: Afgørelsen er endnu et eksempel på, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har ophævet en tilladelse grundet mangler i vurderingen af projektets påvirkning af Natura 2000-områder. I dette tilfælde er der dog tre forhold, der særskilt påkalder sig interesse. For det første måtte Miljø- og Fødevareklagenævnets ophævelse af påbud om at fjerne de fire høfder samme dag (MRF 2021.182 Mfk) i sig selv føre til, at tilladelsen til projektet måtte ophæves. For det andet er det lidt bemærkelsesværdigt, at klagenævnet i afgørelsen selvstændigt ophævede og hjemviste kommunens væsentlighedsvurdering (screening) efter § 3 i habitatbekendtgørelsen for søterritoriet (2020/654) om, at der ”ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for etablering af kystbeskyttelse i form af sanddækket skråningsbeskyttelse”. Hvis en screening af et projekts påvirkning af Natura 2000-områder er utilstrækkelig, fører dette i de fleste tilfælde til, at klagenævnet hjemviser med bemærkning om, at der skal gennemføres en konsekvensvurdering af projektets påvirkning af Natura 2000-områder, da en mangelfuld screening må betyde, at det er nødvendigt at få en fuld belysning af projektets påvirkning af Natura 2000-områder. For det tredje må fremhæves klagenævnets bemærkninger om beskyttelsen af bilag IV-arter. Det er naturligvis ikke overraskende, at nævnet kritiserede, at vurderingen af bilag IV-oplysninger var mangelfuld, fordi der manglede oplysninger om, at området kunne være levested for firben. Men når nævnet særskilt ophæver og hjemviser afgørelsen efter § 7 i habitatbekendtgørelsen for søterritoriet, og nævnet samtidigt (korrekt anfører), at denne regel svarer til habitatdirektivets art. 12(1)(d), er de retlige implikationer noget mere vidtgående. Dette må nemlig betyde, at hvis betingelserne for at meddele tilladelse til kystbeskyttelse efter habitatdirektivets art. 12(1)(d) ikke er opfyldt, kan der kun meddeles tilladelse efter bekendtgørelsens § 8, som kræver forudgående høring af miljøministeren. Da § 8 i habitatbekendtgørelsen for søterritoriet i øvrigt svarer til habitatdirektivets art. 16, er dette helt i overensstemmelse med EU-retten, men det betyder samtidigt, at der ikke kan meddeles tilladelse efter bekendtgørelsens § 7, hvis projektet skader bilag IV-arters levested, selv om sådanne skader ikke har betydning for artens gunstige bevaringsstatus, jf. EU-Domstolens dom i de forenede sager C-473/19 og C-474/19 (MRF 2021.35). Denne fortolkning må tiltrædes, men vil kræve en omfattende ændring af praksis, da reglen i § 8 sjældent anvendes.

Link til afgørelsen.