MRF 2025.5
EU-Domstolens dom af 20. marts 2025, 7. afd., sag C-809/23, Sumitomo Chemical Agro Europe
Kemiproducent, der har tilladelse til markedsføring af myggebekæmpelsesmiddel, hvis aktivstof er optaget på positivlisten i biocidforordningen, har efter forordningens art. 66 ret til oplysning om de analysemetoder om teknisk ækvivalens af aktivstoffer, der er anvendt af de nationale myndigheder ved senere godkendelse af biocidholdige produkter indeholdende samme aktivstof, men har ikke krav på medlemsstatens rapport. Art. 66 udgør ikke en udtømmende angivelse af, hvilke oplysninger om biocidholdige produkter de nationale myndigheder skal udlevere, men suppleres af miljøoplysningsdirektivets regler om aktindsigt.
Sagen drejede sig om, hvorvidt en kemikalieproducent, der på grundlag af godkendelser efter det tidligere biociddirektiv (98/8) markedsfører et myggebekæmpelsesmiddel, kan kræve udleveret oplysninger om de nationale myndigheders godkendelse af kopiprodukter. Biociddirektivet fra 1998 indførte en ordning med godkendelse af biocidholdige produkter, som bl.a. omfatter myggebekæmpelsesmidler, hvorefter medlemsstaterne kun måtte godkende biocidholdige produkter, der indeholdt aktivstoffer, som var optaget på en af EU godkendt liste. Denne ordning er videreført med biocidforordningen (528/12), hvor det er Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), der står for godkendelsen af aktivstoffer, mens det fortsat er medlemsstaterne, der har kompetencen til at godkende de enkelte biocidholdige produkter. Biocidforordningen indeholder i art. 66 en bestemmelse om tavshedspligt af hensyn til bl.a. forretningshemmeligheder, men hvor det dog samtidig i art. 66(3) er bestemt, at en række bestemte oplysninger ikke kan nægtes udleveret af de nationale myndigheder, hvilket efter art. 66(3)(j) bl.a. omfatter de analysemetoder, som de nationale myndigheder anvender ved bestemmelse af et biocidholdigt produkts aktivstoffers kemiske identitet, mængde og tekniske ækvivalens. I den konkrete sag havde kemikalieproducenten Sumitomo Chemical Agro Europe SAS (SCAE) af de franske myndigheder fået godkendt et myggebekæmpelsesmiddel indeholdende et af EU godkendt aktivstof. I 2013 indgav en anden kemikalieproducent, CERA, ansøgning til de franske myndigheder om godkendelse af tre myggebekæmpelsesmidler indeholdende det samme aktivstof, og i 2019 meddelte de franske myndigheder tilladelse til, at CERA kunne markedsføre de tre bekæmpelsesmidler. SCAE anmodede herefter de franske myndigheder om at få udleveret de oplysninger, der havde dannet grundlag for de franske myndigheders godkendelse af CERAs tre bekæmpelsesmidler, hvilket de franske myndigheder kun delvist imødekom. SCAE anlagde herefter sag mod de franske myndigheder med henblik på at få udleveret yderligere oplysninger. Dette førte til en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, der lagde til grund, at en anmodning om oplysninger om aktivstoffer i godkendte biocidholdige produkter, som er indgivet efter, at biocidforordningen (528/12) trådte i kraft, skal afgøres efter forordningens regler, uanset om anmodningen vedrører et aktivstof godkendt efter det tidligere biociddirektiv. Med henvisning til biocidforordningens art. 66(3)(j) fastslog EU-Domstolen, at de franske myndigheder var forpligtet til at udlevere oplysninger om de analysemetoder, som myndighederne havde anvendt ved godkendelse af CERAs produkter, men at dette ikke kan udstrækkes til at omfatte myndighedernes resultater og konklusioner på grundlag af disse analysemetoder (pr. 59). I forlængelse heraf afviste Domstolen, at de franske myndigheders rapport til ECHA var omfattet af biocidforordningens regler om elektronisk offentlig adgang (pr. 71). I forhold til miljøoplysningsdirektivet (2003/4) fastslog EU-Domstolen, at biocidforordningens art. 66 ikke kan anses for en udtømmende angivelse af, hvilke oplysninger om biocidholdige produkter medlemsstaternes myndigheder skal udlevere, men suppleres af miljøoplysningsdirektivet, hvor der er specielle regler, som beskytter forretningshemmeligheder (pr. 88). I forhold til den konkrete sag omfattede dette imidlertid alene de oplysninger om det biocidholdige produkt, der vedrørte ”emissioner til miljøet”, hvorfor den franske domstol måtte tage stilling til, i hvilket omfang en rapport om, hvorvidt et aktivstof i et biocidholdigt produkt var teknisk ækvivalent med et godkendt aktivstof, kunne anses for oplysninger om emissioner til miljøet (pr. 99).
Kommentar: Dommen viser, at miljøoplysningsdirektivets almindelige bestemmelser om aktindsigt i miljøoplysninger gælder parallelt med de enkelte direktivers og forordningers specielle regler om udlevering af oplysninger, medmindre det pågældende direktiv/forordning indeholder klare holdepunkter for, at miljøoplysningsdirektivet ikke gælder for de pågældende oplysninger. Rækkevidden begrænses dog af, at de hensyn, som varetages af begrænsninger i de enkelte direktiver, også kan håndteres under afvejningsreglerne i miljøoplysningsdirektivet, medmindre der er tale om oplysninger om emissioner til miljøet, jf. herved miljøoplysningsdirektivets art. 4(2). For nyere EU-domme om miljøoplysningsdirektivet se tillige sag C-470/19 (MRF 2021.88), sag C-619/19 (MRF 2021.29), sag C-84/22 (MRF 2023.197) og sag C-344/22 (MRF 2024.3).